lørdag den 15. oktober 2016

Liebster Award 2016 - En føljeton - del 3

Idet jeg er blevet nomineret af tre forskellige bloggere til Liebster Award, har jeg valgt at dele indlægget op i tre dele. Du kan læse første del her, hvor jeg svarede på Inges 11 spørgsmål, og anden del her, hvor jeg besvarede Amalies 11 spørgsmål.

I dette tredje indlæg vil jeg besvare Sofies 11 spørgsmål fra 'Bogslottet'. Der er enkelte spørgsmål, som er sammenfaldende med spørgsmål jeg svarede på i de forrige indlæg, så her vil i få en genganger af et svar.


1. Skriver du ved siden af bloggen? (Andre blogs, noveller, dagbog osv)
Jeg skriver ikke andre steder end bloggen. Jeg har prøvet kræfter med 5-års dagbøger, og det er også gået nogenlunde, men generelt har jeg svært ved at holde mig selv op på det. Jeg kan godt lide at skrive, og hvis jeg havde en god historie at fortælle, ville jeg helt sikkert skrive den ned.... det har jeg bare ikke.

2. Nævn den første titel, der falder dig ind. Hvorfor tror du at det lige er den titel?
'Sense and Sensibility'. Jeg er helt sikker på, at grunden til, at den poppede op, er fordi jeg er ved at læse den. På den led, er min tankegang temmelig forudsigelig.

3. Hvad er du mest glad for i din bogsamling?
Jeg har mange bogskatte på min reol, men der er selvfølgelig bøger, som jeg er ekstra glad for. Mine signerede eksemplarer vil jo altid være noget særligt, heriblandt 'Eventyrbogen', som indeholder den fineste tegning og signering af Peter Madsen. Herudover er jeg meget lykkelig over at eje 'The Complete Sherlock Holmes' i Barnes&Noble Leatherbound Classics-serien, 'Harry Potter - Page to Screen'. som er en mursten uden lige, de fem samlinger af 'Valhalla'-serien, og mine rejsebøger, som der er forbundet mange minder til. 

4. Har du andre hobbyer udover bøger?
(Dette svar overlapper lidt med svar 8 i det andet indlæg) 
Jeg ville så gerne sige, at jeg fast lavede noget aktivt, men det kan jeg desværre ikke. Jeg løber sporadisk og leder pt. efter noget danseagtigt, at gå til, nu hvor jeg er flyttet. Herudover holder jeg meget af, at male i malebøger, tage billeder og rejse verden rundt.

5. Hvad laver du for at tjene til føden? (Arbejde, studie, jobsøgende osv)
Jeg arbejder som kemiker i en miljøsupport gruppe tilknyttet en insulin-fyldefabrik på Novo Nordisk. Det er et job jeg er utrolig glad for, men som jeg aldrig havde forestillet mig at skulle besidde, da jeg var under uddannelse. Jeg er cand.scient. indenfor biomedicin, og har derfor aldrig haft en helt fast forestilling om, hvad jeg i sidste ende skulle arbejde med. Men det blev på Novo Nordisk jeg fik et job, og det har jeg været utrolig glad for lige siden.

6. Hvad ville du se i Mirror of Erised?
Hvad The Mirror of Erised, som viser vores dybeste ønske i livet, ville vise hvis jeg kiggede i det, er et svært spørgsmål. For hvad er egentlig et dybt ønske, når vi lever i en tid, hvor det meste er tilgængeligt. Dette dybe ønske kommer hurtigt til at virke lidt hult. Men jeg tror, at det ville have noget med rejser at gøre. Et af mine store ønsker for livet er at blive ved med, at rejse og opleve nye steder og nye kulturer, og det håber jeg at jeg vil have mulighed for at gøre resten af livet.

7. Hvilken forfatter ville du helst drikke en kop te eller kaffe med?
(Det her spørgsmål er virkelig populært. Derfor overlapper mit svar med svar 3 i det første indlæg og svar 4 i det andet indlæg).
Det er simpelthen sådan et svært spørgsmål for mig, for selvom jeg er temmelig god til at tale med folk, er jeg så tåbelig til at stille intelligente spørgsmål til intelligente mennesker. Og jeg tænker, at disse mennesker ville forvente nogle gode spørgsmål. Men hvis jeg nu ser bort fra dette faktum, tror jeg gerne jeg ville til middag med Karen Blixen, da jeg ville elske at høre om hendes afrikanske eventyr. Ellers ville jeg gerne udfritte Sir Arthur Conan Doyle om detaljer om Sherlock Holmes eller Jane Austen om hvorvidt hun synes BBC's miniserie 'Pride and Prejudice' (min all-time favorite miniserie) yder hendes fortælling retfærdighed.

8. Hvilken film-adaption af en bog, synes du er den bedste?
Generelt har jeg et ret godt forhold til film-adaptioner. Jeg prøver på ikke at sætte for høje forventninger i forhold til at filmen skal være tro overfor bogen, hvilket vi ved er næsten umuligt. Jeg synes, at LOTR-filmene er helt fantastiske, men måske er dette lidt et snyde-svar idet jeg kun har læst den første bog. Dog kan jeg nævne BBC's Pride and Prejudice, som jeg dog så før jeg læste bogen, hvilket godt kan gøre en forskel. Det samme kunne jeg sige om 'Stardust', hvor jeg ligeledes så filmen før bogen, og 'Harry Potter'-filmene, hvor jeg nåede at se den første film, før jeg gik igang med at læse bøgerne. Det er dog film og serier, som jeg holder meget af, og som jeg synes fanger essensen af bogen. 'Stardust' er måske den film der differentierer sig mest fra bogen, men jeg synes stadig, at det er en fantastisk film.

9. Hvad vil du helst opnå med din blog?
Det jeg gerne ville opnå med min blog ved oprettelsen, var en platform, hvor jeg kunne dele alle mine bognørderier, med andre mennesker, som rent faktisk ville have lyst til at følge med. Det føler jeg, at jeg har opnået. Herudover har jeg ikke som sådan haft yderligere ønsker om at opnå noget med min blog. Den blev oprettet som et frirum, hvor jeg kunne dele min glæde over bøger med andre, som har det som mig. På den led er der kommet mere med bloggen, end jeg havde forventet, da der også er et socialt aspekt i blogverdenen, som man pludselig blev en del af. Men idet jeg ikke har en professionel interesse i den verden, da mit professionelle liv er langt fra litteraturens verden, har bloggen udelukkende været en fritidsinteresse, hvilket den stadig er. 

10. På hvilket socialt medie er du mest aktiv med din blog?
Jeg er ikke aktiv med min blog på nogle sociale medier. Jeg er nok lidt gammeldags anlagt, men idet jeg i perioder kan have svært ved, at følge med på min egen blog, har jeg ikke haft lyst til at skulle binde mig til andre medier, som også kræver tid. Jeg er så småt begyndt at bruge Instagram (istedet for bare at have en følger-profil), men det er mere til privat brug. Udover det har jeg en konto på Goodreads, men her involverer jeg mig heller ikke rigtig i det sociale aspekt. 

11. Hvilke boglige events skal du til dette efterår?
Jeg skal til Bogforum, hvilket jeg glæder mig meget til. Herudover troede jeg, at jeg endelig kunne finde tid til 'Dewey's Readathon', men endnu engang er der kommet planer oveni eventet. Så jeg må nøjes med Bogforum dette efterår.


Tusind tak til Sofie for 11 virkelig gode (og svære) spørgsmål. Dette var de sidste spørgsmål der skulle besvares. Herefter følger 11 facts om mig selv:
  • Jeg skriver stadig læselister i hånden, og nyder, at skrive nye, når der kommer lidt for mange overstregninger i listerne.
  • Jeg har en irrationel frygt for orme og larver, og heraf også slanger
  • Jeg vil hellere have tre små retter, som jeg ikke bliver helt mæt af, end at spise én stor ret, som jeg bliver overmæt af.
  • Jeg har en stor hang til chokolade, og vælger til hver en tid dette, fremfor andre søde sager.
  • Jeg lærte at drikke kaffe, mens jeg var i Sydafrika, da man kunne få så mange lækre kaffedrikke, at jeg følte mig snydt, når jeg hver gang måtte vælge noget andet.
  • Jeg har en orange sofa, som jeg egentlig er blevet lidt træt af, men jeg føler ikke, at jeg kan skille mig af med den.... den er jo orange!
  • Jeg elsker at være tidligt oppe og få en masse ud af dagen, desværre hader jeg at stå tidligt op. Klassisk B-menneske-syndrom!
  • Jeg elsker synet og lyden af vand, men kan blive panisk ved selv at opholde mig i det, hvis jeg ikke kan se bunden.
  • Jeg er for nyligt flyttet 5 kvarter i bil væk fra min arbejdsplads... det er der mange, som ikke forstår.
  • Generelt passer jeg utroligt godt på mine ting, lige på nær telefoner. Af en eller anden grund smutter de altid ud af mine hænder, hvorfor jeg aldrig kunne finde på, at købe en Iphone. De bliver simpelthen nødt til at kunne tåle at ryge på gulvet et vist antal gange, da det er uundgåeligt, når de bor hos mig.
  • Som lille, når folk spurgte om hvad jeg ville være når jeg blev stor, var svaret hund (!). Hvilket er foruroligende på flere planer, men også ironisk fordi jeg er total kattemenneske!


Dette indlæg udgives mens jeg er ude at rejse, men tøv endelig ikke med at efterlade kommentarer, jeg skal nok følge op når jeg er hjemme igen i midten af oktober :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar