Titel: Tidskortet
Originaltitel: El mapa del tiempo
Forlag: Gyldendal
Orig. udgivelse: 2008
526 sider
Det er sjældent jeg genlæser en bog, da jeg altid har så lang en liste med nye jeg gerne vil læse. Men det sker dog fra tid til anden, som her, hvor jeg fik lyst til at genlæse Tidskortet.
Året er 1896 i Victoria-tidens London og Andrew Harrington befinder
sig på selvmordets rand, da han flere år forinden mistede sin store kærlighed
til Jack the Ripper’s kniv, og siden har vaklet i depressionens afgrund. Det
eneste han ønsker er at rejse tilbage i tiden og redde hende fra den grusomme
skæbne. Claire Haggerty har svært ved at finde sig i tidens normer og ønsker
kun at rejse til fremtiden, hvor hun mener hun vil kunne finde ægte kærlighed.
Samtidig tilbyder Gilliam Murray tidsrejser til år 2000, da han har fundet et
tidshul i Afrika. Med denne nye mulighed ser både Andrew og Claire nu en udvej
for deres desperation. Forfatteren H.G. Wells har kort forinden fået stor
succes med hans scientific romance ’Tidsmaskinen’. Da han synes at vide noget
om tidsrejser, vikles han ind i både Claires, Andrews og Gilliams historie,
samt hans egen, hvor han opsøges af en mulig morder fra fremtiden. Det kommer
til at kræve en stor del fantasi fra Wells at realisere de knuste drømme, de
ønskede tidsrejser for dermed at redde liv på vejen.
Jeg var vild med fortællingen første gang, men tror jeg var
endnu mere begejstret ved denne anden gennemlæsning. Fortællingen danner ramme
om tre personers liv, som vikles ind i hinandens ved flere lejligheder, som en
labyrint af tid og tilfældigheder. Fortællingen er delt op i tre store
kapitler, som gør fortællingen både let fordøjelig og let forståelig, trods et
kompliceret plot, som ofte er tilfældet med tidsparadokser.
Persongalleriet er sjovt, finurligt og farverigt; og man
møder både folk fra den nedre og den øvre klasse sidst i 1800-tallets London. Personerne
er tilpas troværdige og tilpas fantasifulde, til at give et galleri af folk man
tror på, men som stadig underholder på højt plan. Jeg er ret fascineret af
forfattere som inddrager historiske kendte personligheder i deres fortællinger.
Det er tilfældet i denne bog, hvor bl.a. H.G. Wells, elefantmanden, Jack the Ripper og Bram
Stoker bliver introduceret. Jeg synes det er en sjov detalje, som giver et
realistisk pust til fortællingen. Dog er det sjældent at jeg har læst en
skønlitterær fortælling, hvor en historisk person har så stor en rolle, som Wells
har i denne, men jeg synes at det fungerer super godt uden at tilsmudse
forfatterens eftermæle. Den alvidende fortæller har en stor rolle i hele
fortællingens opsætning, som giver lidt mere
nærvær fra forfatterens side. Jeg forbinder tit denne fortæller-type med børnebøger, og det er nok også et spørgsmål om smag, men jeg er ret så vild med
det. Og i denne bog er det helt perfekt til den grundlæggende stil.
Alt i alt er denne bog fantastisk godt skruet sammen. Den
sætter en masse tanker i gang omkring tidsrejser og parallel-universer, og jeg
må sige at sci-fi genren er ved at bide sig godt og grundigt fast i mit sind,
selvom det nok kun er 1/3 af denne bog, der ville blive betragtet som værende
sci-fi. Jeg kan kun anbefale alle at læse denne bog, for jeg har aldrig set en lignende!
Er sikker på at de fleste læsere vil blive lige så fascineret af bogen, som jeg
blev.