søndag den 7. oktober 2018

Litterære rejseoplevelser (5) - På jagt efter Grev Dracula

I september pakkede jeg endnu engang min kuffert, og tog denne gang til Bukarest i Rumænien, sammen med en god veninde. Årsagen til at vi skulle til Rumænien, var et ønske om at se Draculas slot i Transsylvanien, og så kan man jo altid finde på andre spændende ting at foretage sig i et land man ikke før har besøgt.

Vi brugte en dag på at tage en bustur til et royalt slot, en middelalder-by og selvfølgelig hovedattraktionen: Draculas slot.


Draculas slot, som i virkeligheden hedder Bran Castle, ligger i den lille by Bran i Transsylvanien. Det siges at den grusomme prins Vlad III Dracula (også kaldet Vlad the Impaler), som levede 1431-1476, var inspirationskilde for Bram Stoker, da han skrev bogen 'Dracula'. Jeg var af den forståelse, at virkelighedens Vlad Dracula husede Bran Castle i hans levetid. Dette var ikke en korrekt opfattelse. På turen fortalte vores guide, at virkelighedens Dracula højst sandsynligt kun havde overnattet et par gange på slottet i hans levetid.


Årsagen til, at Bran slottet er blevet kendt som Draculas slot, er fordi de omkringliggende omgivelser, harmonerer godt med beskrivelserne af Grev Draculas slot i bogen. Det er altså blot et kvalificeret gæt på, hvad Bram Stoker kunne være blevet inspireret af, hvilket var en anelse skuffende for mig. 


Nyere forskning tyder dog også på, at Bram Stoker hverken har været inspireret af dette slot, eller virkelighedens Vlad Dracula, men blot har stødt på navnet og brugt det i sin bog. Tja, det er godt, at man har sin gode fantasi, for da jeg gik rundt på Bran slottet, som nu er et museum, kunne jeg levende forestille mig den ubehagelige grev Dracula kravle ned langs slottets mure, som en anden edderkop.


Jeg er ret glad for at besøge slotte generelt, når jeg er ude og rejse, og jeg synes bestemt ikke, at middelalder-slottet i Bran var en skuffelse. Heldigvis har de ikke plastret slottet til i henvisninger til Dracula, men har forsøgt at genmøblere det, som et typisk middelalder-slot. Et besøg kan anbefales.

Min anmeldelse af bogen 'Dracula' kan du læse her.

Læs eventuelt også om mine tidligere litterære rejseoplevelser:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar