lørdag den 14. december 2019

Fuglene og andre fortællinger af Daphne Du Maurier

Forfatter: Daphne Du Maurier, Titel: Fuglene og andre fortællinger, Orig. titel: Not After Midnight and Other Stories', Forlag: Rosenkilde & Bahnhof, Udgivelse: 1952 (for 'The Birds') (denne samling 2014), Oversat af Elise Norsbo, 298 sider

Da jeg var på biblioteket for at se efter bøger til Deweys Readathon, faldt jeg over denne samling af noveller, hvoriblandt 'Fuglene' var. Skæbnen ville, at det netop var den novelle som var månedens læsning i 'Bookworms Bookclub' med Bookworms Closet som vært. Så der var flere fordele ved at snuppe denne med.

Samlingen består af 5 meget forskellige noveller, lige fra søgen efter familiehemmeligheder, mysterier under sydens sol, hårrejsende opfindelser og krisesituationer.

Jeg ville først og fremmest læse 'Fuglene', men fik derefter lyst til også at læse de resterende, grundet forfatterens virkelig behagelige og fængende skrivestil.

'Fuglene' overraskede mig, ved at have en nærmest apokalyptisk stemning. Vores hovedperson Nat opdager en voldsom mængde fugle efter et vejrskifte, og da situationen forværres, tager han hurtigt aktion. Han er handlekraftig og får sikret sin families situation inden den første bølge af fugle bølger ind over landet og forsøger at hakke sig vej ind til alt og alle. Fortællingen var ret spænende, og jeg ville næsten ønske, at den havde været længere.

De andre fortællinger var meget anderledes, men havde alle et strejf af noget mystisk. Jeg ville ikke kalde nogen af fortællingerne uhyggelige, men flere af dem gav alligevel en vis form for ubehag. Man aner at der er et eller andet galt, men ved ikke hvad det er før til slut. Og så opdagede jeg, da jeg nåede til 'Gennembruddet', at jeg allerede har læst denne fortælling i en af de små Penguin Modern Classics.

Novellerne var ret gode og interessante, men jeg tror dog bedst at jeg kunne lide 'Fuglene', som havde den helt rette mængde af spænding og mystik.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar