søndag den 28. oktober 2018

Bogforum 2018 og nye bøger til reolen


Jeg tager afsted til Bogforum hvert år, og i år var ingen undtagelse. Jeg var afsted igår (lørdag), da det passede bedst i kalenderen. Der var der ikke noget i årets program, som jeg var fast besluttet på at se, så jeg havde blot markeret det jeg fandt mest interessant, og var dermed ekstremt fleksibel da jeg ankom. I langt højere grad end de forrige år, faldt jeg tilfældigt over interviews, som jeg blev hængende til.

Det første stop da jeg ankom gik dog direkte til 'Læs for Livet's stand (læs evt. mit tidligere indlæg om foretagendet her). Jeg havde nemlig 5 ungdomsbøger med, som skulle doneres til dette foretagende, og jeg gad ikke slæbe rundt på dem mere end højst nødvendigt. Der stod de sødeste piger på standen, som blev mægtig glade for bøgerne. Jeg synes virkelig, at det er en god idé, at 'Læs for livet' har en stand til Bogforum, og det håber jeg de vil fortsætte med.

Herefter gik jeg lidt rundt og så mig omkring blandt de mange stande. Jeg faldt tilfældigt over et interview med Maria Helleberg, som fortalte om sin nye historiske roman 'Sommerfugl' på Bibelselskabets stand. Jeg har læst en del forskelligt af Maria Helleberg, og det var enormt skægt at se hende fortælle. Man kunne tydeligt se, at hun er en fremragende fortæller, da hun fortalte om denne nye roman, som foregår i 1500-tallets Norge, med afsæt i virkelige begivenheder.


Der var simpelthen så mange spændende bøger og stande, og jeg synes virkelig at børneafdelingen var fin i år. Ude i mellemhallen, havde Faraos Cigarer en stor stand. Så vidt jeg husker, har de ikke været repræsenteret de seneste år, så jeg var super glad for, at de var vendt tilbage til Bogforum. Her sad der en tegneseriekunstner og signerede tegneserien 'Silas Corey', om en spion under 1. verdenskrig. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så jeg købte de to bind i fortællingen 'Aquila komplottet' og fik den flotteste signering i den første.


Herefter gik jeg målrettet mod Lindhardt og Ringhofs stand, da der var en interview med Anne-Cathrine Riebnitzsky omkring hendes nye bog 'Smaragdsliberen'. Det lød som en virkelig god bog, hvor der bliver gjort op med forskellige fordomme omkring trosretninger. Lige præcis Lindhardt og Ringhof havde flere interviews jeg gerne ville se, men der bliver simpelthen så overproppet foran deres scene, så det er svært at komme til. Dog fandt jeg ud af, at det kunne være en fordel at stå bagved istedet, som I kan se af billedet.


Herefter havde jeg tænkt at jeg ville se en samtale mellem Merete Pryds Helle, Kristina Sandberg og Leonora Christina Skov, men det foregik i Auditoriet, som ligger i indgangshallen, og jeg havde egentlig ikke lyst til at forlade den store hal på det tidspunkt, så jeg gik hen til Bibelselskabets stand, for at høre Peter Madsen fortælle om sin nye tegneserie 'Vingeslag'. Der dukkede dog aldrig nogen op, så jeg gik lidt videre og faldt tilfældigt over Science Fiction Cirklens stand, hvor Ph.d. Niels Dalgaard fortalte om H. G. Wells. Det var ret interessant, at dykke lidt ned i Wells' forfatterskab, og høre om hans skrivestil bl.a. i forhold til Jules Verne.


Det sidste stop jeg havde var tilbage ved Lindhardt og Ringhofs stand, hvor Merete Pryds Helle fortalte om sin nye roman 'Vi kunne alt'. En roman, som er en selvstændig efterfølger til 'Folkets Skønhed', som jeg næsten lige har læst og var ret vild med. Der er ingen tvivl om, at jeg skal have denne nye roman læst, som er sat i 70'erne og fortsætter hvor 'Folkets Skønhed' slap, dog med naboerne som primære karakterer.


Nu havde jeg i år en del tid til at gå rundt og se på de forskellige gode messetilbud, og synes at jeg gjorde mig nogle virkelig gode køb. Bunken der kom med hjem var følgende:

Silas Corey - Aquila komplottet 1/2 og Silas Corey - Aquila komplottet 2/2
Hvoraf den ene blev signeret på fineste vis af tegner Pierre Alary. Jeg er ret vild med tegnestilen og farvebrugen, og glæder mig virkelig til at kaste mig over den.

Historien om en mor af Peter Madsen
Som er en visuel fortolkning af H. C. Andersens 'Historien om en Moder'. Jeg er vild med Peter Madsens tegnestil, og har før kigget på denne flotte udgivelse. Men da jeg faldt over den på Bibelselskabets stand, som havde et super godt tilbud på den, købte jeg den med det samme.

Udvalgte noveller af Fay Weldon
Det er en bog, som er vanvittig flot, og som jeg har hørt godt om. Det er Fay Weldon, som har udvalgt 21 af hendes egene noveller, som hun synes bedst om. Jeg har flere gange overvejet at bestille den hjem, men har aldrig fået det gjort, og så lå den der i tilbudsbunken hos Lindhardt og Ringhof. Hvor heldig har man lov at være. 

Krinoline og kedsomhed - danske steampunknoveller
Efter at have hørt Wells-fortællingen på Science Fiction Cirklens stand, snuste jeg lidt rundt i deres udgivelser, og forelskede mig i denne pæne antologi. Der er flere kendte forfattere blandt de 13 noveller, og jeg glæder mig meget til at se, om det er noget, som fanger mig.

En gud i ruiner af Kate Atkinson
Talent for mord af Andrew Wilson
Hvor blev du af Bernadette af Maria Semple
Jeg faldt over disse tre bøger ved 'Gads Forlag's stand, som havde 3 bøger for 100,-. Jeg synes der var nogle ret gode titler imellem, og jeg har stor lyst til at læse alle disse tre.

Til slut købte jeg nogle børnebøger til mine niecer, som ikke er med på nedenstående billede.

Alt i alt var det et virkeligt vellykket bogforum for mig. Jeg havde god tid til at gå og kigge på de mange stande og følte ingen stress over at skulle nå et specifikt antal interviews. En skøn dag, med en række skønne bøger. Jeg har lyst til at gå i krig med dem alle på én gang.


4 kommentarer:

  1. Øv øv at vi ikke så hinanden derinde :)

    Glæd dig til "Talent for mord", den er så god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kunne have været hyggeligt!

      Det er jeg glad for at du siger; jeg glæder mig meget til at læse den :)

      Slet
  2. Super spændende at få et indblik i dit Bogforum. Hvor set det ud som om det har været godt og inspirerende :)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du læser med! Ja, det var en virkelig dejlig dag :)

      Slet