mandag den 30. december 2019

Døden lurer af Agatha Christie

Forfatter: Agatha Christie, Titel: Døden lurer, Orig. titel: Peril at End House, Forlag: Wangels Forlag a/s, Udgivelse: 1932 (denne 1990), Oversat af Poul Ib Liebe, 203 sider

Hvorfor læser jeg den?
Jeg læser en del Agatha Christie-fortællinger, fordi jeg virkelig synes fortællingerne er hyggelige, men også fordi der har befundet sig en række ulæste Christie-krimier på min hylde, efter jeg erhvervede mig en god stak sidste år over Den Blå Avis. Bunken svinder dog ind, så jeg ser mig snart nødsaget til at opsnuse nogle flere i denne fine serie.

Hvad handler den om?
Den unge kvinde Nick har været forfulgt af uheld her på det seneste, men tager generelt let på livet, og lægger ikke det store i denne række af uheld. Men da hun tilfældigt møder Hercule Poirot, begynder han at forbinde disse uheldige omstændigheder, og er pludselig ret overbevist om, at det ikke er uheld, men at der er en, som stræber hende efter livet. 

Hvad synes jeg så om den?
Det her var endnu en af de rigtige gode fortællinger fra Agatha Christies hånd. Jeg var vild med karakteren Nick, som er en livlig kvinde, der tager de mennesker hun møder med storm. Jeg blev lynhurtigt fanget af hendes fortælling, hendes forhistorie og hele mysteriet.

Som altid gør Hercule Poirot en fin figur, men umiddelbart er jeg mere interesseret i de resterende karakterer i fortællingen, samt lokationen. Store dele foregår i Nicks hus, som kaldes End House, som ligger smukt ud til hav og natur. Beskrivelserne herfra gav mig pittoreske billeder i hovedet, men tilføjede også sin del af mystik.  

Selve plottet var godt og temmelig uigennemskueligt, ihvertfald for mig. Jeg blev overrasket over afsløringen, som Hercule Poirot endnu engang kunne trække ud af ærmet, men jeg synes at det var skruet godt sammen.

Noget jeg dog undrer mig over, er de kedelige titler, som mange af de danske oversættelser har. De lyder så ens, og siger ikke noget om handlingen, f.eks. 'Døden lurer', 'Viseren peger på mord', 'Var hun uskyldig', 'Hvem dræbte', 'Blev han myrdet' og sådan kunne jeg fortsætte. Jeg kan ærlig talt ikke huske bøgerne fra hinanden ud fra titlerne. Når man så hører de originale titler ('Peril at End House', 'The Clocks', 'Sad Cypress', 'The Murder of Roger Ackroyd', 'After the Funeral'), så indeholder de præcis de buzzwords der skal til for at forbinde fortællingen med titlen. Det har ikke så meget med fortællingen at gøre, men noget jeg virkelig har undret mig over.

Men altså, denne Agatha Christie-roman er virkelig god!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar