søndag den 29. september 2019

Dukkeværkstedet af Elizabeth Macneal

Forfatter: Elizabeth Macneal (link), Titel: Dukkeværkstedet (link), Orig. titel: The Doll Factory, Forlag: Lindhardt og Ringhof, Udgivelse: 2019, oversat af Vibeke Houstrup, 372 sider

Denne bog er et anmeldereksemplar fra bog-ide.dk.

Hvorfor læser jeg den?
Bookworms Closet fører en online bogklub på facebook (find den under 'Bookworms Bookclub'), som i september skulle læse 'Dukkeværkstedet'. Dette passede ret fint at læse med i denne måned, samtidig med, at fortællingen lød præcis som noget jeg ville kunne lide. Så jeg bestilte den fra bog-ide.dk, som har været så venlige at sponsorere et anmeldereksemplar.

Hvad handler den om?
Iris, som sidder dag ud og dag ind og maler ansigter på porcelænshoveder i dukkebutikken, får en chance for at bryde ud af sin trivielle hverdag, og griber den. Hun opdager at livet kan leves på andre måder, end hvordan hun er opdraget, og drages af et kunstnermiljø, hvor hendes egne ambitioner som maler kan komme til live. Hendes vej krydser Silas', som har en kuriositet-butik, hvor hans speciale er at udstoppe dyr. Silas drømmer også om at bryde igennem i sin karriere, og blive anerkendt for hans kunst. Men London er ikke en ufarlig by at færdes i, og når besættelse forveksles med hengivenhed kan det gå grueligt galt.

Hvad synes jeg så om den?
Jeg plejer at have en god fornemmelse af bøger, som er sat i 1800-tallets London, og om det er fortællinger jeg vil kunne lide. For det vil jeg som oftest, og med stikord, som dukkeværksted, kuriosa, konservator og kunst, som springer ud fra bagsideteksten, så var jeg næsten sikker på, at jeg ville ramme plet med denne bog. Og det gjorde jeg! Jeg synes simpelthen, at den var vildt god, og fortællingen holdt mig fanget fra start til slut.

Bogen holder hvad den lover, når der på coveret står 'Historisk psykologisk pageturner om kærlighed, kunst og besættelse'. Det er en tempofyldt fortælling, hvor man følger en række forskellige karakterer. Flere af dem faldt i nogle kasser jeg kendte, mens en af dem stak lidt ud fra mængden, ved at leve i sin egen verden uden den store realitetssans. Særligt denne karakter var interessant at læse om, da det for mig var noget nyt, og der lå en stor troværdighed i den specielle tankerække, man som læser blev præsenteret for.

I fortællinger, som denne, som dækker mange forskellige temaer, er der ofte enkelte spor i fortællingen, som bliver en smule forsømt. Denne fortælling var ingen undtagelse, hvor det komplicerede forhold mellem Iris og hendes søster blev udredt lidt for hurtigt til slut, efter min mening. Dette var dog det eneste kritikpunkt af fortællingen, da jeg virkelig nød læsningen. 

Fortællingen var en god blanding af forudsigelighed og overraskelser. Forudsigeligheden generede mig faktisk ikke, da det var ret nervepirrende at vente på det, som for mig føltes uundgåeligt. Derimod formåede fortællingen at overraske mig på andre punkter, og forfatteren har ikke været bange for at det kom til at gøre lidt ondt, og det klæder bogen.

En stor anbefaling af denne interessante bog, som er lige så farverig indholdsmæssigt, som den er på forsiden. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar