tirsdag den 22. januar 2019

Nye bøger på reolen (36) - Julegaver og anmeldereksemplarer


Over de seneste par måneder er der kommet lidt tilføjelser til bogreolen i den fineste farvepalette. Flere af bøgerne er anmeldereksemplarer, men der gemmer sig også en julegave, samt et køb jeg selv har gjort mig.

Mig og min olding af Pierre Gagnon er et anmeldereksemplar fra Grodin Gagnon Forlag. Det er en lille bog, på under hundrede sider, som fortæller om en mand, der adopterer en gammel mand fra et plejehjem. Bogen er læst, og var en rigtig fin lille læseoplevelse. 

Rejse med let bagage af Tove Jansson er en julegave fra min søster, og jeg har egentlig ikke sat mig ind i fortællingen endnu. Har blot konstateret at den sarte lyserøde indbinding ser ret fantastisk ud til de lyseblå sider. Smuk bog, glæder mig til at læse den.  

Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson er et anmeldereksemplar fra bog-ide.dk, og er læst. Det er en ret fantastisk fortælling om to hemmelighedsfulde søstre der bor for sig selv, efter en tragedie i familien. Der kommer snarest en anmeldelse af bogen.

Søsterskriftet af Majbritt Maria Nielsen er en bog jeg blev inspireret til at købe, da jeg hørte en paneldebat med forfatteren til arrangementet 'Elle og dig' i efteråret. Det er en samling af en række skrifter, skrevet i kærlighed til kvinder, med afsæt i forfatterens egne oplevelser. Jeg er så småt igang med den, men er ikke kommet langt nok til at have dannet mig et ordentligt indtryk af den.

Ellekongen og Elleskudt af Signe Fahl er to anmeldereksemplarer fra bogserien 'Tågespind' tilsendt fra forfatteren. Scenen af sat i 1700-tallets Danmark, hvor folketroen lever i bedste velgående, og hvor malkepigen Karen drømmer sig til et andet liv. Jeg er netop blevet færdig med 'Ellekongen', som var en virkelig god læseoplevelse. Der kommer snarest en anmeldelse af bogen.

4 kommentarer:

  1. 'Vi har altid boet på slottet' er bare så fantastisk! Jeg læste den for et års tid siden og igen i efteråret, da den udkom på dansk - jeg ELSKER den!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg må sige, at jeg havde forventet en god læseoplevelse, men bogen blæste mig virkelig bagover. Den har rumsteret i mit hoved, siden jeg læste den færdig, så jeg tror at jeg må læse den igen inden længe, for lige at få nogle brikker til at falde på plads :)

      Slet
    2. Den kan sagtens tåle at blive genlæst - men forvent ikke at blive klogere på den :-D Kan desuden også anbefale den grafiske fortolkning af hendes novelle 'Lotteriet' - den er dejlig sær og dyster.

      Slet
    3. Åh ja, den har jeg også luret lidt på. Den skal helt sikkert læses!

      Slet