søndag den 6. januar 2019

Kaninbjerget af Richard Adams

Forfatter: Richard Adams
Titel: Kaninbjerget
Orig. titel: Watership Down
Forlag: Borgens forlag
Udgivelse: 1972 (denne 1976)
393 sider

Delvist hørt som lydbog på eReolen
16 t. 1 m.
Oplæst af Carsten Warming




Baggrund for læsningen:
Bogen har længe stået på min reol, efter jeg fandt den i et antikvariat. Jeg har hørt fra mange, at de holder meget af fortællingen, men har haft lidt svært ved selv at komme igang. Det gik dog lidt lettere efter at jeg fik sat bogen på som et mål for læsningen i 2018, samt at den dukkede op på eReolen.

Kort resumé:
En lille flok kaniner, anført af Hassel, flygter fra deres koloni, da Femmer mærker at der er en trussel på vej mod dem. Hassel stoler på Femmers intuition, hvilket fører den lille flok på en farefuld færd mod et sikrere sted at opbygge en ny koloni.

Evaluering:
Hold nu op hvor var jeg lang tid om at komme igennem denne bog. Jeg gik helt i stå for flere måneder siden, og besluttede mig egentlig for ikke at færdiggøre bogen. Jeg ombestemte mig dog for kort tid siden, og hørte den færdig som lydbog. Det er jeg egentlig meget glad for, at jeg gjorde.

Da jeg besluttede mig for midlertidigt at droppe bogen, var det simpelthen fordi den ikke fangede mig. Jeg kunne ikke rigtig forholde mig til verden set gennem kaninernes øjne, samt koncentrere mig om de mange forskellige kaniner, deres udfordringer, samt deres fortællinger om den sagnomspundne kanin El-ahrairah. Lydbogen hjalp mig igennem den sidste del af bogen, hvor der virkelig bliver skruet op for tempoet, og der sker lidt af hvert for det lille kaninbo.

Min opfattelse af fortællingen ændrede sig løbende, og jeg blev gradvist mere positiv stemt overfor fortællingen end først ventet. Det blev dog aldrig en bog, som jeg var spændt på at læse videre i, men nærmere noget jeg hyggede mig med at lytte til, når jeg sad i trafikken på vej hjem fra arbejde.

Det var helt klart lydbogen, som gjorde at jeg kom i mål med bogen, men når det er sagt, synes jeg bedre om den sidste havdel af bogen, hvor der sker lidt mere for kaninerne. Det er en bog jeg rigtig gerne ville kunne lide, men som jeg må erkende bare ikke var noget for mig.


2 kommentarer:

  1. Sjovt så forskelligt man kan have det; jeg elskede bogen som barn og læste den igen og igen. Var SÅ fascineret af kaninernes univers. Har også læst den en enkelt gang som voksen, og kunne rigtig godt lide den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er især mystisk, når det er en fortælling man holder meget af! Havde også håbet jeg kunne lide denne, det virkede som en fortælling for mig, men fortællingen fangede mig desværre aldrig rigtig.

      Slet