onsdag den 1. august 2018

Skammerens datter 1+2 af Lene Kaaberbøl

Bogen er sponsoreret af bog-ide.dk
Forfatter: Lene Kaaberbøl (link til forfatter)
Titel: Skammerens Datter 1+2 (link til bog) indeholder 'Skammerens Datter' og 'Skammertegnet'
Serie: Skammerens Børn 1+2
Forlag: Høst & Søn
Udgivelse: 2000/2001 (samlet udgave 2011, denne 2016)

403 sider




Baggrund for læsningen
Jeg husker at have læst Skammerens datter-serien da jeg var yngre. Jeg faldt straks for universet, og læste de tre første bind i serien. Det fjerde og sidste bind i serien var dog ikke udkommet på daværende tidspunkt, og efter at have spurgt om noget nyt til udgivelsen et utal af gange på biblioteket, så gik serien lidt i glemmebogen.I de senere år er fortællingen blevet gengivet i musicals og spillefilm, og siden jeg har set denne smukke 2-binds-udgivelse af serien, har jeg haft lyst til at eje og genlæse serien. Og selvfølgelig for at afslutte serien, da jeg aldrig har læst den afsluttende bog. Jeg bestilte bogen gennem bog-ide.dk, som har sponsoreret dette læse-eventyr.

Kort resumé af Skammerens Datter
Dina er skammerens datter, og har arvet sin mors skammerøjne. Dette gør dog, at Dina har svært ved at få venner, da ingen tør se hende i øjnene. En dag bliver hendes mor kaldt til borgen i Dunark, da der er sket en forfærdelig forbrydelse. Nico er fundet med en blodig kniv i hånden og er åbenlyst den skyldige. Det er hverken Dinas mor eller Dina dog enig i, og snart er de viklet ind i et farligt spil om magten i Dunark.

Kort resumé af Skammertegnet
Dina har endelig fået sande venner og hendes familie er ved at finde sig til rette i højlandet. Dinas bror Davin gennemgår en svær tid hvor han ha en følelse af ikke at live forstået. Samtidig tynges han af skyldfølelse, da Dina forsvinder under en rejse hu har taget for hans skyld, og Davin sætter sig for at finde hende. Snart indser de, at mørke kræfter fra Dunark er ved at sprede sig og skabe frygt og splid i de omkringliggende byer.  

Evaluering af læsningen
Den var et meget kært gensyn med Dinas verden. Der var ikke meget, jeg reelt kunne huske fra min første læsning af bøgerne, hvilket gjorde læsningen mere spændende. På trods af, at bogen er skrevet til et yngre publikum, havde jeg stor glæde af at læse fortællingen, måske grundet mine gode minder om den. Umiddelbart syntes jeg den første bog havde et bedre flow end den anden bog, da fortællingen følger én begivenhed som udvikler sig fra side til side. I anden bog er der flere små fortællinger, før der gribes fat i den plottråd, som der følges til sidste side. Jeg nød dog læsningen af begge bøger, som gled let og uhindret. Begge bøger ender med en forløsning på det primære problem, men efterlader en verden hvor mørke kræfter er ved at tage over, og hvor man forventer et snarligt oprør. På denne måde hænger de to bøger rigtig fint sammen, og jeg vil gætte på, at de to næste arbejder videre på denne store udfordring.

Jeg er vild med den verden Lene Kaaberbøl har skabt, og kan godt forstå at mange anser fortællingen som en nyklassiker indenfor børne- og ungdomslitteraturen. Jeg er lykkelig for at have den første del i min samling, og mon ikke anden del følger inden længe.


2 kommentarer:

  1. Det er altså også en fantastisk god serie - lytte mig selv igennem den for et par år siden :-) Hvis du ikke har læst Katriona-serien - og har mod på mere efter denne - så kan den også anbefales. Jeg læste vist den første som barn/ung, men kom heller ikke videre. Det er dog også klart en serie, som sagtens tåler et gensyn!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den serie kender jeg faktisk slet ikke. Den vil jeg da klart kigge efter. Det er noget så hyggeligt at genlæse fortællinger man var glad for som yngre :)

      Slet