søndag den 9. december 2018

Julemandens død af Kenneth Bøgh Andersen

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Titel: Julemandens død
Forlag: Rosinante & Co
Udgivelse: 2013

Hørt som lydbog på e-reolen
Varighed: 8 t. 6 m.
Oplæst af Kenneth Bøgh Andersen








Baggrund for læsningen:
Denne fortælling har jeg længe gerne ville læse, og havde tænkt mig at købe den som dette års julebog. Men jeg har ikke kunne finde den som fysisk bog, så da jeg så den på e-reolen, kastede jeg mig over den som lydbog.

Kort resumé:
Julemanden er død, og hele julen er i fare, da en ond magt har overtaget julemandens værksted, og forsøger at sætte en endelig stopper for artige børn. Nissen Aruld beder de to børn Frederik og Katrine om hjælp, og sammen med deres ven Jesper, drager de alle fire mod julemandens værksted. Ingen af børnene havde dog forestillet sig hvilke frygtelige oplevelser der venter dem.

Evaluering:
Først og fremmest: Hvor er det fedt at høre en lydbog indtalt af forfatteren selv. Man får fortællingen fortalt lige som den var tiltænkt, og så er Kenneth Bøgh Andersen en utrolig dygtig oplæser. Jeg har før haft dårlige oplevelser med lydbøger grundet oplæserne, så dette var virkelig en fornøjelse.

Bogen er bygget op som en julekalenderbog, med 25 kapitler, som hver især er en dag i december. Herudover har denne bog dog intet tilfælles med traditionelle julefortællinger. Denne bog er grusom, ondskabsfuld og uhyggelig, og virkelig en lytning/læsning værd. Der er fuld fart på begivenhederne, og det er om at holde tungen lige i munden, da der begynder at blive leget med tiden. 

Jeg synes det var spændende at høre en ny vinkel på hvem julemanden er, og hvad han står for, som, i denne bog, er mere end blot uddeling af gaver. Hele julemandens rolle er langt mere omfattende end man kan forestille sig, hvilket gør hans død så meget mere fatal. 

Så hvis I er friske på en anderledes julefortælling, så kan jeg anbefale at kaste jer over den, særligt på denne lydbogsform, med forfatterens egen indtaling. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar