søndag den 1. december 2019

Snesøsteren af Maja Lunde

Forfatter: Maja Lunde (link), Illustrator: Lisa Aisato (link), Titel: Snesøsteren (link), Orig. titel: Snøsøsteren, Forlag: Turbine, Udgivelse: 2018, Oversat af Mette Stepnicka, 192 sider

Denne bog er et anmeldereksemplar fra bog-ide.dk.

Hvorfor læser jeg den?
Sidste år var der rigtig mange som læste 'Snesøsteren' og den blev rost til skyerne. Den forblev i min hukommelse, og da vi begyndte at nærme os decembertid, besluttede jeg mig for at bestille den hjem. Jeg går ikke af vejen for en god julebog, og samtidig er denne illustreret af Lisa Aisato, som laver nogle helt fantastiske illustrationer! Jeg bestilte bogen igennem bog-ide.dk, som var så venlige at sponsorere et anmeldereksemplar.

Hvad handler den om?
Det er snart ved at være jul, men det kan ikke mærkes hjemme hos Julian. De plejede ellers at have en masse dejlige juletraditioner, men efter de mistede hans storesøster i sommers, har hele familien været som i en trance. Men Julian vil have sin familie tilbage, som de var, han vil tale om sin søster, men han ved ikke hvordan. En dag møder han den underlige pige Hedvig. Hun er sjov, og er ikke bange for at tale om følelser. Men hvorfor er hun altid alene hjemme i det store hus, og hvem er den gamle mand, som bliver ved med at dukke op på adressen?

Hvad synes jeg så om den?
Åh ja, jeg kunne have været tilfreds med meget mindre, for denne bog er virkelig skøn! Fortællingen er smuk, finurlig, og rørende. Illustrationerne er smukke, dybe og emmer af julestemning. Det hele spiller fantastisk godt sammen, og jeg var fuldstændig knust efter endt læsning.

Fortællingen berører emnet at miste, på flere planer, hvilket bliver kommunikeret så fint gennem Julian. Han savner sin søster, men hvor det gør ondt på hans familie at tale om hende, har Julian brug for netop dette. At tale om problemerne, om sorgen og om alle de gode tider. Illustrationerne og teksten formidler denne følelse så godt, at jeg sad med en klump i halsen under det meste af læsingen.

Det er virkelig en fin fortælling, og jeg glæder mig til at skulle læse den igen og igen og nyde de smukke sider.

Bogen egner sig fint til børn, men berører også en sådan alvor, at voksne på lige fod kan nyde fortællingen. Ikke at jeg ellers holder mig tilbage overfor barnlige fortællinger, men denne bog taler til et bredt publikum. Læs den!




4 kommentarer:

  1. Har længe overvejet at læse denne, og ud fra din anmeldelse lyder det som om den er rigtig god! :D

    SvarSlet
  2. Enig - det er en rigtig fin fortælling :)


    Mvh
    Den lille Bogblog

    SvarSlet