torsdag den 25. oktober 2018

Viseren peger på mord af Agatha Christie

Forfatter: Agatha Christie
Titel: Viseren peger på mord (også under titlen 'Tretten minutter over fire')
Orig. titel: The Clocks
Forlag: Wangels Forlag a/s
Udgivelse: 1963 (denne 1990)

223 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg har efterhånden været igennem en del Agatha Christie-romaner, som har været en meget blandet oplevelse (se evt. links forneden). Jeg bliver dog ved med at vende tilbage til dem, da der er noget gammeldags hygge over dem. For nylig faldt jeg over en bunke på Den Blå Avis, som jeg bestilte hjem, da de var af samme udgave, som de to andre jeg havde i forvejen. Så da jeg deltog i det seneste Deweys Readathon, var det naturligt at tilføje en af dem til læsebunken.

Kort resumé:
En mand findes død i en blind dames opholdsstue. Men hvordan er han endt der, hvem har dræbt ham, og hvorfor står der fire nye ure i stuen, alle stoppet på klokkeslættet 16:13?

Evaluering:
Fortællingen starter med, at der er begået et mord, og langsomt arbejder kriminalkommisær Hardcastle og Colin Lamb sig igennem de forskellige mystiske omstændigheder der befinder sig omkring mordet. Heriblandt er der en perlerække af mystiske naboer, som i den grad gjorde denne fortælling mere farverig.

Jeg synes, at dette var en af de bedre krimier jeg har læst af Agatha Christie. Plottet var interessant, mulige mordere var utallige, og slutningen var overraskende. Jeg har før oplevet at man som læser, ikke har haft en ærlig chance for at gætte morderen, men det havde man i denne. Jeg kunne ikke gætte det, som er sådan jeg foretrækker det, men jeg foretrækker at muligheden er der, så man kan få sin aha-oplevelse til slut. Det var helt klart en vellykket krimi efter min smag, og samarbejdet mellem Hardcastle og Colin Lamb var godt.

Jeg undrede mig dog længe over, at der stod det var en Hercule Poirot-fortælling, da han ikke optrådte før jeg var cirka halvvejs. I virkeligheden var Hercule Poirots tilstedeværelse i fortællingen ret overflødig, og jeg forstår ikke hvorfor man ikke blot har skrevet denne bog uden ham. Dog er det Poirot der til slut serverer løsningen, men jeg mener sagtens at de to dominerende efterforskere, Hardcastle og Lamb, kunne have kommet frem til det selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det blot er fordi en Hercule Poirot-fortælling sælger bedre end en selvstændig fortælling? Det er ihvertfald, ærgerligt nok, den fornemmelse jeg får af hans lidt spøjse optræden i bogen.

Men udover denne fadæse (som selvfølgelig er min personlige holdning), så synes jeg faktisk at denne krimi hørte til blandt de bedre af dem jeg har læst, og vil bestemt anbefale denne, hvis man har lyst til at kaste sig over Agatha Christies enorme bagkatalog.



Her kan I læse anmeldelser af de andre Agatha Christie-bøger jeg har læst:

Hercule Poirot:
Miss Marple:
Andre:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar