tirsdag den 26. februar 2019

Copenhagen Comics 2019

I søndags deltog jeg i Copenhagen Comics i Øksnehallen. Sidste år var jeg afsted til Comic Con Copenhagen, men det var altså første gang jeg deltog i Copenhagen Comics. Jeg tog afsted, så jeg ankom kort tid efter de havde åbnet dørene, og jeg blev meget overrasket over, hvor umiddelbart få mennesker der var. I virkeligheden var der nok en del folk, de var bare godt fordelt i hallen, og der var god med plads til at kigge på de forskellige stande.


Idet der var luft og plads, havde folkene bag de forskellige stande også fin tid til at fortælle om deres værker eller forlag, når man kom forbi. På denne måde virkede denne messe både mere intim og nærværende end de fleste andre litterære messer jeg har deltaget i. Her hjalp det nok også, at det var et lidt mindre arrangement (end f.eks. bogforum).


I forhold til Comic Con Copenhagen, som jeg besøgte sidste år, faldt dette event mere i min interesse, da der stort set udelukkende var tegneserier, og ikke så meget computerspil, gadgets, merchandise mm. Idet jeg udelukkende kom for tegneserierne, var det en positiv overraskelse.

Jeg satte mig til rette ved den åbne scene, hvor Charlotte Fabricius dirigerede en samtale mellem Liv Strömquist (aktuel med 'I'm Every Woman'), Moa Romanova (aktuel med 'Alltid fucka upp'), Sofie Riise Nors (illustrator bag Wagina Pineapple), Anne Mette Kærulf Lorentzen (aktuel med 'Skamlebben') og Pernille Ørum (aktuel med 'Hit-Girl'). Hver kunstner/forfatter præsenterede deres værk, hvad tankerne var bag værket og hvorvidt feminisme lå til grund for værkets opståen. Det var fem meget forskellige kvinder, som havde meget forskellige budskaber på hjerte, og jeg fandt det utroligt interessant at lytte til deres forskellige input, som strakte sig fra strabadser gennem deres karriere, til seksuelle krænkelser, til fordomme om deres kunst, til et simpelt ønske om at tjene nogle penge.


Alt i alt tilbragte jeg nogle gode timer i Øksnehallen, og jeg fik også købt lidt forskelligt med hjem. Jeg havde på forhånd set, at Forlaget Eudor ville have en stand, og havde næsten besluttet mig for at købe 'Nofret' af Sussi Bech i det første samlebind. Da jeg sidste år var på Comic Con købte jeg 'Aida Nur' af Sussi Bech i et samlet bind, og efterfølgende har jeg haft lyst til at læse hendes 'Nofret'. Det er sådan nogle fine bind de bliver genudgivet i, som også indeholder lidt baggrund omkring fortællingen og om Sussi Bech's inspiration. Så 'Nofret' samlebind 1 kom med mig hjem. Derudover købte jeg 'Rovdyrenes klub' 1 og 2, som jeg ikke kendte, men som så spændende ud, og var en afsluttet serie i de to bind. Jeg har allerede læst dem, og må sige, at jeg elsker tegnestilen, men det var altså lidt en klam fortælling. Derudover købte jeg 'Bedemandens datter' af Alison Bechdel, som jeg intet ved om, men som ser rigtig spændende ud.

'Nofret' blev selvfølgelig signeret noget så fint af Sussi Bech. Signeringen viser jeg frem i et kommende indlæg om mine signerede tegneserier.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar