søndag den 30. juli 2017

Ildhav af Chufo Llorens

Forfatter: Chufo Lloréns
Titel: Ildhav
Orig. titel: Mar de Fuego
Forlag: Katrin Agency
Udgivelse: 2011 (denne 2016)

Hørt som lydbog: 21 t. 6 m.
Oplæst af Thomas Leth Rasmussen







Baggrund for læsningen:
Da jeg endnu engang skulle finde en god bog at lytte til, i bilen på vej til arbejde, faldt jeg over 'Ildhav' og mindedes at have læst en god anmeldelse af netop denne. Beskrivelsen af fortællingen mindede mig meget om Ildefonso Falcones' forfatterskab, som jeg rigtig godt kan lide, så jeg valgte at kaste mig over den, trods fortællingen er meget lang. 

Kort resumé:
Skibsrederen Martí Barbany er en fremtrædende borger i Barcelona, med en god kontakt til grevskabet i Barcelona. Martís datter, Marta, kommer til hoffet, som hofdame, et sted hvor Martí forventer, at Marta er i sikkerhed, mens han skal ud på en større rejse, for at skaffe et skib, samt dets besætning, som han har mistet, tilbage. Marta befinder sig dog hurtigt på gyngende grund ved hoffet, som flyder med intriger og skandaler. Et andet sted i Barcelona, udtænker Bernabé Mainar skumle planer, for at hævne sig på en række borgere, som han mener, at have gjort ham uret. Iblandt disse borgere, befinder sig de mennesker, som står Marta nærmest.

Evaluering:
1100-tallets Barcelona byder på kærlighed, hævn, intriger, uretfærdighed og venskab; alt hvad sådan en type roman bør indeholde.  Jeg nød virkelig at lytte til denne fortælling, som førte mig rundt i Barcelonas gader, og viste mig både den pæne og den grimme side af byen. Jeg kom hurtigt til at holde af persongalleriet, som var stort og farverigt, omend en anelse forudsigeligt.

Én af de ting, som jeg synes går igen i det meste historiske fiktion jeg har læst er, at der er et meget stort skel mellem godt og ondt. Enten er man det ene, eller også er man det andet. Et eksempel er greveparrets tvillinger, hvor den ene er godheden selv, den anden er ondskaben selv. På trods af favorisering af forældrene, virker det lidt usandsynligt, at de to brødre udvikler sig i så forskellig retning. Der er ingen gråzoner, og dette kan godt virke en anelse unuanceret. Llorens er dog ikke bleg for at skille sig af med nogle af historiens gode karakterer, hvilket er et plus. Men det ville nu have været mere spændende, hvis der var flere karakterer som bevægede sig mellem det gode og det onde.

Jeg elsker denne type romaner, hvor der er lagt op til den helt store fortælling, som ofte følger en stor del af et liv på godt og ondt, hvilket denne bog ligeledes gør. Man følger Martas udvikling, fra at være en lille pige, til en giftemoden kvinde, samt Martí, fra at være en mand med et spædbarn, til en ældre mand. 

En forvirrende faktor var navnene. Altså greven som hedder Ramon Berenguer d. 1, har en søn ved navn Pere-Ramon, samt tvillingedrenge, med navnene Ramon Berenguer d. 2 og Berenguer Ramon d. 2. Altså det er jo bare de samme navne, som er byttet lidt rundt! Og i fortællingen benyttes alle navnene, som udgangspunkt, ikke. Så når der navnet Ramon nævnes, kan det sådan set være fire forskellige mænd! Det gav en del forvirring under lytningen, men idet disse navne er baseret på virkelig historie, kan jeg vel næppe klandre forfatteren for, at prøve at snøre mig. Herudover var navne som Barbany og Bernabé, som hurtigt kan forveksles, ikke med til at gøre det lettere. Heldigvis handlede de ovenstående personer så forskelligt, at man ofte kunne stykke sammen, hvem der var tale om, ud fra de handlinger der blev foretaget.

Hvad jeg ikke vidste, før jeg læste en anmeldelse hos 'Den lille Bogblog' var, at denne fortælling er en fortsættelse til bogen 'Jeg vil give dig verden'. At dette kan lade sig gøre, må jo betyde, at Ildhav er en fremragende selvstændig fortsættelse, dog ville jeg ønske at jeg havde været lidt mere skarp, og fået de to fortællinger i korrekt rækkefølge.

Jeg vil anbefale 'Ildhav' til alle, som er glade for historisk fiktion, og som kan lide at læse romaner med store armbevægelser, som strækker sig over mange år. Jeg vil dog anbefale at man læser 'Jeg vil give dig verden' først. Det ville jeg have gjort, hvis jeg havde vidst den fandtes. Med det sagt, kan denne sagtens læses selvstændigt.


