fredag den 10. marts 2017

Oryx og Crake af Margaret Atwood

Forfatter: Margaret Atwood
Titel: Oryx og Crake
Serie: MaddAddam #1
Orig. titel: Oryx and Crake
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelse: 2003 (denne 2011)

Hørt som lydbog: 11 t. 47 m.
Oplæst af Martin Paludan-Müller



Baggrund for læsningen:
Tilbage til bogbloggertræffet i 2014 modtog jeg bogen 'MaddAddam' af Margaret Atwood fra Lindhardt og Ringhof, hvilket er tredje bind i serien MaddAddam. Min interesse for Atwood var blevet vakt kort forinden, da jeg under et readathon havde læst 'Tjenerindens fortælling', som jeg var ret begejstret for. Af denne årsag var jeg også overbevist om, at jeg snart skulle tage hul på MaddAddam-serien, det kom så bare ikke til at ske i lang tid derefter. Men da jeg, i sidste uge, var på udkig efter en lydbog til mine lange køreture til arbejde, faldt jeg over denne første titel i serien på 'E-reolen'.

Kort resumé:
Jimmy vokser op i en nær fremtid, hvor videnskaben har udviklet sig til en uetisk handel og kamp, om at være de første på markedet der kan tilbyde udødelighed. Indtil dette kan lykkedes, er der mulighed for diverse hormon-indsprøjtninger, kropsløft og babydesigns. Jimmy forsømmes af sin far, som ikke rigtig har tid til forælderrollen, og sin mor, som stikker af fra den beskyttede enklave, de bor i, mens Jimmy stadig er ung. Mange år efter ser Snemand tilbage på sit liv før katastrofen, ensom og kun med selskab fra Crakerne, som er en modstandsdygtig race tilpasset den nye verden, skabt af Jimmys ældste og eneste ven Crake. Menneskeheden er så godt som udslettet efter, at en frygtelig virus slap ud fra videnskabens inderste kerne, og Jimmy har taget en ny identitet som Snemand, en slags profet for Crakerne, som han lovede Crake, at passe på, kort tid før katastrofen indtraf.

Evaluering:
Jeg havde læst kort om denne serie for tid tilbage, og jeg tror, at en af grundene til, at serien fik lov til at vente så længe var, at hovedpersonen kaldte sig selv for Snemand. Det virker helt tåbeligt, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det irriterede mig frygteligt, at han skulle hedde Snemand.
Nå, men jeg overvandt min irrationalitet omkring dette navn, og fortællingen viste sig virkelig, at være en sand perle! Jeg begyndte virkelig at se frem til mine køreture, hvor jeg kunne høre mere af denne ret fantastiske fortælling.

For det første, synes jeg den verden Atwood har sat op, er helt fantastisk at udforske. Både den verden, som Jimmy lever i, samt den Snemand lever i. Jimmy lever i en parallelverden, hvor der er folk der er priviligerede og bor i beskyttede enklaver, hvor alt er komfortabelt og pænt, mens resten af befolkningen bor i Plebs-områder, hvor der hersker menneskelig forfald og grusomhed. Man får det indtryk, at folk i Plebs-områderne lever meget som vi gør det idag, dog med lidt mere frie tøjler, og lidt færre regler og love. Man kommer hurtigt til at spekulere på, hvorvidt det egentlig er bedre, at bo i de beskyttede enklaver, fremfor Plebs-områderne, begge dele virker ret forfærdeligt. Snemand derimod, bor i en verden, hvor al videnskab, teknologi og komfort er forvandlet til tomme skaller uden funktion, og hvor menneskeracen nærmest er uddød.

De tre vigtigste karakterer i bogen, Jimmy (/Snemand), Crake og Oryx er alle meget nuancerede personligheder. Atwood viser både gode og dårlige sider af dem, hvilket gør, at man tror på dem som mennesker. Hun viser dog også nogle grusomme sider frem, som næsten gør ondt i hjertet, at læse om, men som samtidig gør læsningen til en meget stærk oplevelse.

Jeg ville gerne vide, hvor mange år der er gået, fra katastrofen indtraf og til vi møder Snemand i fortællingen. Hele Snemands måde at være på, bærer præg af mange års ensomhed, men samtidig undrer det mig også, at hans 'hjemrejse' til enklaven, åbenbart er den første han foretager siden katastrofen, på trods af, at den ikke ligger langt fra hans nye 'hjem'. Dette tyder på, at der måske ikke er gået så mange år? Det forvirrede mig lidt.

Udover dette punkt, undrede det mig også lidt, da jeg fandt ud af, at denne fortælling først udkom i 2003. Min første indskydelse var, at dette var en ældre bog. Dette på grund af, at der var nogle ting fra Jimmys ungdom, som virkede en anelse gammeldags, hvis dette skulle forestille sig at være et sted ude i fremtiden. F.eks. undrede det mig, at der var så meget snak om DVD'er. Hvorfor søren bruger de stadig DVD'er? Jeg vil da tro, at man selv i 2003 havde en anelse om, at DVD'er på et eller andet tidspunkt ville blive erstattet af noget andet, med den hastighed teknologi udvikler sig idag. Også beskrivelsen af computerspil, og computere i sig selv, fik en lidt gammeldags lyd i mine ører. Dette fik mig til at tro, at bogen var ældre end den var, men ærlig talt, så betød det heller ikke så meget mere end det.

Min undren er småting og noget jeg sagtens kunne abstrahere fra. Jeg nød fortællingen i fulde drag, og jeg glæder mig helt vildt til at læse/lytte videre i 'Syndflodens år', idet 'Oryx og Crake' faktisk endte ret spændende.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar