onsdag den 25. december 2019

Væddermændenes nat af Tobias Stenbæk Bro

Forfatter: Tobias Stenbæk Bro, Titel: Væddermændenes nat, Serie: Et varsel om storm 1, Forlag: Turbine, Udgivelse: 2018, 318 sider

Hvorfor læser jeg den?
Da jeg var på Bogforum i sidste måned, gik jeg målrettet efter at købe denne bog med hjem. Jeg havde hørt en del godt om bogen, og nu havde jeg altså virkelig fået lydt til at læse den, i takt med at positive anmeldelser for fortsættelsen, begyndte at poppe op.

Hvad handler den om?
De tre brødre Rodrik, Cedrik og Stormfrik vokser op på herregården Ravnehøj, i en rolig landsby med deres far Sir Alfrik. Selvom de er af fin slægt, må de holde sig på god fod med mere magtfulde mænd, som har større ejendomme, landområder og en større formue. Men da familien rager uklar med en anden slægt, kastes familien ud i et uvejr, og snart må de tre brødre kæmpe for deres liv, uden at vide hvem det er, som stræber dem efter livet. For hvad er det for en hemmelighed, som deres far ikke kan fortælle dem, og hvem er deres fjender?

Hvad synes jeg så om den?
Hvor er det skønt at læse velskrevet dansk fantasy! Jeg synes det er så fint med de danske stednavne, Ravnehøj, Havhus, Dyssebakken osv., som man ikke oplever så tit, selv i dansk litteratur.  Væddermændenes nat er en virkelig god start på en længere fortælling om de tre brødre, og jeg blev virkelig fanget af de tre meget forskellige personligheder. Alle har de hver deres styrker og svagheder, men også hver deres drømme om livet. Vi følger én af de tre brødre i hvert kapitel, som har hver deres stemme.

I starten var jeg lidt i tvivl om, hvor fortællingen ville føre hen, idet størstedelen af bogen foregår i den lille landsby, og omhandler små og store begivenheder i byen. Mens det er utroligt hyggeligt at læse om, kunne jeg godt mangle en lidt tydeligere plotlinje, som kunne give mig et fingerpeg om hvilken retning denne fortælling skulle tage. Det kom dog et godt stykke inde i bogen, hvor fortællingen pludselig tager fart, og herefter hersker der ingen tvivl om hvilken vej vi skal. Jeg kunne godt have brugt dette lidt tidligere i fortællingen, men samtidig sætter jeg også pris på, at persongalleriet bliver introduceret ordentligt, og med hele tre hovedpersoner, har jeg forståelse for, at det kræver lidt plads.

Jeg er vild med den lille detalje i designet, hvor hver brors stemme har deres eget symbol, som vises inden kapitlet går igang. Et sværd for Rodrik, en slange for Cedrik og en bue for Stormfrik. Samtidig er disse symboler inkorporeret på forsiden i forfatterens navn, da hvert symbol danner forbogstavet for hver af forfatterens tre navne. Det er da bare alt for fint!

Jeg kan anbefale denne bog, og jeg må sige, at jeg glæder mig rigtig meget til at læse fortsættelsen 'Blodets Sti'.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar