fredag den 11. maj 2018

Her er dit liv, Joakim af Don Rosa


Bogen er sponsoreret af bog-ide.dk
Forfatter og tegner: Don Rosa (link til forfatter)
Titel: Her er dit liv, Joakim (link til bog)
Forlag: Walt Disney/ The Egmont Publishing
Udgivelse: 2017

Baggrund for læsningen:
Jeg har læst utallige Anders And blade igennem min barndom og ungdom. Jeg blev aldrig træt af ande-universet og var især glad for de lidt længere fortællinger der førte ænderne til forhistoriske dele af verden, eller som simpelthen gik tilbage i tiden. Flere af den type fortællinger er tegnet af Don Rosa, som har en helt særlig, meget detaljeret tegnestil. Da jeg faldt over denne bog, vidste jeg at jeg måtte eje den. Jeg er så heldig, at jeg kunne få bogen sponsoreret gennem min aftale med bog-ide.dk.

Kort resumé.
Bogen består af de 12 fortællinger om Joakim von Ands liv, fra han tjener den første mønt, oparbejder sin formue og frem til tiden hvorfra vi kender ham i Anders And bladene. Der er et forord af Don Rosa til hver af de 12 kapitler, hvori han redegør for tankerne bag fortællingen samt sjove referencer man kan lægge mærke til. Der er ligeledes en liste med Carl Barks-referencer før hvert kapitel, idet Don Rosa har forsøgt, at samle alle detaljerne om Joakim von And, som Carl Barks har skabt, til denne sammenstykkede fortælling om Joakim von Ands liv. Herudover er der en liste over hvor man kan finde det skjulte D.U.C.K. i tegneruderne, som er en dedikation til Carl Barks.

Evaluering af bogen:
Denne bog er et musthave til alle dedikerede andefans! Don Rosa har en fantastisk tegnestil, og han får ofte sjove detaljer med i de små ruder, som giver lidt ekstra til fortællingen. Der er så mange tanker bag disse 12 kapitler, og der er ingen tvivl om, at Don Rosa har gjort alt hvad der står i hans magt, for at gøre Carl Barks' idé om Joakim von And ære.

Foruden den fantastiske fortælling om Joakim von Ands liv, gives der en stor mængde bagom-viden i denne udgave. Og jeg må sige, at jeg var lige så vild med at læse Don Rosas forord, som jeg var med selve tegneserierne. Jeg elsker at høre mere om, hvordan ens yndlingsfortællinger blev til, og især i dette tilfælde, hvor der ligger så mange tanker og overvejelser bag. Jeg har lært at Joakim von And oprindeligt kun var tænkt som en enkeltstående biperson i en fortælling, men udviklede sig til at være en vigtig brik i Anders Ands univers. Jeg har lært at Don Rosa laver en D.U.C.K.-dedikation i titelruden på næsten alle hans historier. Og jeg har lært at Joakim von Ands første mønt ikke var en lykkemønt der sikrede ham hans formue, efter Don Rosas udlægning, men var derimod det første spæde skridt mod en lang årrække med hårdt slid og slæb, for at oparbejde den formue han har idag.  

Samlingen 'Her er dit liv, Joakim' er blevet udgivet i brudstykker i Anders And blade, og jeg kan huske at have læst flere af dem, netop der. Jeg har dog aldrig læst alle fortællingerne, før nu, på trods af, at de, af flere omgange, er udgivet som et samlet værk. Fortællingerne udkom første gang i 1995, og Don Rosa har finpudset dem lige siden. Denne nyudgivelse af værket, er således blevet genoversat i forhold til Don Rosas ønsker.

Jeg kan kun give den varmeste anbefaling af denne herlige bog, som helt sikkert vil falde i god smag, hvis man kan lide Anders And-universet.


Bonusinfo: Andeglæden ligger til familien. Min far har erhvervet sig en stor mængde gamle Anders And-blade gennem tiden, som han opkøber på loppemarkeder og auktioner. Det er en lille del af disse blade, som udgør baggrunden for mine billeder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar