onsdag den 28. december 2016

'Troldeliv - Julekalenderbogen' af Sissel Bøe og Peter Madsen

Forfatter: Sissel Bøe og Peter Madsen
Titel: Troldeliv - Julekalenderbogen
Forlag: Carlsen
Udgivelse: 2016

165 sider









Til Bogforum i november fik jeg denne herlige bog med hjem, signeret af Peter Madsen. Jeg synes Peter Madsen's illustrationer er helt fantastiske, så jeg kunne ikke dy mig, da jeg hørte om denne bog. Derudover er bogen en julefortælling opdelt i 26 afsnit, ét til hver dag mellem datoerne 30. november til 25. december, og det er jo altid en skøn måde at læse bøger på.

Fortællingen handler om Nisse Nik, som er godt træt af hvordan tingene kører på Kildegården efter en ny generation har overtaget gården. Far Anton gør alt hvad mor Rikke beder om, og Rikke vil have revet stalden ned og solgt Hilmar, deres hest. De eneste Nisse Nik rigtig kan stole på, og som tror på ham, er lille Sofie og Gamle Ole, som desværre er kommet på plejehjem. Nisse Nik får hjælp af troldeungerne Paja og Pajko, til at overbevise familien, at nissen findes, og at visse ting på gården er bedst at bevare.

Jeg startede ud med, at læse ét kapitel hver dag, men da jeg nåede til omkring d. 12. december kom jeg simpelthen til, bare at læse videre. Jeg synes, at det er en fantastisk fin fortælling, fyldt med dejlig gammeldags julehygge, og gamle nissetraditioner. Jeg ville elske at læse bogen højt for børn, og jeg tror at børn ville elske at få den læst højt. Nissen laver en masse drillerier, og troldeungerne får lavet en masse ballade i troen på, at det er gode gerninger. 

Udover en dejlig fortælling, så er der Peter Madsen's fine illustrationer på hvert opslag. Og på trods af, at han under signeringen nævnte, at det havde været svært at få den rette julestemning frem midt om sommeren, så synes jeg der er lykkedes rigtig godt.


Julebogen kan klart anbefales til næste december, både som højtlæsning, men også som hyggelig julelæsning for barnlige sjæle.


Bogen indgår i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book with non-human characters'. Det er ikke udelukkende 'non-human'-characters, men jeg synes egentlig det går, når nu der både er nisser og trolde.

2 kommentarer:

  1. Den står SÅ meget øverst på min læseliste til næste jul :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh ja, den kan varmt anbefales. Den er så hyggelig, med masser af varme og julestemning, og fantastiske tegninger :)

      Slet