lørdag den 3. august 2019

Gøgens kalden af Robert Galbraith

Forfatter: Robert Galbraith, Titel: Gøgens kalden, Orig. titel: The Cuckoo's Calling, Serie: Cormoran Strike #2, Forlag: Gyldedal, Udgivelse: 2013 (denne 2019), oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 480 sider

Hvorfor læser jeg den?
Jeg har ikke læst andet af J.K. Rowling end Harry Potter-bøgerne, men har da tænkt at det på et tidspunkt kunne være interessant at læse nogle af hendes andre bøger. I fødselsdagsgave i år fik jeg, af min søster, 'Gøgens Kalden' og 'Silkeorm' skrevet under pseudonymet Robert Galbraith. Efter jeg fik bøgerne har jeg virkelig haft lyst til at gå igang med dem, så så snart jeg havde afsluttet nogle andre bøger jeg var igang med (herunder 'Sidste rejse' som trak lidt ud), kastede jeg mig over denne.

Hvad handler den om?
Privatdetektiven Cormoran Strike får af advokaten John Bristow, som er på sammenbruddets rand, til opgave at undersøge mystiske omstændigheder omkring hans søsters dødsfald, som politiet har afskrevet som et selvmord. Bristow tror ikke på at det var et selvmord, og da Cormoran, som er blevet smidt ud af sin kæreste, og derfor bor på sit kontor, desperat står og mangler penge, indvilliger han i at undersøge den tvivlsomme sag. Snart indser han dog, at der måske alligevel er omstændigheder der er værd at undersøge, og hans nye sekretær, Robin, viser sig som et behændigt aktiv i opklaringsarbejdet.

Hvad synes jeg så om den?
På trods af en lidt langsom opstart, vandt denne bog min opmærksomhed ved nærmere bekendtskab. Jeg holder generelt af bøger, som har tid (sider) til at udfolde sig stille og roligt, og dermed mulighed for at underbygge fortællingen grundigt. Det havde denne bog, og jeg synes, på trods af den rolige, men støtte, fremdrift, at fra min interesse var vakt, forblev den der til sidste side.

Denne bog bruger en del tid på karakter-opbygning, herunder detektiven Cormoran Strike, samt hans sekretær Robin. Cormoran Strike, som har en fortid i militærpolitiet, og som er krigsveteran, ville hurtigt kunne ende som en kliché, da man efterhånden har læst mange bøger med hovedkarakterer der har nogenlunde samme fortid. Men jeg synes egentlig, at Rowling kommer udenom de værste klichéer. Jeg synes ikke at Strike falder i kategorien 'lidende sjæl', på trods af en lidt broget fortid, og han foretager ikke helt så mange irrationelle valg, som nogle krimier tenderer at ty til.

Faktisk kunne jeg rigtig godt lide Cormoran, og jeg kunne rigtig godt lide Robin, og jeg kunne rigtig godt lide fortællingen. Jeg er imponeret over hvor godt Rowling skriver, når jeg nu kun har læst bøger af hendes hånd, skrevet i en helt anden genre og med en helt anden målgruppe for øje. Det er en virkelig velskrevet kriminalroman, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre i serien. Så er det jo godt, at den næste allerede står på min bogreol.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar