søndag den 12. februar 2017

Ildkamp af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Ildkamp
Serie: Reckoners #2
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2015

408 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Da jeg her i det nye år, netop har fået læst Stålhjerte, som jeg var meget begejstret for, gik jeg derefter straks igang med efterfølgeren.

Kort resumé:
David er en del af fortropperne, og tager med Prof til Babilar Genopført (forhenværende Manhattan), hvor en særlig stærk episk, Regalia, hersker. Mens fortopperne desperat forsøger at gennemskue Regalias uigennemskuelige planer for byen, viser Regalia gang på gang, at hun er ét skridt foran dem. Samtidig er David begyndt at tvivle på, hvorvidt hans oprindelige syn på episke er korrekt; kan episke være gode og hvis de kan, hvad er det så der gør dem onde. 

Evaluering:
Jeg havde lige lagt 'Stålhjerte' fra mig, da jeg fortsatte videre i 'Ildkamp'. Det er noget jeg stort set aldrig gør når jeg læser serier, og måske af gode grunde. For jeg blev egentlig hurtigt mættet af denne bog, og jeg er i tvivl om, om det havde noget, at gøre med, at jeg netop havde brugt en rum tid i samme univers. Uanset hvad, så fangede byen Babilar Genopført mig slet ikke på samme måde som Newcago og fortroppernes indsats for at komme episke til livs, var langt mindre gennemtænkt og mere tilfældig, end den var i den første bog.

Disse bøger forstår dog, at lave et twist henimod slutningen, og her skuffede 'Ildkamp' bestemt heller ikke. Udover dette, var jeg også ret vild med, at David begyndte at tænke mere over etikken i fortroppernes handlinger. Dræber de episke fordi de er episke, eller dræber de episke fordi de er onde mennesker? Er alle episke per definition onde, og hvis ikke, hvad er det så der gør dem onde? Vil man kunne gøre onde episke gode, og hvor kommer de episke fra i første omgang? At David begynder at gøre sig disse tanker, giver fortællingen et lidt dybere lag, og sætter lidt flere tanker igang.

Der er dog én ting, som igen og igen går mig på, og det er Davids latterlige metaforer. Jeg kan godt se, at det er blevet Davids kendetegn, og skal give os en forståelse for hans lidt akavede, nørdede personlighed. Men det ændrer ikke på, at jeg simpelthen ikke finder dem sjove. Jeg synes det virker en smule unaturligt, at han i ret pressede situationer, skal gå så højt op i at forklare sine mystiske metaforer, som ofte kræver en forklaring, før de kan forstås.

Jeg var ikke lige så begejstret for 'Ildkamp', som jeg var for 'Stålhjerte'. Men ikke desto mindre gælder jeg mig utrolig meget til at læse det næste og det afsluttende bind af serien, som skulle udkomme på dansk her i 2017.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar