fredag den 10. august 2018

Folket i Klippehulerne af Jean M. Auel

Forfatter: Jean M. Auel
Titel: Folket i Klippehulerne
Orig. titel: The Plains of Passage
Serie: Jorden Børn 5
Forlag: Samleren
Udgivelse: 1980 (denne 2009)

739 sider







Folket i Klippehulerne er femte bind i serien 'Jordens Børn'. Jeg har anmeldt de forrige bøger her:


Kort resumé:
Ayla og Jondalar er nået frem til Zelandoni-folket, hvor Jondalar håber at han kan tage Ayla til mage og slå sig ned. Aylas møde med Jondalars familie er glædelig, men at skulle leve med den meget store samling af mennesker er uvant for Ayla. Ikke alle er glade for at møde denne fremmedartede kvinde, og der er folk, som Jondalar har gjort uret i fortiden, som ikke ønsker ham det godt.

Evaluering:
Jeg er bange for, at jeg kommer til at gentage mig selv i denne anmeldelse. For i forhold til læsningen af den forrige 'Rejsen over stepperne', hvor jeg flere gange var ved at give op undervejs, skete det samme under læsningen af denne. Disse bøger er alt for repetitive, og jeg vil mene, at bogen kunne skæres 2-300 sider ned, hvis alle gentagelser blev droppet.

Jeg er fyldt med respekt for forfatteren, som har levendegjort denne menneskealder for 35.000 år siden. Jeg føler stadig at verdenen hun fremlægger er troværdig, og jeg ved at der ligger en uanet mængde research bag. Beskrivelserne af naturen, af føden, af klæderne, af håndværkerne er detaljerede og har krævet mange timers forberedelse, desværre synes jeg bare ikke de er så interessante at læse om. Herunder skal det siges, at det meste allerede er blevet fortalt i de forrige bøger, så alt dette føles som gentagelser.

Ayla er en personliggørelse af fremskridt og fremtid for menneskearten. Hun er nytænkende og opfindsom. Og der er ingen tvivl om, at det er folk som hende, som har ført til overlevelse af menneskearten. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig synes det er lidt utroværdigt, at Ayla kan det hele. Det er dog knap så iøjnefaldende i denne bog, da denne også fokuserer på Aylas usikkerhed hos dette fremmede folk.

I 'Rejsen over Stepperne' mødte Ayla og Jonadalar mange forskellige folkegrupper som alle skulle introduceres for hestene og ulven og de nye redskaber, som Ayla og Jondalar har skabt eller fundet. Man skulle så tro, at man slap for disse gentagelser i denne bog, som omhandler mødet med en enkel folkegruppe. Men ak nej, Ayla skal hilse på adskillige forskellige mennesker, og hver enkelt får en introduktion til hestene, redskaberne og særligt ulven. Og her bliver vi som læsere ikke snydt. Men da jeg havde læst hvordan man hilser på ulven for tiende gang, var jeg ærligt talt ved at give op. Derfor lå bogen på mit natbord i mange måneder, hvor jeg kun læste en smule en gang imellem. Men her i min sommerferie besluttede jeg mig for at den skulle færdiglæses.

Og ja, det virker nok en smule tåbeligt at fortsætte i denne serie, men jeg har, for mig personligt, nået et point-of-no-return. Et sted jeg allerede følte at have nået efter at have læst den tredje bog. Med et lille håb om at serien vendte tilbage til niveauet fra starten, fortsatte jeg. Og selvom det håb er meget lille nu, mangler jeg kun én bog for at færdiggøre serien. Og da denne sidste bog i serien er skrevet mange år efter de forrige fem, kunne det jo være, at forfatteren har fået lidt fornyet energi til at skrive en fortælling, som skiller sig lidt ud fra de forrige.

Nå ja, så hvis man er til historisk fiktion omkring en tidsperiode der sjældent er portrætteret i skønlitteraturen, så kast jer over serien. Jeg vil altid kunne anbefale bog 1, som jeg stadig synes var rigtig god. Bog 2 og 3 var også delvist interessante. Men i bog 4 og 5 skal man virkelig have god tålmodighed for at komme igennem dem, og formentlig også være villig til at skimme dele af bogen (det gjorde jeg). 


4 kommentarer:

  1. Jeg læste de første 3 bøger for mange år tilbage, og har det på samme måde som dig; de er gode, men der er alt for meget fyld. Og perfekte Ayla har altid irriteret mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er ærgerligt at bøgerne ikke er kogt lidt ned, så der er færre gentagelser og lidt mere fart i fortællingen. Det ville gøre en kæmpe forskel! Og ja, et par små menneskelige fejl hos Ayla ville gøre hende lidt mere troværdig :)

      Slet
    2. Tror den eneste 'fejl' hun har er, at hun ikke kan synge! Jeg har tit tænkt, at det var for at gøre hende mere menneskelig ... det er bare ikke nok :-D

      Slet
    3. Ja, det er rigtigt at der er den ene mangel. Men udover det er hun et vidunderbarn af en anden verden ;)

      Slet