I lørdags drog jeg til Aalborg for at deltage i et bogbloggertræf arrangeret af Rikke fra Andrups Bookshelf, Simone fra Boghjørnet, Irene fra Boghunden og Karin fra Skrivepulten. Det var en virkelig skøn og hyggelig dag, hvor jeg fik talt med en masse søde piger, som alle havde samme interesse som mig. Dagen var planlagt med forskellige sjove, spændende og interessante indslag. Vi startede med at få en dejlig frokost, hvorefter første festlige indslag meldte sig på banen. Det første indslag var forfatteren Nanna Foss, som netop har fået udgivet sin første bog (udkommer i oktober). Hun fortalte om hendes vej til at blive forfatter, og forlaget Tellerup havde været så flinke at sponsorere hendes nyudgivelse 'Spektrum' til os alle.
Herefter var der Gæt og Grimasser, til alles morskab, hvorefter forfatteren Christina Bonde kom og fortalte lidt om hendes forfatterskab og hendes tanker omkring bogblogs. Herefter satte vi os til rette med en tallerkenfuld kage (se selv det øverste billede), hvor snakken gik derudaf. Det var super lækre kager, men bliver nødt til at fremhæve Rikke's flotte, flotte bogkage:
Herefter var det tid til at røre sig lidt, i form af en konkurrence med en række udfordringer. Mit hold var så heldige at vinde, og fik hver en billet til dette års BogForum i København. Det var virkelig en dejlig præmie. Var et øjeblik i tvivl om jeg måtte give den videre til en anden, indtil jeg i mit hoved kunne få presset mit skema således, at jeg også kan nå dette års BogForum. Det var sådan en god oplevelse sidste år.
Det var sådan en god og hyggelig dag, som simpelthen var planlagt SÅ godt. På trods af mange gode indslag, var der også rigelig med tid til at snakke sammen, hvilket jeg virkelig satte pris på. Jeg fik øjnene op for en lille stribe blogge, som jeg slet ikke kendte i forvejen. Og vi gik bestemt ikke tomhændede derfra, det var virkelig overvældende.
Der var bøger sponsoreret af Lindhardt og Ringhof (som Rikke fra Paperback Castles havde været så sød at tage med til os), Turbine, Rosenkilde & Bahnhof, Tellerup, Mellemgaard, Skriveforlaget, Politikens forlag, Rosinante & Co., Jentas, Modtryk, Valeta, Gads Forlag, People's Press, Forlaget Iris, Forlaget Alvilda, Virabooks, Maja S. Flak, Christian Møgeltoft, Brødrene Ellemose, Ken Brerup og Kim Juul.
Bogforum har sponsoreret billetter til deres arrangement i november, til vinderne af konkurrencen.
Arnold Busck Hjørring sponsorerede net til bookiebags, Postkiosken & KageDreams sponsorerede lidt til kagerne, og Gris og Ko sponsorerede lidt til frokosten.
STORT TAK til alle sponsorerne og til arrangørerne for deres store arbejde. Det var en super god dag :)