søndag den 26. februar 2017

Harry Potter og det forbandede barn af Jack Thorne

Forfatter: Jack Thorne
Titel: Harry Potter og det forbandede barn
Orig. titel: Harry Potter and the Cursed Child
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2016

357 sider







Baggrund for læsningen:
Til Arnold Buscks bogudsalg fik jeg lov til at vælge tre bøger, hvoraf den ene var denne. Det er en bog jeg hele tiden har vidst, at jeg skulle læse på et tidspunkt, men samtidig har det ikke været en bog som jeg har længtes efter at læse. Men da muligheden var for, at få den med hjem var jeg ikke i tvivl om, at det skulle den selvfølgelig.

Kort resumé:
Nitten år efter den syvende Harry Potter bog, befinder vi os på perron 9 3/4 hvor Harry og Ginnys søn Albus, skal med toget til Hogwarts for første gang. I toget falder Albus i snak med jævnaldrende Scorpius Malfoy, og de bliver snart uadskillelige. De tildeles begge en plads på Slytherin, og herefter bliver det én lang kamp for Albus at leve op til sine omgivelsers forventninger til ham og ikke mindst hans egne. Dette får Albus ud i en knibe med en tidsvender, som bliver svær at rette op på.

Evaluering:
Denne bog har delt vandene hos diverse Harry Potter-fans. Nogle synes det er fantastisk at få endnu en bid af Harry Potters univers, andre ser det som en nærmest forræderisk handling.Og her må jeg sige, at jeg ikke er en af de typer som konstant længes efter mere Harry Potter, men samtidig synes jeg også at det kan være interessant når det dukker op. Jeg synes at verdenen er fantastisk, jeg er vild med de 7 bøger, og de tilhørende film, jeg er vild med min 'from page to screen'-bog, jeg er vild med filmen 'Fantastic Beasts and Where to Find Them', men jeg går ikke og venter på disse udgivelser i spænding. På denne baggrund var jeg heller ikke oppe at ringe over denne nye udgivelse, men samtidig var jeg nysgerrig efter at læse hvad den mon handlede om. Jeg har ikke en stærk holdning om hvorvidt det er et godt eller skidt valg, at fortsætte fortællingen om Harry, ja, man kan nærmest sige at jeg er indifferent i denne sag. Så det var med denne indgangsvinkel, at jeg startede på 'Harry Potter og det forbandede barn'. Uden urimeligt høje forventninger eller fordomme.

Da jeg startede på bogen, tog det mig lidt tid, at finde rytmen i denne manuskriptbog. Jeg er ikke vant til at læse manuskripter, så jeg skulle lige vænne mig til formen. Men da det var på plads, fløj fortællingen afsted. Det er en forholdsvis kort bog, som er hurtig at læse, idet den udelukkende består af dialog.

Jeg fandt fortællingen meget underholdende. Jeg synes, at Albus og Scorpius udgjorde et godt makkerpar, og jeg var glad for, at fortællingens udvikling tvang fjender til at arbejde sammen om at løse problemerne. Samtidig kunne jeg godt lide, at grænsen mellem 'de gode' og 'de onde' var udvisket, og at der blev vist flere nuancer af de forskellige personligheder.

Når det er sagt, følte jeg, at alting gik lidt stærkt, og jeg sad, efter endt læsning, tilbage med følelsen af, at hele dramaet havde udviklet og løst sig alt for hurtigt. Dog husker jeg mig selv på, at det ikke er en roman, men et manuskript, og at denne udviklingskurve formentlig passer rigtig fint til et teaterstykke, som skal nå at kulminere, samt afrunde fortællingen, på få timer.

På baggrund af dette, vil jeg nok aldrig betragte denne bog, som 'Harry Potter del 8', men derimod vil jeg betragte den, som præcis hvad den er: en selvstændig fortælling, produceret til et teaterstykke. så alt i alt var jeg underholdt gennem hele læsningen, det er bestemt en fin fortælling, men samtidig har jeg ikke tænkt mere på den efter endt læsning.



Jeg kaster denne bog ind i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Tid', da rejser gennem tiden udgør en stor del af plottet for denne fortælling.

lørdag den 18. februar 2017

Gratis børnebøger i februar

Her kommer lige et lille læsetip til børnefamilierne:



Her i februar er der mulighed for at læse en stribe børnebøger online, ganske kvit og frit, på www.gratisbørnebøger.dk. Der er tale om i alt 17 bøger, fra 7 forskellige forfattere, heraf flere prisvindende forfattere.

Læselystkampagnen er igangsat for, at motivere børn til at læse, hvilket er et initiativ jeg altid gerne vil støtte op omkring. Fra jeg selv lærte at læse, var jeg bidt af beskæftigelsen, og jeg kan ikke huske, at der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har læst. Jeg har haft så mange gode stunder med en bog i hånden, og jeg synes ikke, at nogle børn skal snydes for dette.


Nu er jeg ikke målgruppen til disse bøger, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse Mekano Max af Brian P. Ørnbøl og Tom Kristensen. Jeg har før læst en digtsamling af Brian P. Ørnbøl og var lidt nysgerrig på, hvordan en børnebog skrevet med hans pen ville lyde. Mekano Max er en billedebog der, jf. forlaget, henvender sig til de 4-6-årige. Historien er en herlig rimefortælling om Mekano Max, som deltager i et bilræs i Afrika, hvor det gælder om, at have brugt mindst benzin til slut. Historien er krydret med nogle virkelig fine og sjove illustrationer, som jeg er overbevist om, at de fleste børn vil elske. Så en anbefaling herfra.



Det skal siges, at dette indlæg ikke er sponsoreret på nogen facon, men udelukkende er en deling af et, efter min mening, godt budskab. Billederne er fra kampagnens materiale.

søndag den 12. februar 2017

Ildkamp af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Ildkamp
Serie: Reckoners #2
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2015

408 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Da jeg her i det nye år, netop har fået læst Stålhjerte, som jeg var meget begejstret for, gik jeg derefter straks igang med efterfølgeren.

Kort resumé:
David er en del af fortropperne, og tager med Prof til Babilar Genopført (forhenværende Manhattan), hvor en særlig stærk episk, Regalia, hersker. Mens fortopperne desperat forsøger at gennemskue Regalias uigennemskuelige planer for byen, viser Regalia gang på gang, at hun er ét skridt foran dem. Samtidig er David begyndt at tvivle på, hvorvidt hans oprindelige syn på episke er korrekt; kan episke være gode og hvis de kan, hvad er det så der gør dem onde. 

Evaluering:
Jeg havde lige lagt 'Stålhjerte' fra mig, da jeg fortsatte videre i 'Ildkamp'. Det er noget jeg stort set aldrig gør når jeg læser serier, og måske af gode grunde. For jeg blev egentlig hurtigt mættet af denne bog, og jeg er i tvivl om, om det havde noget, at gøre med, at jeg netop havde brugt en rum tid i samme univers. Uanset hvad, så fangede byen Babilar Genopført mig slet ikke på samme måde som Newcago og fortroppernes indsats for at komme episke til livs, var langt mindre gennemtænkt og mere tilfældig, end den var i den første bog.

Disse bøger forstår dog, at lave et twist henimod slutningen, og her skuffede 'Ildkamp' bestemt heller ikke. Udover dette, var jeg også ret vild med, at David begyndte at tænke mere over etikken i fortroppernes handlinger. Dræber de episke fordi de er episke, eller dræber de episke fordi de er onde mennesker? Er alle episke per definition onde, og hvis ikke, hvad er det så der gør dem onde? Vil man kunne gøre onde episke gode, og hvor kommer de episke fra i første omgang? At David begynder at gøre sig disse tanker, giver fortællingen et lidt dybere lag, og sætter lidt flere tanker igang.

Der er dog én ting, som igen og igen går mig på, og det er Davids latterlige metaforer. Jeg kan godt se, at det er blevet Davids kendetegn, og skal give os en forståelse for hans lidt akavede, nørdede personlighed. Men det ændrer ikke på, at jeg simpelthen ikke finder dem sjove. Jeg synes det virker en smule unaturligt, at han i ret pressede situationer, skal gå så højt op i at forklare sine mystiske metaforer, som ofte kræver en forklaring, før de kan forstås.

Jeg var ikke lige så begejstret for 'Ildkamp', som jeg var for 'Stålhjerte'. Men ikke desto mindre gælder jeg mig utrolig meget til at læse det næste og det afsluttende bind af serien, som skulle udkomme på dansk her i 2017.





søndag den 5. februar 2017

Stålhjerte af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Stålhjerte
Serie: Reckoners #1
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2013 (denne 2015)

374 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Jeg har siden hørt meget positivt om serien, men den har alligevel fået lov til at stå længe ulæst på min hylde. Her i det nye år, hvor min læselyst, indtil videre, har været rigtig stor, faldt mit blik på denne titel, og jeg fik straks lyst til at læse den.

Kort resumé:
Den dag David er med sin far i banken, bliver han øjenvidne til et opgør mellem Stålhjerte og en konkurrent, hvorunder hans far bliver dræbt af Stålhjerte. Stålhjerte er et menneske med superkræfter, også kaldet episk, og kommer fra den dag af, til at styre Newcago (forhenværende Chicago) med hård hånd. Men alle episke har en svaghed, og David har været øjenvidne til det, som i sidste ende kan afsløre Stålhjertes svaghed. Fra den dag har David én mission, og det er, at hævne sin fars død, og dræbe Stålhjerte. Han slutter sig til Fortropperne, som er en gruppe oprører, som har til mission at dræbe episke, én efter én.

Evaluering:
Wow, den bog her, den slog virkelig benene væk under mig! Jeg havde læst rigtig mange gode anmeldelser af bogen, men samtidig er det bare ikke altid, at denne type dystopiske bøger fanger min interesse. Udover det er vi ude i noget superhelte-tema (dog med skurke istedet for helte), som jeg aldrig har stiftet nærmere bekendtskab med. På denne baggrund, havde jeg håbet på en underholdende bog, men havde måske ikke forventet at blive fanget af den på den måde jeg blev. 

Jeg synes simpelthen at fortællingen er skruet så godt sammen. For det første er hele rammen for fortællingen, at der er kommet episke til verden, og at de har overtaget magten, måske ikke den mest originale idé, men Sandersons detaljer som personliggør netop dette univers, virker, for mig, som en virkelig original idé. For det andet er jeg ret vild med denne her idé om episke der har alle mulige forskellige superkræfter, men at de alle samtidig har en svaghed, som kan være svær at finde, som skal udnyttes for at dræbe dem. For det tredje, så formåede bogen at overraske mig, med et ret så veldrejet plot, på et tidspunkt, hvor jeg egentlig troede, at jeg havde luret hvordan det hele ville ende.

Jeg har en enkelt anke ved denne her bog, som gør, at den ikke får den sidste halve stjerne. Og det er, at den 'private' dialog mellem fortropperne simpelthen blev for plat til min smag. Især brugen af latterlige metaforer, gjorde ikke rigtig noget godt for mig. Om det havde gjort en forskel at læse dem på det sprog de oprindelig er skrevet, kan jeg ikke være sikker på, men jeg tvivler. Men det var faktisk også det eneste der irriterede mig.

Samlet set var jeg vildt begejstret for denne bog, og læste også direkte videre i 'Ildkamp'; hvilket er noget jeg sjældent gør, når jeg læser serier. Men efter færdiglæsningen af denne var jeg virkelig sulten efter mere fra dette fantastiske univers.