Denne bog indgår i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Livsfaser', da fortællingen følger flere af karaktererne gennem en længere årrække.

mandag den 24. juli 2017

En læsestund i solen


Sommeren har endnu ikke vist sig fra sin bedste side, men jeg vælger at tro på, at det kommer. Jeg har endnu ikke holdt min sommerferie, så jeg håber, at det gode vejr kommer med ferien. Men på trods af, at min altan var ved at drukne igår, så har solen været fremme idag og skabt en super fin dag. Ret usædvanligt for en hverdag, var jeg hjemme tidligt på eftermiddagen, så det måtte jeg udnytte. Jeg pakkede en 'Penguin Little Black Classics', nærmere betegnet 'The Queen of Spades', købte en Iced Latte og satte mig ved kanalen i en solstribe, og nød eftermiddagen. 

'The Queen of Spades' var sådan en fin fortælling, at jeg blev til den var læst færdig. At den var på sølle 53 sider hjalp på sagen. Jeg er ret stor fan af disse små sorte bøger fra Penguin. De kan være i min lille taske, kan læses fra ende til anden på kort tid, og så er de fleste af dem jeg har læst, ret gode, med få undtagelser. Oveni kan man få en smagsprøve på nye forfatterskaber. Her var det Pushkin jeg stiftede bekendtskab med, og det var bestemt en god oplevelse.

Har i også nydt det gode sommervejr?


onsdag den 19. juli 2017

Fra og med dig af Mhairi McFarlane

Forfatter: Mhairi McFarlane
Titel: Fra og med dig
Orig. titel: Here's Looking at You
Forlag: HarperCollinsNordic
Udgivelse: 2013 (denne 2017)

383 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg havde efterhånden hørt så mange rosende ord om Mhairi McFarlanes forfatterskab, at jeg selv fik lyst til at læse en af hendes bøger. Det virkede som nogle perfekte sommerbøger, så fandt denne i en boghandel, snuppede den med hjem, og begyndte på læsningen samme dag.

Kort resumé:
Anna Alessis, en passioneret historiker, befinder sig i datingverdenen, som mildest talt ikke imponerer hende. Hendes skoletid var fyldt med dårlige oplevelser, og da hun en dag står ansigt til ansigt med James, som er den fyr, som ydmygede hende, kommer det hele tilbage til hende. Men han kan ikke genkende hende, for Anna har både ændret navn, og ændret sit ydre betydeligt, og da en arbejdssituation kræver et tæt samarbejde med James, vælger hun at skjule deres fælles fortid sammen.

Evaluering:
Jeg forventede et let, hyggeligt sommereventyr, men samtidig forventede jeg også en historie som skilte sig en anelse ud fra mængden. Jeg har stort set kun læst positive anmeldelser af bogen, så jeg forventede ikke at blive skuffet. 

Det var bestemt en rigtig feel-good roman, men den var ikke alt det, som jeg havde håbet på. Den fangede mig ikke helt, på den facon, som jeg havde forventet. Til tider kedede den mig endda en anelse. Men ingen tvivl om, at det var rar underholdning, og at bogen helt bestemt er en super egnet sommerbog.

Jeg satte stor pris på, at McFarlane ikke faldt i de helt åbenlyse klichéer, som lå lige til højrebenet, men sommetider valgte at gå en lidt mere opfindsom vej. Det ændrede dog ikke på det faktum, at fortællingen var temmelig forudsigelig, og at fortællingens ramme er blevet brugt lidt for mange gange. Forudsigeligheden, i sig selv, gjorde mig ikke så meget, det var mere forællingen, som begynder at føles lidt slidt.

Jeg kunne godt lide humoren i bogen, hvilket formentligt også er af denne grund, at jeg godt kunne tænke mig at læse flere af hendes bøger. Jeg deltog for nylig i et bloggerevent, hvor jeg fik 'Det er ikke mig, det er dig', og den kunne jeg godt forestille mig at læse i løbet af sommeren.


tirsdag den 11. juli 2017

Bogbloggerevent - Kvindeliv


Sidste søndag deltog jeg i et bogbloggerevent på Paludan Bogcafé fra kl. 15:00-19:00, afholdt af Louise fra 'The Secret Life of a Book Collector' og Elena fra 'Litteraturhuset'. Begivenheden var annonceret med temaet Kvindeliv, hvilket fangede min interesse, så jeg meldte mig straks til, da jeg så opslaget. Jeg var dog en anelse nervøs da jeg ankom i søndags, da jeg ikke kendte så mange af deltagerne. Men det endte (selvfølgelig) med at være fantastisk rart at deltage i arrangementet.

Der var reserveret en større krog på bogcaféen, med bogreoler, der tårnede sig op langs væggene. Det var den perfekte ramme for bogelskere, desværre var lyden ikke så god, da der selvfølgelig også var andre gæster i caféen.


Lindhardt og Ringhofs redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen fortalte vidt og bredt om kvinder, forfattere, og hvordan han oplevede udviklingen af hvordan samfundet ser på kvindelige forfattere sammenlignet mandlige forfattere. Dette kom der en mindre debat ud af, som var utrolig spændende at følge med i, men lyden drillede desværre lidt, så det var svært at høre det hele. Herefter fortalte forfatterinderne Agnete Friis og Karen Strandbygaard om hver deres bog (People's Press), 'Blitz' og 'Se ikke væk', som omhandler hhv. en kvinde som er vokset op i plejefamilie, og nu risikerer, at miste sin egen søn, samt en kvinde der lever med angst. De to forfatterinder havde et god dialog, og endnu engang kom der spørgsmål, som gav en spændende debat.


Herudover var der macarons, sandwich, pakkeleg og bogkonkurrencer. Jeg hyggede mig enormt meget, og lærte nogle medbloggere bedre at kende. Med mig hjem, kom ikke én, men to fyldte poser med bøger, notesbøger, the og andre gode ting. Det var et utroligt fint arrangement, og jeg glæder mig over, at der er så mange ildsjæle, som bruger tid og kræfter på at stable det på benene. Herudover er der en masse forskellige virksomheder og forlag, som har sponsoreret bøger, the, sandwich og andre gode ting, som vi nød godt af, som deltagere:

Café Paludan  •  CulturePlus.DK  • Fredsted •  Turbine  •  Modtryk
Karen Volf •  PLUSbog  •  tebox •  Politikens Boghal
FADL's forlag  •  Arnold Busck  •  Tante T •  C&K Forlag
Brændpunkt •  People's Press  •  Gads Forlag •  Arvids   •  La Glace
Aarhus Universitetsforlag •  Harper Collins Nordic

Alle dele på nedenstående billede, er sponsoreret materiale:


lørdag den 1. juli 2017

Halvårlig status på læsemål for 2017


I starten af året satte jeg nogle læsemål op for læseåret 2017. Målene var følgende:
  • At læse flere bøger end jeg gjorde sidste år, hvor jeg kun nåede op på 28 bøger.
  • At mindske mit antal af ulæste bøger på reolen, som er på 45 bøger.
  • At deltage i flere af de litterære begivenheder.
  • At få et bedre læseflow, uden for mange læsetørker.
  • Samt at læse 15 bøger, som falder indenfor følgende kategorier:

  • Hovedstæder - Politik - 2017
    Natur - Vejret - Farver
    Livsfaser - Frihed - Tid
    Universet - Mode - Varme
    Videnskab - Rejse - Kaos
Nu er vi så nået halvvejs igennem 2017, og jeg vil lave en lille status på, hvor godt jeg er med i forhold til de opsatte mål;

At læse flere bøger end jeg gjorde sidste år, hvor jeg kun nåede op på 28 bøger
Jeg har egentlig ikke fået læst så meget, som jeg håbede på. Jeg havde en fantastisk januar måned på læsefronten, men herefter er det gået lidt ned af bakke. Dog har jeg fået lyttet til en del lydbøger, på mine lange køreture, hvilket har fået antallet lidt op. Status er, at jeg pt har læst (og lyttet til) 17 bøger.

At mindske mit antal af ulæste bøger på reolen, som er på 45 bøger
Status er, at jeg pt har 52 ulæste bøger på reolen. Det er gået lidt den forkerte vej, men kan stadig nås.

At deltage i flere af de litterære begivenheder
Jeg deltog i et bogbloggger-arrangement med fokus på krimi i marts, og skal imorgen deltage i et bogblogger-arrangement med temaet kvindeliv. Jeg havde håbet, at deltage i flere af de forfatter-interviews, som foregår i bl.a. Politikens Boghal. Det har jeg ikke rigtig fået gjort noget ved. Vi må se om det bliver bedre i det næste halvår.

At få et bedre læseflow, uden for mange læsetørker
Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg har tænkt med dette punkt. Jeg har desværre ikke en kur mod læsetørker, og jeg er egentlig heller ikke fan af, at tvinge læsning igennem, hvis energien ikke er der. Jeg føler, at jeg har haft mange perioder i dette første halvår, hvor prioriteringen af læsning, har ligget meget lavt. Men samtidig er jeg fyldt med læse-entusiasme denne sommer, så det går op og ned, og det er jo nok meget normalt.

Til slut de 15 kategorier
Her er jeg ikke nået så langt, da jeg ikke har tilrettelagt min læsning efter kategorierne. Jeg vil dog prøve, at målrette læsningen mod kategorierne i det næste halvår, da det jo er det, som jeg synes er lidt hyggeligt. At søge efter bøger, som på den ene eller anden måde kan falde ind under temaet. her er status:

Hovedstæder - 
Politik - 
2017
Natur - 
Vejret - 
Farver -
Livsfaser - 
Frihed - 
Tid - Harry Potter og det forbandede barn af J.K. Rowling
Universet - 
Mode - 
Varme -
Videnskab - 
Rejse - I kamp mod tiden af Ben Elton
Kaos - Syndflodens år af Margaret Atwood

Så det er ikke super imponerende, hvor langt jeg er nået med målene, men jeg er rimelig fortrøstningsfuld med at komme i mål.

Har i sat jer nogle mål for året?