Tidskortet

Forfatter: Felix J. Palma
Titel: Tidskortet
Originaltitel: El mapa del tiempo
Forlag: Gyldendal
Orig. udgivelse: 2008

526 sider







Det er sjældent jeg genlæser en bog, da jeg altid har så lang en liste med nye jeg gerne vil læse. Men det sker dog fra tid til anden, som her, hvor jeg fik lyst til at genlæse Tidskortet.

Året er 1896 i Victoria-tidens London og Andrew Harrington befinder sig på selvmordets rand, da han flere år forinden mistede sin store kærlighed til Jack the Ripper’s kniv, og siden har vaklet i depressionens afgrund. Det eneste han ønsker er at rejse tilbage i tiden og redde hende fra den grusomme skæbne. Claire Haggerty har svært ved at finde sig i tidens normer og ønsker kun at rejse til fremtiden, hvor hun mener hun vil kunne finde ægte kærlighed. Samtidig tilbyder Gilliam Murray tidsrejser til år 2000, da han har fundet et tidshul i Afrika. Med denne nye mulighed ser både Andrew og Claire nu en udvej for deres desperation. Forfatteren H.G. Wells har kort forinden fået stor succes med hans scientific romance ’Tidsmaskinen’. Da han synes at vide noget om tidsrejser, vikles han ind i både Claires, Andrews og Gilliams historie, samt hans egen, hvor han opsøges af en mulig morder fra fremtiden. Det kommer til at kræve en stor del fantasi fra Wells at realisere de knuste drømme, de ønskede tidsrejser for dermed at redde liv på vejen.

Jeg var vild med fortællingen første gang, men tror jeg var endnu mere begejstret ved denne anden gennemlæsning. Fortællingen danner ramme om tre personers liv, som vikles ind i hinandens ved flere lejligheder, som en labyrint af tid og tilfældigheder. Fortællingen er delt op i tre store kapitler, som gør fortællingen både let fordøjelig og let forståelig, trods et kompliceret plot, som ofte er tilfældet med tidsparadokser.

Persongalleriet er sjovt, finurligt og farverigt; og man møder både folk fra den nedre og den øvre klasse sidst i 1800-tallets London. Personerne er tilpas troværdige og tilpas fantasifulde, til at give et galleri af folk man tror på, men som stadig underholder på højt plan. Jeg er ret fascineret af forfattere som inddrager historiske kendte personligheder i deres fortællinger. Det er tilfældet i denne bog, hvor bl.a. H.G. Wells, elefantmanden, Jack the Ripper og Bram Stoker bliver introduceret. Jeg synes det er en sjov detalje, som giver et realistisk pust til fortællingen. Dog er det sjældent at jeg har læst en skønlitterær fortælling, hvor en historisk person har så stor en rolle, som Wells har i denne, men jeg synes at det fungerer super godt uden at tilsmudse forfatterens eftermæle. Den alvidende fortæller har en stor rolle i hele fortællingens opsætning, som giver lidt mere nærvær fra forfatterens side. Jeg forbinder tit denne fortæller-type med børnebøger, og det er nok også et spørgsmål om smag, men jeg er ret så vild med det. Og i denne bog er det helt perfekt til den grundlæggende stil.

Alt i alt er denne bog fantastisk godt skruet sammen. Den sætter en masse tanker i gang omkring tidsrejser og parallel-universer, og jeg må sige at sci-fi genren er ved at bide sig godt og grundigt fast i mit sind, selvom det nok kun er 1/3 af denne bog, der ville blive betragtet som værende sci-fi. Jeg kan kun anbefale alle at læse denne bog, for jeg har aldrig set en lignende! Er sikker på at de fleste læsere vil blive lige så fascineret af bogen, som jeg blev.

Under Cover of Books (2)

I disse tider hvor bøger og papir raskt bliver udskiftet med elektronik, synes jeg det er på sin plads at elektroniske huskebøger aka USB-nøgler får et lille bogomslag, som herunder.

Min veninde har fået nøglen, som en reklameting fra Inspiring Denmark, og er bestemt den sejeste USB-nøgle jeg har set!

Det kringlede hus

Forfatter: Agatha Christie
Titel: Det kringlede hus
Originaltitel: Crooked House
Forlag: Aschehoug
Orig. udgivelse: 1949

183 sider




Jeg har kastet mig over endnu en Agatha Christie-krimi, da jeg lige havde brug for lidt let læsning.

Charles har friet til Sophia Leonides, men Sophias bedstefars død kommer i vejen for deres planer, og der bliver intet bryllup før mordet på Aristide Leonides er opklaret. Mordet er begået inden for familiens rækker og hele det store hus, som inkluderer hans to sønner med hver deres familier, hans unge kone, hans ældre svigerinde, samt tjenestefolk og nannie, er under mistanke. Charles får sin gang i huset, hvor han får opsnuset intriger og drama, som går politiets næse forbi.

Christie spilder ikke tiden, og karaktererne og plottet var præsenteret inden jeg nåede side 15! Man skal ikke læse bogen for at få et omhyggeligt, dybdegående persongalleri, for det får man ikke! Men til gengæld får man et hurtigt fix ærlig krimi, som ikke kræver de store hjerneomdrejninger. Jeg kan meget godt lide at læse denne type bog ind imellem, når man lige skal holde en pause fra den lidt tungere litteratur.

Dog var der nogle elementer, som irriterede mig i netop denne fortælling af Agatha Christie. For det første synes jeg det var utroligt at Charles kunne blande sig så meget i en families privatliv, uden at nogle af familiemedlemmerne syntes det var mærkeligt, og så især under disse omstændigheder. Derudover blev der flere gange omtalt at familien måske holdt for meget af hinanden. Jeg, som læser, fik dog den direkte modsatte opfattelse, nemlig at familiemedlemmerne ikke kunne udstå hinanden.

Plottet var såmænd okay, men sad med følelsen af, at jeg ikke anede hvem den skyldige var, men at jeg heller ikke ville blive overrasket når jeg fandt ud af det. For var faktisk ligegyldigt hvilket familiemedlem der var skyldig, de alle passede meget godt til en morderprofil, så det ville ikke skabe et kæmpe overraskelsesmoment. Og det var egentlig lidt ærgerligt.

Fortællingen var udmærket til lidt let underholdning, men jeg var ikke synderligt imponeret over hverken plottet eller karaktererne. Så er ikke en fortælling jeg direkte vil anbefale. Tror bestemt at Agatha Christie har skrevet en del andre, som er mere værd at læse. 

Dune

Forfatter: Frank Herbert

Titel: Dune

Forlag: Orion books

Orig. udgivelse: 1965

Læst på engelsk

609 sider

Dune var ikke et værk jeg var bekendt med før jeg fik bogen i fødselsdagsgave. Det har så vist sig at det er en meget kendt bog indenfor science fiction-genren, og jeg er glad for at jeg endelig har fået stiftet bekendtskab med den.

Hertug Atreides og hans familie lever et godt liv på den frodige planet Caladan, indtil de af kejseren og hertug Harkonnen bliver tvunget til at overtage ledelsen på den tørkelagte planet Arrakis, også kaldet Dune. Her får de deres sag for, i det vigtige anliggende at udvinde krydderiet melange, som folk er afhængige af, hvilket gør eksporten så utrolig vigtig. Den onde hertug Harkonnen har dog en skjult dagsorden, der går ud på at styrte hertugen og hans familie, kort efter ankomsten til planeten. Hertug Atreides konkubine, Jessica, og søn, Paul, undslipper attentatet, og flygter ud i den enorme ørken, hvor de slutter sig til den hårdføre, indfødte befolkning, Fremen. Jessica er opdraget inden for ordenen Bene Gesserit, hvilket giver hende usædvanlige mentale kræfter. I ordenen er der en legende om Kwisatz Haderach, en mandlig Bene Gesserit, som vil have særlige mentale evner for tid og rum. Hos Fremens venter de en profet ’Lisan al-Gaib’, som vil ændre deres økologi og give dem friheden. Paul bliver mistænkt for at være den der skal virkeliggøre disse legender, samtidig med at han nærer et brændende ønske om at hævne sin far.

Bogen har været temmelig tung at kæmpe sig igennem på engelsk, men jeg snød lidt og så filmen inden, så jeg havde de elementære personer og hændelser på plads, hvilket viste sig at være en stor fordel i netop dette tilfælde. Ellers tror jeg simpelthen der ville være for meget jeg havde misforstået. Jeg havde stadig lidt svært ved at holde styr på alle karaktererne, da navnene ligesom ikke ville hænge fast, som f.eks. Gurney Halleck, Thufir Hawat og Duncan Idaho. Sommetider blev hele deres navne brugt, andre gange fornavne og andre gange efternavne. Der udover var der også mange begreber for det samme, som f.eks. de kæmpe sandorme, som findes på Dune. De gik både under navnet sandworm, maker, Shai-hulud og grandfather of the desert, og sådan var det med flere elementer i bogen. Så tungen lige i munden! Heldigvis var der en ordliste bagerst i bogen, som reddede forståelsen et par gange.  

Når det så er sagt, har Frank Herbert skabt et fantastisk univers, som jeg nød at læse om. Fortællingen afspejler et kæmpe skrivearbejde, som også indeholder flere appendix, som forklarer blandt andet religionen og økologien på Dune. Sceneskift i bogen, er adskilt af citater fra litterære værk, skrevet af Princess Irulan, som igen minder læseren om at dette ikke bare er en simpel fortælling; det er en beretning om et univers. Jeg syntes at fortællingen var original, og følte bestemt ikke at jeg havde ’hørt historien før’. Stilen mindede mig lidt om Tolkien, med hensyn til den meget grundige, helstøbte opbygning af et anderledes og fantastisk univers. 

Emnet vand havde en stor plads i bogen, da Arrakis er en gold ørken-planet, hvor vand er mere dyrebart end guld. Den indfødte befolkning bruger stillsuits i ørkenen, som opsamler alt spildt kropsvæske til genbrug, og de tager sagen så alvorligt at selv de dødes vand bliver indsamlet. Dette skabte en smule væmmelse under læsningen, men også betagelse over hvordan folket har skabt en levevej i den ubarmhjertige ørken.

Bogen danner en dyb kløft mellem godt og ondt; der findes ingen mellemvej. Jeg kan egentlig meget godt lide når karakterer rummer både gode og onde elementer, som tvinger læseren til selv at tage stilling. Det valg har man ikke i denne bog; ingen der læser bogen vil være i tvivl om at hertug Atreides er god og hertug Harkonnen er ond. Rent faktisk opstår konflikten netop fordi Harkonnen mener at Atreides er ved at blive lidt for vellidt af folket, og dermed har fået for meget magt. Harkonnen selv er beskrevet med et højst utiltalende ydre, dræber for et godt ord, samt med en hang til små drenge, hvilket vil frastøde selv den mest godmodige læser.

Alt i alt har jeg stor respekt for det arbejde der ligger bag denne bog. Jeg har været længe om at læse bogen, da jeg synes den ligger i den tunge ende, men jeg ville nødig have været foruden denne læseoplevelse. Vil anbefale den til alle som ikke skræmmes af sci-fi genren. Her er en original, velskrevet og spændende fortælling, som man kan få mange aftenener til at gå med.

Morgenvandrerens rejse

Forfatter: C. S. Lewis
Titel: Morgenvandrerens rejse
Originaltitel: The voyage of the dawn treader
Serie: Narnia-fortællingerne, 5
Forlag: Borgen
Orig. udgivelse: 1952




Læs også anmeldelsen af ’Troldmandens Nevø’, ’Løven, heksen og garderobeskabet’, ’Hesten og drengen’ og ’Prins Caspian’ som er de fire forrige fortællinger om Narnia.

Lucy, Edmund og deres ubehøvlede fætter Eustace kommer, gennem et maleri, til at være passagerer på ’Morgenvandreren’, som er Kong Caspians skib. Caspian har svoret at rejse østpå i ét år for at finde ud af hvad der skete med de syv hertuger, som blev sendt væk da Caspians onde onkel Miraz sad ved tronen. Dette fører dem på en spændende rejse, hvor trolddom og eventyr er hovedingredienser. Eustace lærer glæden ved at have venner at kende, og Lucy og Edmund oplever deres sidste eventyr i Narnia. 

Lewis har her skabt en fortælling, hvor Edmund og Lucy går igen fra de forrige fortællinger. Lucys medmenneskelighed kommer til udtryk, da bådens passagerer bliver sat på en hård prøve, ved at skulle døje Eustace dagen lang. Eustace er beskrevet som ubehøvlet og bedrevidende, og den første sætning i bogen, som er lidt sjov, lyder som følgende:

(citat: Morgenvandrerens rejse)

Der var en dreng, der hed Eustace Clarence Scrubb, og han havde næsten fortjent det.

Jeg synes at denne fortælling rummede en melankolsk stemning, som ikke er kommet til udtryk i samme grad i de forrige fortællinger. Jagten på de syv hertuger bærer helt sikkert en del af det melankolske element, da nogle af dem er kommet af dage på tragisk vis. For eksempel ligger den ene af hertugerne, forvandlet til guld, på bunden af en sø. Dette medfører en nærmest uhyggelig stemning, som endnu engang beviser at Lewis ikke er bange for at inddrage død og melankoli i børnebøger.    

Fortællingen er både humoristisk, fantasifuld og melankolsk, og jeg synes den lever fuldt ud op til de forrige fortællinger i serien. Under point-givningen har jeg forsøgt at tage højde for at fortællingen er skrevet til børn.

I'm back!

Så er specialet afleveret, og jeg har igen overskud til at dykke ned i en masse nye spændende bøger. Jeg har planlagt en tur til biblioteket imorgen, så er spændt på at se hvad jeg kommer hjem med. Jeg har en laaaaaang liste over bøger jeg gerne vil læse, så vil se om jeg ikke kan skaffe nogle af dem. Jeg har allerede en anmeldelse klar for den femte fortælling i Narnia-serien, som kommer op på bloggen lige om lidt.