onsdag den 30. november 2016

The Autumn Reading Tag - på falderebet


Her på månedens sidste dag, vil jeg lige nå, at svare ind på 'The Autumn Reading Tag', inden der går jul i den. Jeg blev tagget tilbage i oktober af Karin fra Skrivepulten, og mine svar er som følger:

1. Er der nogen bøger, du planlægger at læse i løbet af efteråret?
Tja, nu står vinteren jo for døren, så det er nok nærmere vinterbøger det kommer til at handle om. Jeg går og pønser på, at genlæse Dickens' 'A Christmas Carol', fordi den får mig i sådan et godt julehumør. Herudover kunne jeg godt tænke mig, at gøre et indhug i den novellesamling om Sherlock Holmes, som jeg er nået til i min samling. Det er sådan nogle hyggelige fortællinger, som egner sig godt til efterårs/vintervejr.

2. September bringer minder om skolestart: Hvad er den bedste bog du har læst skolen? Og hvad var henholdsvis dit favoritfag og dit mindst elskede fag i skolen?
Jeg synes godt nok, at det er svært at huske hvilke bøger vi læste i folkeskolen. Jeg husker dog mest, at bøgerne var temmelig anderledes end dem jeg læste i min fritid. Jeg tror måske, at vi læste 'Martin og Victoria', men jeg er en anelse i tvivl om det bare var en jeg selv læste... Om ikke andet, husker jeg den som værende supergod. Generelt var jeg glad for at gå i skole og jeg mindes at dansk var et af mine yndlingsfag. Jeg var ikke glad for idræt! Har altid været frygtelig dårlig til alt boldspil, og det er bare ikke fedt at blive valgt som en af de sidste, hver gang der skulle fordeles hold. Det er mig stadig uforståeligt, at man fordelte hold på den måde, og håber virkelig ikke at man gør det længere....

3. Oktober betyder Halloween: Kan du lide uhyggelige øger og film? Hvis ja, hvilke er så nogle af dine favoritter?
Jeg er bestemt ikke god til gys; hverken som bøger eller film. Men mens jeg holder mig helt fra gyserfilm, så kan jeg godt blive lidt tiltrukket af uhyggelige bøger, og udfordrer mig selv en gang imellem ved at læse en. Der er dog meget forskel på, hvad jeg har lyst til at læse indenfor denne genre. Jeg synes generelt at gotisk uhygge, kan være nærmest hyggeligt at læse, idet det er uhygge på et niveau, hvor jeg sjældent skal være bange for at rulle gardinet for, eller kigge under min seng. Heraf kan nævnes 'The Turn of the Screw' og 'Dr. Jekyll and Mr. Hyde', som jeg syntes var rigtig hyggelige. Jeg er igang med at læse 'Dracula', og den synes jeg, indtil videre, er virkelig god!

4. Til november er det tid til bålaftner og fyrværkeri. Hvad er den mest spændende bog, du har læst som virkelig holdt dig fanget?
Én af de bøger, som jeg husker at jeg havde svært ved at slippe, før jeg havde vendt sidste side, var 'Da Vinci Code' af Dan Brown. Jeg kan huske at den lige var udgivet på dansk, at jeg havde fået den i julegave, og at jeg efter et par få sider læst var fuldstændig fanget, og bare glædede mig til at kunne sidde alene og læse videre.  Det er mange år siden, men følelsen af ikke at kunne stoppe med at læse står skarpt i min hukommelse, og det er umiddelbart den oplevelse jeg husker bedst.

5. Hvilken bog er din yndlings 'cosy comfort' læsning?
Det må være når jeg kaster mig over børneklassikerne, som f.eks. 'Vinden i piletræerne', 'Den Uendelige Historie' eller generelt favorit-eventyr fra barndommen. Det vil altid, for mig, være utrolig afslappende og hyggelig læsning, som tager mig tilbage til en anden tid.

6. Hvilken varm drik er din favorit, når du er fordybet i en god bog?
Det er helt klart te. Jeg elsker te, i (næsten) alle afskygninger, og synes det er det perfekte selskab til en god bog. Jeg kan dog også godt finde på at variere det med en kop kaffe med mælk.

7. Har du nogen planer i løbet af de næste måneder, du ser frem til?
En af efterårets store begivenheder var Bogforum, som løb af stabelen for midt på måneden. Jeg havde en super god dag i Bellacentret med min søster. Herudover er det december og jul lige om lidt, og selvom det ikke er så bogrelateret, er det helt klart et højdepunkt for mig.


Det var virkelig hyggeligt at besvare dette tag, omend vi står med et ben inde i vinteren, og jeg håber at alle har haft et dejligt efterår og er klar til decemberens komme.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar