fredag den 19. april 2019

Når tegnere signerer


Jeg har aldrig været den der jagtede signerede forfattereksemplarer. Hvis jeg er til et litterært event, hvor der er mulighed for at få signeret bøger, jamen så gør jeg det da helt bestemt, og hvis jeg modtager tilsendte anmeldereksemplarer, synes jeg det er noget så fint, når der er en hilsen i bogen. Men jeg er ikke den der står i timelange køer for at få en specifik forfatters signatur.

Derimod har jeg fået en forkærlighed for signeringer fra tegnere. Formentlig fordi, at der udover en signering ofte følger en helt frisk tegning, tegnet på stedet. Det er både noget der imponerer mig, men også noget som gør tegneserien til noget helt særligt. Derfor vil jeg i dette indlæg vise dem frem, som jeg har fået samlet i forbindelse med Bogforum, Comic Con Copenhagen og Cph. Comics, hvor der altid er en mængde tegnere, der med glæde sætter deres streg i et af deres værker.

Jeg har længe været svært begejstret for Peter Madsens streg, særligt i Valhalla. Så i forbindelse med bogforum, har jeg ved to forskellige lejligheder, købt hans eventyrsamling, samt hans julekalenderbog, og fået en signering i dem begge:



I forbindelse med Comic Con Copenhagen 2018 og Cph. Comics 2019 er jeg stødt på Sussi Bechs tegneserier, og har til begge arrangementer købt en af hendes nye samlebind, den første 'Aida Nur' og den næste 'Nofret 1'. Her har jeg også fået begge fint signeret:



Herudover har jeg indenfor de seneste par år fået øjnene op for John Kenn Mortensen, som tegner dystre monstre og finurlige væsener. Til et bogforum købte jeg bogen Julebestiariet, som han har illustreret, hvor jeg da også fik en lille edderkoppe-fyr med:


Den sidste jeg kan vise frem er en signering fra Bogforum hvor tegneren Pierre Alary signerede serien om Silas Corey, som han har illustreret. Jeg kendte ikke tegneserien på forhånd, men ved en hurtig gennembladring så jeg straks at den var utrolig smukt illustreret. Så jeg kom hjem med et signeret eksemplar, med en virkelig stor og flot tegning Pierre Alary skitserede i hæftet.


Hvordan er jeres forhold til signeringer af bøger og tegneserier?


Dette indlæg udgives mens jeg er ude at rejse, men tøv endelig ikke med at efterlade kommentarer, jeg skal nok følge op når jeg er hjemme igen om et par uger :)

fredag den 12. april 2019

Den Italienske Mester af Tom Rachman

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget
Forfatter: Tom Rachman
Titel: Den Italienske Mester
Orig. titel: The Italian Teacher
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 2018 (denne 2019)

346 sider







Da jeg fik muligheden for at modtage denne bog fra Politikens Forlag, var jeg ikke længe om at sige ja tak. Det lød som en bog, jeg ville kunne lide, på trods af, at jeg ikke har stiftet bekendtskab med forfatteren før. Desværre løb jeg ind i en læsetørke, hvorfor bogen fik lov at ligge længere end fortjent på natbordet, men nu er den læst!

Kort resumé:
Charles, kaldet Pinch, vokser op i Italien med sin canadiske mor og sin amerikanske far, den berømte maler Bear Bavinsky. Det er ikke meget Pinch ser til sin far, og inden hans teenage-år er Bear da også rykket videre til en ny kone, som bliver den næste ud af mange. Pinch bruger det meste af hans liv på, at hige efter sin fars sjældne opmærksomhed og anerkendelse, og opdager ikke at livet hurtigt  glider forbi. Men Pinch rummer mere end hans far aner, og en dag tager han en beslutning, som ændrer resten af hans liv.

Evaluering:
Sikke en fortælling! Dette er Charles' livshistorie som strækker sig fra 50'ernes Rom og ind i det nye årtusinde i England. Som udgangspunkt er jeg ret vild med denne type fortælling, som følger et helt liv, og denne bog er ingen undtagelse.

Charles gør ikke et stort nummer ud af sig selv, han drømmer måske på et tidspunkt om det, men indser hurtigt, at han aldrig bliver en stor mand ligesom sin far. Han er på alle måder en person man som læser kan lide, han er hjælpsom, betænksom og forsigtig, men samtidig har man lyst til at ruske ham godt og grundigt. For hvad bilder han sig egentlig ind, sådan at forspilde sine chancer, blot fordi han håber, at det er det hans far ønsker. Det er en hjerteskærende fortælling om uforløst kærlighed til en fraværende forælder, samt afstandstagen til den forælder som vil en det godt. Samtidig er det forfriskende at læse om et ret normalt liv, som på trods af en anderledes barndom, og udkig til en berømt far, formår at forblive ret ordinært.

Fortællingen tager dog en uventet drejning, da Pinch begynder at blive uforudsigelig, og ikke følger den retning, som hans far har lagt ud for ham. Det er både nervepirrende og interessant, da man kun venter på, at korthuset ramler sammen.

Dette er en virkelig velskrevet og interessant roman, med noget på hjerte. Den kan varmt anbefales!



Dette indlæg udgives mens jeg er ude at rejse, men tøv endelig ikke med at efterlade kommentarer, jeg skal nok følge op når jeg er hjemme igen om et par uger :)

torsdag den 4. april 2019

Skønlitteratur til rejsen


Så kom skønlitteraturen på plads til min kommende rejse. For udover en rejsedagbog og en lonely planet, så skal der altså lidt skønlitteratur med i rygsækken. Kriterierne jeg har sat op for de bøger jeg tager med er, at det ikke skal være bøger, som jeg får svært ved at skille mig af med undervejs, og de skal ikke fylde for meget i kufferten. Derudover ville jeg helst have bøger på dansk, da jeg slapper mere af, når jeg læser dansk frem for engelsk, men det fik jeg hurtigt ødelagt, da jeg fandt en spændende titel på engelsk.

Den første jeg fandt var Revolutionary Road af Richard Yates, som var en fin lille paperback til 30 kr. i Politikens Boghal. Jeg kan simpelthen ikke huske om jeg har set filmen, men jeg har ihvertfald ikke læst bogen.

Den næste jeg fandt var Mr. Vertigo af Paul Auster. Jeg faldt over titlen i bogbytteskabet på Islands Brygge her i weekenden, og da jeg har hørt så meget godt om Auster besluttede jeg mig for at tage den med.

Den sidste fandt jeg også i selv samme bogbytteskab den anden dag. Der var kommet friske forsyninger, og nogen havde sat Emily på Månegården af L. M. Montgomery af. Det er ingen hemmelighed at jeg er svært begejstret for Anne fra Grønnebakken, så denne fortælling af samme forfatter, som jeg ikke har læst, kunne jeg simpelthen ikke stå for.

Jeg synes selv, at det er blevet til tre virkelig gode bud på en god bog, så nu håber jeg bare at de lever op til forventningen. Ja, altså hvis jeg når at få læst noget. Man kan aldrig helt vide, når man er ude at rejse.