onsdag den 26. oktober 2016

Forbudt kærlighed af Ai Mi

Forfatter: Ai Mi
Titel: Forbudt kærlighed
Engelsk titel: Under the Hawthorn Tree
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2007 (denne 2014)

331 sider







Baggrund for læsningen:
I forbindelse med min rejse til Kina, havde jeg pakket noget litteratur, som kunne gøre mig lidt klogere på Kina. En af de bøger jeg havde fået anbefalet (af Bach's Bøger) var 'Forbudt Kærlighed' af Ai Mi.

Kort resumé:
Jingqiu er en ung pige under de sene år af Kulturrevolutionen i Kina. Hendes familie har et dårligt omdømme, og mens hendes far er sendt på landet, kæmper hendes mor, for at familien kan overleve. I forbindelse med et skoleprojekt, drager Jingqiu til en lille landsby på landet, hvor hun sammen med lærere og elever, skal indsamle fortællinger fra landsbyboerne. Her møder hun Jianxin, som hun forelsker sig i. Men Jingqiu er meget bevidst om hvor vigtigt det er at bevare sit gode omdømme og at leve op til de forventninger samfundet har til én, hvilket gør kærligheden svær.

Evaluering:
Jeg blev meget hurtigt fanget af denne fortælling. Det var noget andet end hvad jeg før har læst, rammerne er sat i Kina og endda under en tid, jeg ved meget lidt om. Kulturrevolutionen, har for mig, været et meget ukendt emne, hvilket gjorde denne fortælling rigtig interessant. Man får et godt indblik i, hvordan et ungt menneske, som er vokset op og skolet med Mao's idéer, tænker og agerer.

Kernen i bogen er kærlighedshistorien mellem det unge par, og jeg synes bestemt at den gør det godt. Fortællingen er uskyldig og fin, og på trods af Jingqiu's ufattelige naivitet, blev jeg tryllebundet af den. Jingqiu og Jianxin skal anstrenge sig meget for, at være sammen, og det er så sjældent, at dette kan beskrives uden at det føles kliché-fyldt og tamt. Men denne kærlighedshistorie er meget smuk, og jeg endte i tårer. Jeg synes generelt ikke, at bøger ofte kan drive tårer frem hos mig, men denne bog, formåede at gøre det flere gange (og endda i flyet på vej hjem fra Kina, hvilket var lettere pinligt!).

Jingqiu's kamp for, at hjælpe til med at brødføde familien, holde sig tilbage overfor kærligheden, som skræmmer hende, og hendes iver for, at blive betragtet som pligtopfyldende er både smuk og tragisk. Tragisk, fordi det ikke burde være en kamp der var så svær at vinde, og smuk fordi hun er så uskyldig og godhjertet.

Jeg har læst anmeldelser, som kritiserer bogen for at være langtrukken, og Jingqiu for at være alt for naiv og uvidende. Jeg kan sagtens forstå hvor disse kritikpunkter kommer fra, men jeg så igennem fingre med dem begge under min læsning.

Jeg kan stærkt anbefale denne bog, hvis man er i humør til en smuk kærlighedshistorie, samt at få lidt indsigt i en unik tid i Kina.






Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book set on a different continent'.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar