onsdag den 21. september 2016

Hjertets Stemme af Jan-Philipp Sendker

Forfatter: Jan Philipp Sendker
Titel: Hjertets stemme
Orig. titel: Herzenstimmen
Forlag: Gads Forlag
Udgivelse: 2012 (denne 2016)

351 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg takkede ja til dette anmeldereksemplar fra Gads Forlag, da jeg fik muligheden. Der stod at det var en selvstændig fortsættelse til 'At høre hjertet slå', og jeg kan huske at have læst mange positive anmeldelser af denne bog, hvorfor jeg tænkte, at denne formentlig også ville være god. Min oprindelige intention var, at gå på biblioteket og låne 'At høre hjertet slå', så jeg kunne læse denne først. Men idet tiden er gået alt for hurtigt her på det seneste, valgte jeg at nøjes med at læse denne ene. 

Kort resumé:
Julia begynder at høre en insisterende kvindestemme, som ikke er hendes egen. Stemmen fører hende på en rejse tilbage til Burma, hvor det er mange år siden, hun sidst besøgte sin bror. Sammen med sin bror føres hun ud på en rejse ind i landet, for at finde ud af, hvem der ejer stemmen, og hvordan hun kan få den til at gå væk. I hendes søgen efter stemmens ejermand, hvirvles hun ind i en tragisk familiehistorie, om kærlighed, svigt og tab.  

Evaluering:
Det tog mig meget længere tid at læse denne bog, end det burde have gjort. Jeg har haft lidt for meget om ørerne, og af denne årsag er bogen blevet læst af mange omgange. Det er dog heldigvis en bog, som er let at komme ind i igen, på trods af længere pauser. Da jeg begyndte på bogen, var jeg en anelse nervøs for, om det i sandhed var en selvstændig fortsættelse. Men det må jeg sige, at det var. Jo, jeg ville måske have fået endnu mere ud af bogen, hvis jeg havde læst den første ('At høre hjertet slå'), men jeg følte umiddelbart ikke at jeg manglede noget, for at kunne følge fortællingen.

Fortællingen er delt op i tre dele. Fortællingen om Julia i New York og Julia i Burma, fortællingen om en burmesisk familie Nu Nu og hendes sønner Ko Gyi og Thar Thar, og fortællingen som samler de to spor. Jeg må ærligt sige, at den første del ikke interesserede mig meget. Jeg synes ikke Julia var specielt fornuftig, og jeg følte at fortællingen var lidt utroværdig (herunder munken fra Burma, som Julia møder i et Buddhistisk center i New York). Til gengæld var jeg helt vild med anden del om Nu Nu, Ko Gyi og Thar Thar. Denne fortælling er helt anderledes end den første, er meget barsk, men også smuk og ærlig. Den rørte mig meget, hvilket var en stærk kontrast til første del af bogen, som virkede en anelse tilfældig. Min fascination for denne anden del af fortællingen gjorde, at den sidste del, hvor de to første dele mødes, ligeledes vakte min interesse, på trods af, at vi vendte tilbage til Julias verden, som sommetider virkede lidt flad.

Jeg ville læse 'At høre hjertet slå' blot for udsigten til at få en lige så smuk fortælling, som fortællingen om Thar Thar, men jeg føler lidt, at forfatteren falder igennem med hans nutidige del af fortællingen. Jeg tænker på, om jeg måske ville tænke anderledes om personligheden Julia, hvis jeg havde læst den første bog, idet personligheden ikke rigtig bygges op i denne efterfølger. Hvem ved, det kunne være man forstod hende bedre. Om ikke andet er dette en bog, som både kan give let underholdning, men som også kan røre læseren dybt.






Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book published this year', idet bogen blev udgivet på dansk i år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar