mandag den 27. maj 2019

Nye bøger på reolen (37) - Anmeldereksemplarer og rejsebøger


Jeg er inde i en periode hvor jeg virkelig ikke får læst særlig meget. Jeg har lysten, men jeg synes mine timer går så stærkt, og der er så meget andet, som jeg også har lyst til at bruge tid på, så læsningen bliver altså ikke prioriteret så højt for tiden. Men noget der kan få mig til at hanke lidt op i mig selv, er de nye spændende bøger jeg har fået på hylderne her i de første halvår. 

Jeg har allerede introduceret 'Mr. Vertigo' og 'Emily på Månegården' her og her, som jeg havde med på min sidste rejse til Mexico og Belize, hvor jeg dog ikke fik læst meget. Men udover disse har jeg modtaget lidt forskellige bøger fra forfatter og forlag.

Fra Politikens Forlag har jeg modtaget 'Den Italienske Mester' af Tom Rachman og 'Millionæren fra Singapore' af Kevin Kwan. Jeg har læst og anmeldt Rachmans bog her og jeg må sige, at jeg var meget begejstret! Jeg har endnu ikke læst 'Millionæren fra Singapore', men jeg så til gengæld filmen på vej hjem fra Belize i flyet. Den var meget underholdende og sød, men jeg tror jeg venter med at læse bogen, til filmen er lidt mere på afstand.

Herudover har jeg modtaget 'Northanger Abbey' fra bog-ide.dk. Jeg har selv valgt titlen, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse den. Det er sådan nogle smukke danske udgaver af Austens bøger, som Lindhardt og Ringhof udgiver, og jeg kunne godt tænke mig at eje dem alle.

Til slut har jeg for nylig modtaget 'Skakmesteren fra Tirana' af forfatteren Claudia Westh Lonning. Jeg sagde ja til et anmeldereksemplar, da jeg synes den lød virkelig interessant. Som udgangspunkt kan jeg virkelig godt lide historisk fiktion, og denne tager fat i en historisk periode i Albanien, som jeg slet ikke kender noget til. Så det bliver spændende at dykke ned i den!

tirsdag den 14. maj 2019

Var hun uskyldig? af Agatha Christie

Forfatter: Agatha Christie
Titel: Var hun uskyldig?
Orig. titel: Sad Cypress
Forlag: Wangels Forlag a/s
Udgivelse: 1939 (denne 1990)

184 sider








Jeg har efterhånden arbejdet mig igennem en del af Agatha Christies romaner, og de fleste nyder jeg at læse. Det er meget heldigt, for jeg har stadig en mindre bunke stående på min hylde over ulæste bøger, som jeg anskaffede mig sidste efterår. Selvom jeg synes at kvaliteten varierer lidt, så opfatter jeg altid Christies bøger, som et lille behageligt afbræk, da det altid er korte, afsluttede fortællinger, som man kan slappe helt af med.

Kort resumé:
Ellinor Carlisle er arving til sin syge tantes formue, og hun har en klar forventning om at hun sammen med sin forlovede skal leve et godt liv for disse penge. Men da hendes tante dør, og hendes forlovede begynder at se til en andens side, og Mary Gerrard, som hjalp hendes tante til det sidste bliver myrdet, falder mistanken på Ellinor. Beviserne mod Ellinor er mange, men en ven af Ellinor får Hercule Poirot til at undersøge sagen, da han nægter at tro, at hun kan have skyld i denne forbrydelse.

Evaluering:
Jeg synes at denne fortælling var en af de rigtig gode Christie-romaner. Den indeholdt et interessant persongalleri, en lang række mistænkte og et godt plot.

På trods af dens beskedne længde, mangler denne fortælling ikke noget, når det gælder ugengældt kærlighed, grådighed, svigt og ja, mord! Som udgangspunkt har Agatha Christies krimier nogenlunde samme længde hver gang, og sommetider fungerer det, sommetider halter det lidt. Men i denne bog synes jeg det fungerer. Jeg var medrevet af fortællingen, og var godt tilfreds med hvordan det hele endte med at hænge sammen. Der var lagt en masse ledetråde ud, man kunne forsøge at samle op, men det var en af de fortællinger der vil være ret svær at gætte. Jeg har før kritiseret Christies krimier, for ikke at være mulige at gætte, f.eks. fordi svaret er en helt ny person der ikke er introduceret, eller lignende, men det var ikke helt tilfældet her. Man kan formentlig komme frem til den skyldige, men formentlig ikke bevæggrunden bag, og det er egentlig helt okay.

Jeg kan klart anbefale denne til folk der kan lide spændende bøger, hvor fokus er på plottet, og ikke på detaljer eller sprog.


Her kan I læse anmeldelser af de andre Agatha Christie-bøger jeg har læst:

Hercule Poirot:

Miss Marple:

Andre:

mandag den 6. maj 2019

Status på feriebøgerne


Når jeg rejser ud, er jeg altid en anelse bekymret for at løbe tør for læsestof. Jeg er for nylig kommet hjem fra en rejse på 3 uger, og inden afgang valgte jeg omhyggeligt at tage tre bøger med. 'Emily på Månegården', 'Mr. Vertigo' og 'Revolutionary Road'. Jeg vidste at det ville blive en tur med en del transport, så jeg tænkte ikke at det var for meget at tage med. Men altså man ved jo aldrig med rejser. Denne gang rejste jeg med 12 andre mennesker, som jeg ikke kendte på forhånd. Sådan en type rejse har jeg aldrig været på før, men det viste sig, at det var enormt hyggeligt, enormt sjovt, og jeg havde meget få timer alene. Så læsningen? Ja, ser I, jeg fik cirka læst 50 sider af 'Emily på Månegården' på flyet, og det var det! Overskuddet til at læse var der simpelthen ikke. Rejsen var helt igennem fantastisk, og ja, sommetider har jeg bare ikke behov for at læse.

Efter jeg er kommet hjem har jeg haft en uge, hvor jeg har været helt enormt træt, men nu er energien ved at vende tilbage, og mon ikke jeg så snart kan færdiggøre 'Emily på Månegården', som for øvrigt er enormt hyggelig.