søndag den 21. juli 2019

Sidste rejse af Carsten Jensen

Forfatter: Carsten Jensen, Titel: Sidste rejse, Forlag: Gyldendal (bogklubsudgave), Udgivelse: 2007 (denne 2008), 319 sider

Hvorfor læser jeg den?
Jeg fandt bogen på et loppemarked tilbage i 2016, og siden da har den stået på min hylde med ulæste bøger. Men da jeg skulle til Grønland for nyligt, var denne bog den oplagte rejsekammerat, da den omhandler Grønland.

Hvad handler den om?
Maleren Carl Rasmussen fik sit kunstneriske gennembrud i en ung alder efter en rejse til Grønland. Senere i livet, på jagt efter ny inspiration, tager Carl Rasmussen endnu engang den lange rejse. Her tænker han tilbage på sit liv, sin barndom, ungdom, og sit ægteskab. Trods han har fået den status som maler, som han ønskede, føler han ikke at livet er gået som han håbede, og han søger svar i Grønlands barske natur.

Hvad synes jeg så om den?
Det tog mig temmelig lang tid at færdiggøre denne bog, da den faldt mig lidt kedelig. Og på trods af, at den havde ligget på mit natbord længe, var den hurtig glemt efter endt læsningen. Jeg fandt flere passager virkelig interessante, nemlig de afsnit som foregik i  Carl Rasmussens barndom, samt de afsnit hvor Carl Rasmussen interagerede med befolkningen på Grønland, samt på Falster. Selve sejlturen til Grønland, hans karriere og hans mange tanker om sit eget værd, fandt jeg lidt svære at komme igennem.

Store dele af bogen drejer omkring Carls usikkerhed i livet, hans søgen efter en kunstnerisk åbenbaring, og hans søgen efter Gud. Men det er som om, at Carl aldrig bliver stillet tilfreds, og som tiden går, og der kommer nye bølger indenfor malerkunsten, klamrer han sig til de principper han har haft med sig fra sin tidlige ungdom, men frygter samtidig at blive overgået på grund af dette. Og hele det her lidende kunstner-tema trættede mig en anelse.

Fortællingen er bygget løst over den virkelige maler Carl Rasmussens liv, hvilket jeg som idé finder ret interessant, men fortællingen fangede mig bare aldrig rigtigt.

Bogen har nogle fine naturbeskrivelser af Grønland, og giver en indsigt i livet på Grønland som tilflytter sidst i 1800-tallet, samt interaktionen med den grønlandske befolkning. Det er ikke noget jeg har læst særlig meget litteratur omkring, men helt sikkert noget jeg gerne ville dykke mere ned i.

Alt i alt en velskrevet bog, som giver lidt indsigt i Grønlands historie, men som aldrig rigtig fangede mig. Jeg ville til hver en tid anbefale at kaste sig over Carsten Jensens 'Vi, de druknede' istedet, som jeg synes er virkelig god.


tirsdag den 16. juli 2019

På gæstevisit

Jeg er lidt bagud med anmeldelserne for tiden, men til gengæld har jeg skriblet et lille indlæg sammen, hvor jeg forsøger at svare på det filosofiske spørgsmål hvorfor jeg læser. Indlægget kan du læse på Saschas blog 'Livet i Dukkehuset'. Så hop endelig ind på hendes hyggelige blog og læs med!


søndag den 7. juli 2019

Emily på Månegården af L. M. Montgomery

Forfatter: L. M. Montgomery, Titel: Emily på Månegården, Orig. titel: Emily of New Moon, Forlag: Høst & Søn, Udgivelse: 1923 (denne 1998), oversat af Ida Elisabeth Hammerich, 284 sider // Lydbog fra e-reolen, Varighed: 11 t. 31 min., oplæst af Tine Rud

Hvorfor læser jeg den?
Da jeg skulle til Mexico og Belize for et par måneder siden, var jeg på udkig efter nogle bøger der ikke fyldte så meget i tasken, som jeg kunne medbringe. I bogbytteskabet fandt jeg 'Emily på Månegården', og da jeg holder meget af L. M. Montgomerys Anne-bøger, tænkte jeg at dette var en og for mig. Det viste sig dog, at jeg stort set intet fik læst på turen, men jeg nåede dog at starte op på bogen om Emily.

Hvad handler den om?
Emily kommer fra et kærligt, men fattigt, hjem, og bliver forældreløs som ganske ung. Hendes to tanter, som bor på Månegården, tager Emily, noget modvilligt, til sig. Emily lærer hurtigt at holde af Månegården og sætter liv i det gamle hus, hvor alting foregår, som det altid har gjort. Emily er fantasifuld og energisk, og drømmer om en karriere som digterinde, en passion, som hendes tanter ikke billiger. 

Hvad synes jeg så om den?
Der er ingen tvivl om at 'Emily på Månegården' er en sød og hyggelig fortælling om en lille pige, som er dramatisk, sensitiv, fantasifuld og temperamentsfuld. Som altid får rodet sig ud i uheldige situationer, men redder sig nogenlunde helskindet igennem.

Emily kunne helt sikkert være blevet en af min barndoms helte, hvis blot jeg havde stiftet bekendtskab med hende lidt tidligere. Men her i mine tredivere må jeg sige, at hun overskygges af mine minder om Anne fra Grønnebakken, min Grynet fra Junibakken (som egentlig hed Maddicken) og alle de andre som fik en særlig plads i min nyskabte litterære verden som ganske ung.

Det hjalp heller ikke, at lige meget hvor meget jeg prøvede at distancere Emily fra Anne ('Anne fra Grønnebakken'), så var der rigtig mange personlighedstræk og situationer i bogen, som jeg følte at jeg havde læst før. De er to forskellige piger, men med mange ligheder, og jeg ville ønske at forfatteren ikke havde skabt helt så mange ligheder mellem dem.

Det var nok en af årsagerne til, at jeg simpelthen gik i stå midt i bogen, og lagde den fra mig nogle uger. Lige indtil jeg faldt over den på e-reolen, og valgte at lytte den færdig. Der var det ligesom om, at jeg fik en fornyet motivation overfor for fortællingen, og kunne få den afsluttet.

For fortællingen er virkelig hyggelig, og man kan jo ikke andet end at holde af den umiddelbare Emily, som virkelig prøver at være artig, men alligevel får rodet sig ud i diverse uheldige situationer. Jeg ville helt klart anbefale bogen til yngre, stærke, læsere, da jeg er sikker på, at den vil vække glæde og smil hos de fleste. Som sagt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg selv ville have holdt meget af den som barn.
















onsdag den 26. juni 2019

Skakmesteren fra Tirana af Claudia Westh Lonning

Forfatter: Claudia Westh Lonning, Titel: Skakmesteren fra Tirana, Forlag: Forfatterskabet.dk, Udgivelse: 2019, 339 sider

Denne bog er modtaget som et anmeldereksemplar fra forfatteren Claudia Westh Lonning.

Hvorfor læser jeg den?
Jeg modtog en forespørgsel fra forfatteren til denne bog, om hvorvidt jeg kunne være interesseret i at modtage den til læsning. Jeg er altid glad for disse henvendelser, men er også meget selektiv, da der er så mange bøger jeg gerne vil læse, og jeg derfor ikke vil bruge tid på en bog, der ikke interesserer mig. Derfor takker jeg kun ja til de bøger, jeg oprigtigt tror vil falde i min smag. Jeg syntes at denne bog lød spændende, men det der særligt fik mig til at takke ja til den, var det element af albansk historie, som referatet lovede mig, og som var noget jeg bestemt ikke kendte meget til.

Hvad handler den om?
Ved fundet af en række tyvekoster, dukker der et helt særligt armbånd op iblandt smykkerne.  Armbåndet har en helt særlig forhistorie, som fører os tilbage til starten af 1920'erne, hvor det blev foræret til en ung albansk kvinde på hendes bryllupsdag. De lykkelige minder ophører dog snart derefter, da Albanien står overfor invasion, politiske transformationer og et regime der isolerer landet fra omverdenen. Tilbage i nutidens Danmark, tilhører armbåndet nu en kvinde som politibetjenten Robert kender fra sin fortid, og da han må kontakte hende om fundet, bliver der rippet op i gamle minder.

Hvad synes jeg så om den?
Jeg bliver sommetider flov over min manglende historiske viden, og undrer mig over, at jeg fandt faget så kedeligt tilbage i skoletiden. For historie er vildt spændende, og gennem en bog som denne, får man et overordnet kendskab til en periode i Albaniens historie, som jeg ikke kendte til før. Det er i sandhed en historisk periode der er værd at dykke ned i, og her har Claudia Westh Lonning gjort det for os. Og hun har gjort det godt!

Der var et godt flow igennem hele fortællingen, og jeg fløj igennem siderne for at finde ud af, hvad der dog skulle ske med Safet, vores hovedrolleindehaver i den del af bogen, som foregår i Albanien. Nu har jeg desværre aldrig besøgt Albanien, eller har kendskab til albansk kultur, men jeg synes at hele settingen i Albanien virkede meget troværdig, og gav mig en følelse af, at der er en forfatter bag, som har sat sig meget grundigt ind i tingene.

I forhold til bogens længde, synes jeg at fortællingen dækker en lidt for lang årrække, da jeg til tider godt kunne ønske mig at dvæle lidt mere ved de forskellige hændelser. For der sker meget i denne bog, og der er utrolig mange tråde der skal samles for at bogen giver en helstøbt fornemmelse. Men til min store glæde, så bliver alle trådene samlet til slut, omend et par af dem kommer til at virke en smule forhastede.

Generelt synes jeg, at bogen er meget velproduceret. Jeg kunne godt lide de overordnede tid- og stedangivelser der var før hvert kapitel og den generelle opsætning. Ligeledes har man formået at lave et omslag til bogen, som virkelig stemmer godt overens med handlingen. På denne måde holder bogen hvad den lover. Og selvom det umiddelbart virker som en ligegyldig ting, så kan det have stor indflydelse på den samlede læseoplevelse.

Jeg synes at denne bog var virkelig interessant og jeg læste den i løbet af forholdvis kort tid (langsom læser, you know), da den holder læseren fanget i en forventning om at alt bindes sammen, men uden helt at vide hvordan. Jeg kan anbefale bogen til andre som kan lide at få en lille dosis historie-time i deres skønlitterære cocktails, og som sætter pris på, at der ligger et grundigt forarbejde til grund for fortællingen.


onsdag den 19. juni 2019

Turen går til Grønland


Det er endnu en gang blevet tid til at pakke kufferten pakkes, for mit næste store rejseeventyr venter lige om hjørnet. Denne gang går turen ikke sydpå, men derimod nordpå, da jeg imorgen rejser med min far til Ilulissat i Grønland. Jeg er overbevist om, at der venter mig helt fantastiske eventyr på denne destination, og jeg glæder mig så utrolig meget.

Jeg medbringer to fysiske bøger til turen, nemlig 'Sidste rejse' af Carsten Jensen og 'Gøgens kalden' af Robert Galbraith. Jeg er meget spændt på at læse dem begge.

'Sidste rejse' er en fortælling, som foregår i Grønland, så den passer perfekt til denne tur, og vil være den bog jeg starter op med.
'Gøgens kalden' fik jeg i fødselsdagsgave, og jeg er spændt på hvordan denne britiske krimi af selveste miss Rowling kommer til at forløbe.

Har I læst nogle af de to bøger?

mandag den 17. juni 2019

Northanger Abbey af Jane Austen

Forfatter: Jane Austen (link), Titel: Northanger Abbey (link), Forlag: Lindhardt og Ringhof, Udgivelse: 1817 (denne 2018), 243 sider

Denne bog er et anmeldereksemplar fra bog-ide.dk.

Hvorfor læser jeg den?
Selvom jeg blot har læst 'Stolthed og Fordom' og 'Fornuft og Følelse' af Jane Austen, har jeg nærmest set hele hendes forfatterskab som filmatiseringer. Herunder 'Northanger Abbey', som virkelig var en film jeg faldt for. Derfor er det en bog jeg længe har haft lyst til at læse, og, efter at 'Lindhardt og Ringhof' er begyndt at udgive disse smukke udgaver, at eje. Jeg har fået bestilt bogen fra bog-ide.dk, som har været så venlige at sponsorere et anmeldereksemplar.

Hvad handler den om?
Catherine Morland er en ung dame på vej ind i de voksnes rækker, som får mulighed for at tilbringe nogle måneder i Bath, væk fra den lille trivielle landsby hun bor i. Hun nyder selskabslivet i Bath, hvor hun møder den charmerende Henry Tilney, og finder en god veninde i den friske Isabella Thorpe. Catherines uskyldige naivitet får hende dog ud i nogle uheldige situationer, og at tro det bedste om folk, er ikke nødvendigvis den bedste strategi i det festlige Bath. 

Hvad synes jeg så om den?
Jeg er ret vild med denne roman af Jane Austen! Da jeg så filmen var der en særlig stemning der tiltrak mig, og jeg var glad for at erkende, at bogen giver mig den samme følelse. Det er en følelse af underspillet mystik og spænding, som hovedpersonen i romanen, Catherine Morland, i den grad tiltrækkes af og dermed selv skaber.

Catherine Morland er svær ikke at holde af, og jeg tror at mange læsere vil kunne genkende brudstykker af sig selv i hende. Hun er et ungt menneske, som ikke er vant til at befinde sig i selskabslivet, og er bange for at træde ved siden af. Hun er meget samvittighedsfuld, men stadig naiv nok til at ende i uheldige situationer, som gør hende så flov, at hun bare har lyst til at forsvinde. Hun har svært ved at gennemskue andre menneskers intentioner, og tror det bedste om dem hun kender. Så på trods af at fortællingen blev udgivet for små 200 år siden, vil de fleste usikre teenagere kunne sætte sig ind i det følelseshav der befinder sig i Catherines indre. Hvilket gør, at denne roman nok aldrig bliver irrelevant.

Romanen har en alvidende fortæller, som er oplagt at give Jane Austens egen stemme, hvilket gør fortællingen lidt anderledes end de andre Austen fortællinger jeg har læst. Derimod indeholder bogen de velkendte træk, nemlig en sund portion ironi, en form for morale, romantik, samt en god indsigt i nogle af normerne for denne tidsperiode (i dette tilfælde i Bath).

Jeg kan varmt anbefale denne bog, og måske især til dem, som holder af Austens andre fortællinger eller filmatiseringer af samme.



By the way, jeg besøgte Bath for nogle år tilbage, og I kan læse lidt om besøget her.

søndag den 9. juni 2019

Alias Grace af Margaret Atwood

Forfatter: Margaret Atwood, Titel: Alias Grace, Forlag: Gyldendals Bogklubber, Udgivelse: 1996 (denne 1998), 494 sider

Hvorfor læser jeg den?
Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er ret begejstret for Margaret Atwoods bøger. Jeg har tidligere læst MaddAddam-serien, samt Tjenerindens fortælling, så da jeg faldt over denne bog i bogbytteskabet på Islands Brygge, snuppede jeg den med hjem. Den fik lov til at stå lidt tid på min reol, og jeg nåede endda at se miniserien på Netflix over netop denne bog, inden jeg kom igang med læsningen. Men jeg har endnu ikke læst en bog af Atwood jeg ikke kunne lide, og jeg var ret vild med miniserien, så forventningerne var store!

Hvad handler den om?
Grace Marks sidder i fængsel for mord og det har hun gjort længe. Faktisk siden hun blev dømt som sekstenårig i 1843. Nu er der gået seksten år, og der er en gruppe af mennesker omkring hende, som ikke mener at hun er skyldig i det hun blev dømt for. En af dem, Pastor Verringer, hyrer en læge, Simon Jordan, med speciale i underbevidsthedens krinkelkroge, som skal få Grace til at huske det, som hun har fortrængt. Men som Graces livsfortælling skrider frem, bliver Simon Jordan mere og mere forvirret, og omringet af spiritister, fristelser og velmenende råd, sætter han sig selv i en fortvivlende situation.

Hvad synes jeg så om den?
Jeg har en svaghed for fortællinger der foregår i 1800-tallet, og denne fortælling om tjenestepigen Grace, som kommer fra strenge kår, og som har forsøgt at komme frem i livet, er lige sådan noget jeg elsker at læse om. Graces livsfortælling giver et spændende indblik i tiden set fra hushjælpens synspunkt, og samtidig giver det et spændende tvist, at man reelt selv skal skabe en holdning til, hvorvidt Grace taler sandt eller ej.

Grundet miniserien over selv samme bog, kendte jeg til den overordnede handling, og havde en god fornemmelse af fortællingen. Jeg ventede bevidst med at læse bogen til der var gået en vis rum tid efter at have set filmatiseringen, så den ikke stod knivskarpt i hukommelsen. Dog viste det sig, at miniserien er så tro mod bogen, at jeg følte at jeg allerede havde læst bogen før. Det gjorde dog ingenting, for jeg kan virkelig godt lide fortællingen!

En ekstra detalje til fortællingen er, at Grace Marks var en virkelig person, som levede i 1800-tallet, og som seksten-årig blev dømt for meddelagtighed i drabet på to personer. Det var en opsigtsvækkende sag i datidens Canada, og der var også her splittede holdninger til om Grace Marks var skyldig i mord, eller om hun var et offer for omstændighederne. Jeg kan virkelig godt lide den måde Atwood har medtaget de detaljer der er omkring denne sag, men samtidig udlægger hvordan Grace Marks liv kunne have forløbet, og at hun i sidste ende lader det være op til læseren at dømme hvorvidt Grace var skyldig eller ej.

I forhold til de andre bøger jeg har læst af Atwood, skiller denne sig meget ud, da de andre bøger jeg har læst alle har været postapokalyptiske eller dystopiske, mens denne nærmest er socialrealistisk. Det viser virkelig en stor bredde i Atwoods forfatterskab, og jeg kan næsten ikke vente med at skulle igang med 'Røverbruden', som også står på min reol, for at se hvilken genre den bevæger sig i.

Indtil videre har jeg ikke læst noget af Atwood, som jeg ikke kunne lide, og denne bog ændrede ikke på dette. Så en stor anbefaling herfra (også på miniserien, som ligger på Netlix, hvis man er mere til det).