mandag den 16. juli 2018

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Forfatter: Leonora Christina Skov
Titel: Den, der lever stille
Forlag: Politikens forlag
Udgivelse: 2018

375 sider









'Den, der lever stille' er blevet omtalt igen og igen de seneste måneder, og da jeg følger forfatteren Leonora Christina Skov på Instagram, har jeg kunne følge med i tryk af flere oplag, detaljer i indbindingen, bogsigneringer og meget mere. Leonora Christina Skov har også været god til at give små opfølgninger på forskellige ting i bogen, hvilket kun har givet mig større lyst til at læse bogen. Jeg havde fødseldag først i juni, og var så heldig at få bogen af min søster. Derefter gik jeg hurtigt igang med læsningen.

Bogen handler om ikke at blive elsket, ikke at blive accepteret for den man er, og at mangle svar i livet. Fortællingen handler også om hvordan Christina Skov realiserede det liv hun ønskede at leve, og blev til Leonora.

Det er en stærk fortælling om forfatterens eget liv, men det føles ikke som at læse en biografi. Leonora føler trang til at skrive bogen, da hendes mor dør, men har svært ved at få ordene skrevet. I bogen følger vi Leonoras skriveproces, hendes tvivl og tanker omkring at skrive bogen, samt hendes minder fra hendes opvækst.

Christina Skov har ikke en let barndom, en barndom hvor hun konstant føler sig utilstrækkelig i familien.  Christina har til opgave at gøre hendes mor glad, og når det ikke lykkedes, er hendes far god til at pointere det for hende. I sin tidlige ungdom, erkender Christina at hun bliver nødt til at komme væk fra barndomshjemmet, så snart det bliver muligt for hende. Efter gymnasiet tager hun til København, og klarer sig selv derfra. Hun genføder sig selv som Leonora, og springer ud som homoseksuel, hvilket gør at forældrene kapper båndene til hende.

Forældrenes reaktionsmønster, virker for mig, komplet uforståeligt, når forældres vigtigste rolle er at støtte deres børn, selv i svære situationer. Leonora giver selv et råd i bogen til en fortvivlet mor, hun taler med i telefonen, hvis søn er homoseksuel:

- Jeg havde da håbet på noget andet, sagde hun. - Mest for hans egen skyld for han får jo et sværere liv nu.
- Men hans sværere liv skal vel ikke starte med dig? spurgte jeg forsigtigt, og der var stille lidt.
Citeret direkte fra bogen, s.  232

Jeg synes simpelthen at det er så fint sagt, og sætningen blev siddende hos mig længe efter endt læsning. Det er nemlig det man skal huske på. Uanset hvilken baggrund man har for at have de forskellige holdninger, alle menesker nu engang har, så bør man altid ønske det bedste for sine børn. Og hvis de vælger en anden, og måske mere vanskelig, vej end man selv har gjort, ja så må man støtte dem i det, da de vil få rigeligt med udfordringer fra andre kanter. Dette lykkedes desværre ikke for Leonoras forældre, i den tid hvor hun havde mest brug for det.

Bogen er en fortælling om ikke at føle sig elsket, om at miste, om at finde kærlighed og om selvrealisering. Jeg kan kun anbefale alle at læse denne fortælling, som sætter mange ting i perspektiv, især nogle af de ting, som jeg i mit liv har taget for givet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar