torsdag den 17. maj 2018

Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky
Titel: Forbandede yngel
Forlag: Politikens forlag
Udgivelse: 2013

330 sider









Baggrund for læsningen:
Da denne bog udkom, var den på alle læber. Den var vinder af Politikens romankonkurrence 2013 og fik supergode anmeldelser. Jeg fik den dog ikke læst dengang, men da jeg fandt den på et loppemarked nogle år efter, købte jeg den. Som med så mange andre bøger på reolen, har jeg først fået den læst nu.

Kort resumé:
På vej hjem i et fly fra Afghanistan fortæller Lisa sin livshistorie til en god ven. Hun er på vej til Danmark for at se til sin søster, der er blevet indlagt for selvmordsforsøg, og hun har i den forbindelse fået rippet op i sin fortid. Hendes barndom har ikke været let, og hendes fars død tynger hendes samvittighed.  

Evaluering.
Jeg vidste ikke så meget om fortællingen, da jeg begyndte læsningen, men blev straks fanget af det lette, flydende sprog i bogen. Bagsideteksten lagde op til noget der kunne minde om en thriller, hvilket dette slet ikke var. Dette var en historie om en familie, hvor faren slår og moren er psykisk syg. En fortælling hvor børnene skal gå på listetæer for ikke at starte et skænderi i familien. En fortælling omkring fire søskende, som holder sammen for at overleve, i en hverdag, som ikke er for børn.

Fortælleren Lisa veksler mellem fortællingen der foregår under flyveturen, som tager os med tilbage til Lisas barndom, samt en nutidig fortælling om hvad der foregår efter flyveturen. Begge fortællinger er rimelig stilfærdige. Intet virker overdrevet, eller urealistisk, desværre. Hvilket gør denne fortælling meget trist, for der er helt sikkert mange flere børneskæbner ligesom Lisas. Det gør indtryk på mig, at læse om disse familier, hvor intet er let, og intet tages for givet. Når man selv er vokset op i et trygt og beskyttet vakuum, kan man hurtigt glemme, at det ikke er en selvfølge at børn i Danmark vokser sådan op.

Fortællingens omdrejningspunkt er omsorgsvigt og søskendefælleskab. To emner som i sig selv ville få mig til at læse en bog. Denne bog kan anbefales til læsere, som kan lide at læse socialrealisme, og som trænger til at blive rørt. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar