søndag den 20. november 2016

Sense and Sensibility af Jane Austen

Forfatter: Jane Austen
Titel: Sense and Sensibility
Forlag: Michael O'Mara Books Limited
Udgivelse: 1811 (denne 2011)

399 sider









Baggrund for læsningen:
Jeg købte bogen til et bogudsalg i Arnold Busck, hvor jeg faldt for udgaven. Jeg har ikke læst bogen før nu, men har set filmatiseringen virkelig mange gange. Det er en fortælling jeg altid gerne har ville læse, men aldrig rigtig er nået til, så nu skulle det være.

Kort resumé:
Ved faderens bortgang tvinges en mor og hendes tre døtre til at flytte til et nyt sogn. Her finder familien nye venner og bekendtskaber, og ikke mindst kærlighed. De to ældste døtre, Elinor og Marianne, må dog sande, at folk ikke altid er hvad de udgiver sig for, og at kærligheden ikke kommer uden forhindringer.

Evaluering:
Jeg har set filmatiseringen af denne bog så mange gange, at scenerne fra denne kørte i hovedet på mig, da jeg læste bogen. Idet filmen er meget tro mod bogen, generede det ikke min læsning synderligt, dog ville det have været rart, at kunne danne sine egen billeder. Det tog mig pinligt lang tid, at komme igennem denne bog. Jeg er ret overbevist om, at det skyldtes en kombination af en middelsvær læsetørke, jeg har befundet mig i, i flere måneder, og, at bogen var en anelse langtrukken til min smag. Normalt er jeg glad for den langsomme, men sikre, fremgang i bøger som denne, men jeg følte alligevel, at denne fortælling havde alt for lidt fremdrift, i forhold til antallet af sider.

Jeg er dog glad for endelig, at have læst bogen bag en film jeg holder meget af, og kan rigtig godt lide den enkle story-line. Som i 'Stolthed og Fordom', er der fokus på modsætningerne mellem de forskellige karakterer, og man ser både fordele og ulemper ved den fornuftige Elinor, der ikke lader sine følelser skinne igennem, og den poetiske Marianne, som lader sig styre af sine følelser uden at tænke på konsekvenserne.

Jeg var glad for at opdage, at humoren var ligeså gennemtrængende, som det ofte er tilfældet med Austens bøger. Der er altid en eller flere fjollede karakterer, som letter stemningen, og denne fortælling er ingen undtagelse. Det giver et pift til den ellers meget korrekte og tilbageholdende tid, som Elinor og Marianne lever i.

Det er en fortælling jeg holder meget af, men var en anelse skuffet over, at jeg alligevel kom til at kede mig lidt under læsningen.






Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book that became a movie'.

2 kommentarer:

  1. Jeg har længe haft lyst til at genlæse S&S - selvom jeg også husker den som en anelse kedelig til tider.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, men den er nu også meget hyggelig :)

      Slet