mandag den 30. april 2018

Den sønderjyske farm af Erling Jepsen

Forfatter: Erling Jepsen
Titel: Den sønderjyske farm
Forlag: Gyldendals bogklubber
Udgivet: 2013

272 sider









Baggrund for læsningen:
Jeg har før læst 'Kunsten at græde i kor' og 'Gramhavet' af Erling Jepsen, og har været meget begejstret for begge bøger. Som jeg før har skrevet om, har jeg og min søster også set Erling Jepsen på Bogforum i 2013 og 2016, og det var egentlig der interessen blev vakt for hans forfatterskab. Så da jeg faldt over 'Den sønderjyske farm' på et loppemarked tilbage i 2015, skyndte jeg mig at købe den. Den har så desværre stået på min hylde lige siden, men nu kom turen endelig til den.

Kort resumé:
Præcis som Karen Blixen havde en farm i Afrika, så har Allan en farm i Sønderjylland. På Allans farm avler han kaniner. Han vogter over farmen dagen lang, har ansatte til at hjælpe med at plukke græs, og gør alt hvad han kan for at gøre det hele rigtigt. Frygten for, at hans far skal finde en fejl og derefter overtage farmen lurer hele tiden, så Allan går meget op i, at klare det hele selv. Samtidig er det også rart, at have noget at bruge sommeren på, da Allan ikke rigtig har nogen venner. Og dem han måske kunne blive venner med vil ikke med ham hjem, på grund af den skygge der hviler over hans familie, særligt hans far, efter hans søster Sanne blev fjernet fra hjemmet.

Evaluering:
Erling Jepsen skriver med stor humor omkring livet i Gram i tresserne. Hans sammenligning mellem Karen Blixens afrikanske farm, og Allans sønderjyske farm er helt og aldeles skøn. Hele beskrivelsen af hvordan Allan går op i farmen med liv og sjæl, og forsøger at følge alle hans fars råd, er simpelthen så kær. Men blandt idyllen lurer det, han i farmen flygter fra. For Allan har ikke en let opvækst. Han går på listetæer for ikke at gøre sin far vred, og forsøger at beskytte sin mor fra faderens nedture. Det er ikke let at være en tolvårig dreng, som ikke burde skulle bekymre sig om andet end sit luftgevær og sine kaniner.

I Jepsens andre bøger jeg har læst ('Kunsten at græde i kor' og 'Gramhavet'), er det også Allans familie vi besøger, og der er ingen tvivl om, at der er en del selvbiografiske elementer i bogen. Men som alt andet der kommer af Erling Jepsens hånd, kan man aldrig helt vide hvor meget der er sandhed og hvor meget der er fiktion, hvilket i bund og grund også er underordnet. Som han selv sagde i et interview til bogforum, da han blev spurgt om fortællingerne virkelig kunne være sande (med henvisning til 'Gramhavet'), så var det 'sandheden, som han husker den', sagt med et glimt i øjet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Erling Jepsen er en fantastisk fortæller.

Som med hans andre bøger, så giver det også et lille stik i hjertet at læse fortællingen. For imellem al humoren er der en fortælling om en dreng, som vokser op i et hjem, hvor børnene har det svært. Et hjem der ikke bliver lettere at være i, da Allans brødre er flyttet hjemmefra, og Sanne bliver anbragt i en plejefamilie. Det er et stigmatiseret hjem, hvor ingen i byen har lyst til at mænges med familien, og det går udover Allan.

Jeg er slet ikke færdig med at læse Erling Jepsens bøger, og kan anbefale bøgerne til læsere der kan lide socialrealisme og humoristiske anekdoter. Herudover er det korte og hurtigt læste bøger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar