mandag den 18. februar 2019

Iagttagelserne af Jane Harris

Forfatter: Jane Harris
Titel: Iagttagelserne
Orig. titel: The Observations
Udgivelse: 2006


Hørt som lydbog på e-reolen
Varighed: 15 t. 47 m.
Oplæst af Louise Herbert






Baggrund for lytningen:
Jeg læste denne bog for år tilbage, da jeg havde fritidsjob i en boghandel, og jeg var vild med den! Lige siden har jeg haft lyst til at læse den igen, men er ligesom aldrig kommet til det. Da jeg så at den var som lydbog på e-reolen, blev jeg virkelig glad og super spændt på om den ville være lige så god som jeg huskede den.

Kort resumé:
Bessie får ansættelse som stuepige på et landsted og fatter snart stor sympati for fruen i huset, Arabella. Arabella begynder dog hurtigt at opføre sig mærkeligt, hun virker humørsyg, beder Bessie om at udføre repetitive øvelser, og virker generelt hemmelighedsfuld. Bessie ser snart, at det ikke kun er hende som gemmer på hemmeligheder, og sætter sig for, at finde ud af hvad der er sket på landstedet før hun kom til.  

Evaluering:
Det var morsomt at genlæse/lytte til en bog, som jeg har læst for så mange år siden. Den første halvdel af fortællingen huskede jeg rimelig klart, den sidste halvdel, føltes det som om jeg aldrig havde læst. Hvor jeg huskede bogen som værende fantastisk, var det ikke helt min oplevelse med fortællingen denne gang.

Bessie er fortællerstemmen gennem hele bogen, som nedfælder sin beretning til en ukendt modtager. Som udgangspunkt fungerede det meget godt, både som fortæller om sin tid hos Arabella og sin tid inden hun kom til landstedet. Men så var der tilsat nogle små kække bemærkninger, som formentlig skulle give Bessie lidt liv og vise hvilken person hun var, men som for mig virkede ret malplaceret (eller var det mon blot kluntede oversættelser?). Bessies fortid var ret grum, og man fatter hurtigt sympati for den lidt klodsede pige. Men jeg fik oplevelsen af, at nogle at de mest ubehagelige detaljer fra hendes fortid, ikke rigtig havde en værdi for fortællingen, og blot var der for at forarge læseren og dermed 'snyde sig' til lidt dybde.

Der var dele af fortællingen jeg satte stor pris på, herunder rammerne (som var i Skotland), tiden (som var i 1800-tallet), og hele det her samspil mellem det tjenende folk og herskabet. Selve fortællingen var også ganske underholdende, men plottet blev trukket i langdrag. Fortællingen var alt for lang, i forhold til hvad den kunne bære, og det gjorde at jeg nåede at kede mig.

Men altså, det var hyggeligt at genbesøge en fortælling jeg læste for så mange år siden, som bestemt var okay underholdning langt størstedelen af fortællingen. Men jeg har på fornemmelsen, at denne kunne have fanget mig mere, hvis den havde været en anelse kortere og hvis der var skåret en anelse ned på mere ligegyldige hændelser undervejs.


tirsdag den 12. februar 2019

Elleskudt af Signe Fahl

Bogen er sponsoreret af forfatteren
Forfatter: Signe Fahl
Titel: Elleskudt
Serie: Tågespind 2
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivelse: 2019

423 sider





Baggrund for læsningen:
Jeg modtog både 'Ellekongen' og 'Elleskudt' her i januar, som er de to første bind i serien Tågespind. Jeg læste 'Ellekongen' for nogle uger siden, og synes den var virkelig god. Jeg var spændt på at fortsætte i serien, og 'Elleskudt' stod da heller ikke længe i reolen, før jeg kastede mig over den.
ADVARSEL! Kommende tekst vil afsløre detaljer om første bog, man nok gerne vil være foruden, hvis man endnu ikke har læst den (hvilket jeg anbefaler man gør). Læs istedet min anmeldelse om første bog ved at klikke her.

Kort resumé:
Karen skal lære at gebærde sig i sit nye liv, men alt er nyt og fremmed, og mosen gemmer på mange hemmeligheder. Karen konfronteres med dele af sin families fortid, som hun ikke før har kendt til, hvoraf nogle er smertefulde, mens andre er forløsende. Sideløbende med Karens fortælling følger vi Skarpi fortælling, som udspiller sig flere hundrede år tidligere, og som er en del af Daniels fortid. Både Karen og Daniel må pludselig forholde sig til denne fortid, da en gammel fjende dukker op, som har ventet længe på at gøre et regnskab op med Daniel.

Evaluering:
Fortællingen fortsætter hvor den første slap, og man er derved med fra Karens allerførste dage, efter hun er blevet mosefødt. Man lærer denne nye verden at kende sammen med Karen, og følger hende og Daniels kærlighed vokse sig større, trods mange forhindringer der skal overvindes. Rimelig hurtigt fik jeg følelsen af forudsigelighed, og jeg troede jeg havde regnet det meste ud. Jeg tog fejl. Jeg synes fortællingen blev bedre og bedre jo længere jeg kom ind i den, og den gemte på en hel del overraskelser, inklusiv slutningen!

Jeg var nervøs over, at det historiske aspekt, som jeg holdt så meget af i den første bog, måske ville gå en smule tabt i denne. Dette grundet, at Karen nu befinder sig i en ukendt verden, og der dermed ikke er så mange historiske holdepunkter og referencer, at læne sig op ad. Men dette blev opvejet, af den sideløbende fortælling, som foregår i 500-tallet, og som dykker ned i Daniels historie, fra før han blev mosefødt, samt de fortidsglimt, som Karen får gennem tågen. Hvor er jeg glad for, at de dele er med! Udover at tilføje en hel del substans til fortællingen, gav det også fortællingen mulighed for at udspille sig på en historisk scene, hvor forfatteren endnu engang viste, at det er der hun virkelig brillerer.

Jeg synes, at dette er en virkelig vellykket fortsættelse, som arbejder sig dybere ind i denne tågefyldte verden, uden at udvande den første bog 'Ellekongen'. Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig ud i denne spændende og anderledes bogserie. Hvornår mon den tredje fortælling kommer?


søndag den 3. februar 2019

3 korte anmeldelser af 3 korte bøger (4)


The Haunted Boy
af Carson McCullers
Penguin Modern Classics, no. 45
55 sider
*****
Denne bog indeholder 3 korte fortællinger. Den ene fortælling er om en dreng, som har oplevet et traume, som han har svært ved at slippe. Den anden fortælling er om en mand, som ved et dødsfald i familien vender tilbage til New York, og får en øjenåbner til hvordan hans liv kunne have været. Den tredje fortælling omhandler en mand hvis kone er alkoholiker, samt mandens erkendelse af hvor slemt tingene står til. Alle tre fortællinger omhandler en slags forløsning i de tre menneskers liv, da de enten bliver fri af en frygt, tager deres liv i egne hænder, eller erkender noget de har undertrykt. På den måde, er det tre mægtig fine fortællinger, men samtidig er de også hurtigt glemt.

Fame
af Andy Warhol
Penguin Modern Classics, no. 47
56 sider
*****
Denne bog indeholder små tanker om Love, Beauty og Fame, allesammen opstået i hovedet på den excentriske kunstner Andy Warhol. Det var ganske hyggeligt læsestof, og jeg synes der var en masse gode anskuelser af livet. Der var også nogle der var en anelse mere fjollede i mine øjne, men det var det der gjorde den lille bog interessant at læse, da den udover at indeholder anskuelser om livet, fortæller meget om Andy Warhol som person.

The Breakthrough
af Daphne du Maurier
Penguin Modern Classics, no. 03
58 sider
*****
En fortælling om en elektroingeniør Stephen, som sendes til et forskningscenter, der ligger øde og forladt langt fra byens aktivitet. Snart opdager Stephen, at forskningen der foregår her er på kanten af lov og etik, men også at den ansvarlige videnskabsmand er på sporet af et af livets største spørgsmål. Fortællingen skaber en dyster stemning, og ledte mine tanker hen på 'Frankenstein'. Den er interessant i hele sin korte længde, og har givet mig en lille forsmag på forfatteren Daphne du Maurier.


Hvis du vil læse flere korte anmeldelser af de små Penguin Classics, kan du læse mere her:

3 korte anmeldelser af 3 korte bøger (1)
3 korte anmeldelser af 3 korte bøger (2)
3 korte anmeldelser af 3 korte bøger (3)