torsdag den 29. september 2016

Liebster Award 2016 - En føljeton - del 1

Tilbage i august blev jeg nomineret til Liebster Award, som har floreret på diverse blogge den seneste tid. Det blev jeg selvfølgelig rigtig glad for, dog har jeg været en snegl til at skrive indlægget, hvilket har resulteret i, at jeg er blevet tagget yderligere to gange. Det er jeg selvfølgelig ikke ked af, da tre søde bloggere, hver har formuleret 11 interessante spørgsmål jeg kan besvare. Dog kan det godt virke lidt voldsomt med ét indlæg til at besvare 33 forskellige spørgsmål, så for at indlægget ikke bliver for langt, og for at de tre søde bloggeres spørgsmål ikke drukner i hinanden, har jeg valgt at dele det op i tre indlæg.

Det er Inge fra 'Hverdagens Baggård', Amalie fra 'Adventures of a Booknerd' og Sofie fra 'Bogslottet', som har nomineret mig, og jeg er superglad for nomineringerne og spørgsmålene.

Kort om retningslinjerne for Liebster Award:
  • Tak bloggeren, som nominerede dig
  • Vis Liebster Award-logoet i dit indlæg
  • Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig
  • Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv
  • Nominér 11 nye bloggere og skriv dine egne 11 spørgsmål til de nominerede.

Jeg kommer i hvert af de tre indlæg til at besvare 11 spørgsmål. De 11 facts om mig selv vil komme i tredje indlæg, og jeg kommer ikke til at nominere 11 nye bloggere. Det er ved at være lang tid siden, at jeg er blevet nomineret, og jeg tror simpelthen, at de fleste, som har lyst til at lege med, allerede har været nomineret.

Jeg vil starte med at besvare første sæt spørgsmål stillet af Inge fra 'Hverdagens Baggård':


1. Hvad betyder din blog for dig?
Min blog betyder for mig et frirum, hvor jeg kan dele min glæde over bøger med andre, som har det som mig. Jeg nyder at dele anmeldelser og betragtninger med andre læsere, og bliver simpelthen så glad for, at folk gider læse hvad jeg skriver, og har lyst til at kommentere mine skriverier. Bloggen er og bliver et frirum for mig, hvorfor jeg gør mig meget umage med, at undgå det kommer til at føles som en byrde. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg før har følt en dårlig samvittighed, når jeg ikke fik skrevet på bloggen, men idet jeg har sat barren lavt (som i minimum ét indlæg om ugen), er det ikke ofte, at jeg føler dette.

2. Hvordan fandt du ud af, at der eksisterede blogs?
Jamen, jeg tror altid jeg har vidst, at der fandtes blogs, men jeg har ikke rigtig kunne se mig selv, som værende en del af det miljø, før jeg selv begyndte at blogge. Jeg begyndte at blogge for nogle år tilbage, idet min søster havde opstartet en hverdagsblog, samt en bogblog, hvilket vakte min interesse for mediet. Jeg har altid holdt opsyn med hvad jeg læste, har ratet mine læseoplevelser, og har nydt at holde styr på læselister. Efter min søster åbnede mine øjne for blogverdenen, indså jeg, at det var den ultimative måde, at holde styr på mine læseoplevelser, samtidig med, at andre kunne følge med. Det var først efter, at bloggen kom igang, at jeg opdagede det sociale aspekt der er i bloggerverdenen.

3. Hvilken forfatter ville du gerne til middag med (død eller levende)?
Det er simpelthen sådan et svært spørgsmål for mig, for selvom jeg er temmelig god til at tale med folk, er jeg så tåbelig til at stille intelligente spørgsmål til intelligente mennesker. Så de fleste forfattere jeg ser op til, ville jeg helst ikke til middag med, da jeg frygter, at jeg ville gøre mig selv til grin. Men hvis jeg nu ser bort fra dette faktum, tror jeg gerne jeg ville til middag med Karen Blixen, da jeg ville elske at høre om hendes afrikanske eventyr. Ellers ville jeg gerne udfritte Sir Arthur Conan Doyle om detaljer om Sherlock Holmes eller Jane Austen om hvorvidt hun synes BBC's miniserie 'Pride and Prejudice' (min all-time favorite miniserie) yder hendes fortælling retfærdighed.

4. Hvor køber du dine bøger henne?
Jeg køber ikke mine bøger ét specielt sted. Når jeg er ude at rejse, køber jeg bøger i lokale boghandlere, når jeg er hjemme, bestiller jeg både bøger over nettet eller benytter de danske boghandlere. Jeg udnytter hver en chance jeg får til at gå ind i de antikvariater jeg støder på, og scanner bogbordene på diverse loppemarkeder. 

5. Er der en fiktiv karakter du kan identificere dig selv med?
Jeg tror at der er flere, men lige nu er jeg blank. Der er ingen tvivl om, at jeg i mine yngre år, havde lettere ved at identificere mig med karakterene i de bøger jeg læste, end jeg har idag. Men jeg er sikker på, at det sker af og til...

6. Læser du tegneserier?
Jeg læser i den grad tegneserier! Som barn og ung, lånte jeg mest tegneserier på biblioteket, hvor det gerne var de klassiske tegneserier, som 'Splint og Co.', 'Tintin', 'Asterix' og 'Valhalla'. Som voksen har der åbnet sig en helt ny verden for mig indenfor moderne tegneserier, og jeg har taget mine spæde skridt sammen med 'Fables' og 'Saga', som begge er fantastiske serier.

7. Hvad er dit næste kreative projekt?
Jeg er som sådan ikke et særlig kreativt menneske. Jeg strikker, syr, tegner eller maler ikke. Jeg har dog altid holdt meget af småkreative sysler, som malebøger, scrap-books og min blog. Men der er vist ikke noget, som ligefrem kan betegnes, som et kreativt projekt. Jeg er dog lige flyttet, og indretningen af mit nye hjem, vil måske kunne betegnes, som et kreativt projekt, som jeg er i fuld gang med.

8. Har du nogen allergier?
Jeg skulle lige til at skrive nej, idet jeg kom i tanke om, at jeg sådan set er allergisk overfor bistik. Det er ikke værre, end at jeg hæver lidt op, og jeg har kun oplevet det få gange i mit liv.

9. Skal du med til bogmesse i Bella centeret til november i år?
Det skal jeg i den grad! Jeg plejer at tage afsted til Bogforum hvert år, og er altid ærgerlig de år, hvor jeg er forhindret i at deltage. I år tager jeg afsted med min søster, og det bliver lidt lettere tilgængeligt for mig end det har været de andre år, idet jeg er flyttet forholdvis tæt på Bella centeret.

10. Har du kæledyr?
Jeg har ingen kæledyr, og har ikke haft kæledyr siden jeg flyttede hjemmefra. Dette skyldes både, at jeg har boet steder hvor det ikke har været tilladt, men også, at jeg ikke har ville være afhængig af et kæledyr i forhold til bl.a. mine rejser. Men når det så er sagt elsker jeg dyr, og hvis jeg skulle have et i mit hjem, ville det helt sikkert være en kat.

11. Hvilken bog skræmte dig at læse?
Hvis vi taler gys og horror, holder jeg mig oftest fra den genre, da jeg er så let at skræmme. Jeg husker at have læst 'Ondskabens Hotel' af Stephen King, som skræmte mig temmelig meget. Men herudover er der mange andre typer bøger, som har skræmt mig, herunder 'Station Elleve', idet den måske ikke er så langt fra vores virkelighed, som jeg gerne ville tro, og 'Aldrig uden dig' fordi manipulation kan være en uhyggelig måde at opnå sine mål på.



Endnu engang tak til Inge for de 11 spørgsmål, de næste 11 spørgsmål fra Amalie kommer i det næste indlæg.

søndag den 25. september 2016

Læs for Livet!


Da jeg for nyligt er flyttet fra min lejlighed i Kalundborg, har jeg fået sorteret ud i mine bøger. Jeg har længe haft en bunke bøger stående, som jeg har haft de bedste intentioner om, at give væk, det er bare ikke rigtig blevet til noget. Dog er sådan en flytning, en fantastisk lejlighed, til at få gjort noget ved det. Min bunke af frasorterede bøger, består både af læste og ulæste bøger i forskellige genrer, fælles for dem alle er dog, at jeg ikke kommer til at læse dem første eller anden gang. Jeg valgte at dele bunken op, så alle ungdomsbøger og YA-bøger var i en bunke for sig, idet jeg havde besluttet mig for, at disse skulle gives til 'Læs for Livet'. Disse bøger er alle bøger jeg har fået foræret gennem forlag og litterære arrangementer, hvorfor flere af bøgerne er af nyere dato, og de alle er i superfin stand. Jeg har læst et par stykker af dem, dog er hovedparten ulæste bøger, som der bare har stået og kedet sig på min reol i lang tid.

Læs for Livet er en nonprofit-organisation, som indsamler bøger i god stand til steder, som huser unge, udsatte mennesker (dette være sig behandlingshjem, krisecentre, børnehjem m.m.), hvor der ikke er midler til selv at anskaffe sig disse. Dette i troen på, at bøgerne kan øge livskvaliteten, samt fremme fantasi, sprog m.m. for de unge mennesker, som kommer til at få glæde af bøgerne. Og jeg er ret sikker på, at de færreste bogelskere vil være uenig i det faktum, at en god bog, kan gøre underværker.

Jeg synes simpelthen det er sådan et fint koncept, og det er så let, at støtte op om, såfremt man alligevel har bøger, man gerne vil af med. Læs for Livet er lokaliseret på Østerbro, med meget sparsomme åbningstider, så jeg benyttede istedet et af de mange indleveringssteder, som sørger for at bogpakkerne kommer videre til Læs for Livet. I mit tilfælde benyttede jeg Børn og Unge-afdelingen på Københavns Hovedbibliotek, men der findes flere indleveringssteder fordelt rundt omkring i landet.

Bogpakken, som hermed er givet videre til nye ejere, bestod af:

  • Eleanor og Park af Rainbow Rowell - Dette er en af de bøger, jeg faktisk har læst og synes rigtig godt om. Samtidig ved jeg dog også, at jeg aldrig kommer til at læse den igen, hvorfor der lige så godt er nogle andre, som kan få glæde af den.
  • Dæmonherskerens Arving af H.W. Klaris - Dette er også en bog, jeg har læst, dog faldt denne ikke helt i min smag. Der er dog rigtig mange positive anbefalinger af denne bog, hvorfor jeg ved, at der nok skal være mange der vil finde stor glæde i den.
  • Blå Lys af Jon Brændsgaard Toft - Igen en bog der er læst, men som ikke faldt i min smag. Jeg er sikker på, at et lidt yngre publikum vil synes bedre om den, end jeg gjorde.
  • Jellicoe Road af Melina Marchetta - Ulæst bog
  • Landet Armgard af Ken Brerup - Ulæst bog
  • Marian og Robin af Minna B. Winsløw - Ulæst bog
  • Månens Kald af Patricia Briggs - Ulæst bog
  • Return of the Wizard King af Chad Corrie - Ulæst bog

Hvis i selv står med nogle børne- og ungdomsbøger, som i gerne vil af med, kan i læse mere om Læs for Livet her


Det skal siges, at dette indlæg er skrevet fuldt ud på eget initiativ, på baggrund af min begejstring for organisationen, og Læs for Livet har altså ikke opfordret til dette.

onsdag den 21. september 2016

Hjertets Stemme af Jan-Philipp Sendker

Forfatter: Jan Philipp Sendker
Titel: Hjertets stemme
Orig. titel: Herzenstimmen
Forlag: Gads Forlag
Udgivelse: 2012 (denne 2016)

351 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg takkede ja til dette anmeldereksemplar fra Gads Forlag, da jeg fik muligheden. Der stod at det var en selvstændig fortsættelse til 'At høre hjertet slå', og jeg kan huske at have læst mange positive anmeldelser af denne bog, hvorfor jeg tænkte, at denne formentlig også ville være god. Min oprindelige intention var, at gå på biblioteket og låne 'At høre hjertet slå', så jeg kunne læse denne først. Men idet tiden er gået alt for hurtigt her på det seneste, valgte jeg at nøjes med at læse denne ene. 

Kort resumé:
Julia begynder at høre en insisterende kvindestemme, som ikke er hendes egen. Stemmen fører hende på en rejse tilbage til Burma, hvor det er mange år siden, hun sidst besøgte sin bror. Sammen med sin bror føres hun ud på en rejse ind i landet, for at finde ud af, hvem der ejer stemmen, og hvordan hun kan få den til at gå væk. I hendes søgen efter stemmens ejermand, hvirvles hun ind i en tragisk familiehistorie, om kærlighed, svigt og tab.  

Evaluering:
Det tog mig meget længere tid at læse denne bog, end det burde have gjort. Jeg har haft lidt for meget om ørerne, og af denne årsag er bogen blevet læst af mange omgange. Det er dog heldigvis en bog, som er let at komme ind i igen, på trods af længere pauser. Da jeg begyndte på bogen, var jeg en anelse nervøs for, om det i sandhed var en selvstændig fortsættelse. Men det må jeg sige, at det var. Jo, jeg ville måske have fået endnu mere ud af bogen, hvis jeg havde læst den første ('At høre hjertet slå'), men jeg følte umiddelbart ikke at jeg manglede noget, for at kunne følge fortællingen.

Fortællingen er delt op i tre dele. Fortællingen om Julia i New York og Julia i Burma, fortællingen om en burmesisk familie Nu Nu og hendes sønner Ko Gyi og Thar Thar, og fortællingen som samler de to spor. Jeg må ærligt sige, at den første del ikke interesserede mig meget. Jeg synes ikke Julia var specielt fornuftig, og jeg følte at fortællingen var lidt utroværdig (herunder munken fra Burma, som Julia møder i et Buddhistisk center i New York). Til gengæld var jeg helt vild med anden del om Nu Nu, Ko Gyi og Thar Thar. Denne fortælling er helt anderledes end den første, er meget barsk, men også smuk og ærlig. Den rørte mig meget, hvilket var en stærk kontrast til første del af bogen, som virkede en anelse tilfældig. Min fascination for denne anden del af fortællingen gjorde, at den sidste del, hvor de to første dele mødes, ligeledes vakte min interesse, på trods af, at vi vendte tilbage til Julias verden, som sommetider virkede lidt flad.

Jeg ville læse 'At høre hjertet slå' blot for udsigten til at få en lige så smuk fortælling, som fortællingen om Thar Thar, men jeg føler lidt, at forfatteren falder igennem med hans nutidige del af fortællingen. Jeg tænker på, om jeg måske ville tænke anderledes om personligheden Julia, hvis jeg havde læst den første bog, idet personligheden ikke rigtig bygges op i denne efterfølger. Hvem ved, det kunne være man forstod hende bedre. Om ikke andet er dette en bog, som både kan give let underholdning, men som også kan røre læseren dybt.






Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book published this year', idet bogen blev udgivet på dansk i år.

søndag den 4. september 2016

Et frisk pust til læsningen


Gennem den seneste periode, hvor jeg blandt andet er flyttet, har der været utroligt meget at se til. Overskuddet har befundet sig på et meget lille sted, og jeg har virkelig ikke fået læst meget. Lysten til at læse er der, men så snart jeg tager en bog op, føler jeg at tankerne vandrer. Så læsningen har befundet sig på et minimum. Af samme årsag, har jeg fået lyst til at tage fat i lidt kortere bøger, for at sætte lidt skub i læsningen igen. Dette kan næsten ikke gøres bedre, end med Penguin's 'Little Black Classics', som er en lang række af korte fortællinger fra klassiske forfattere. Derfor var jeg, igår, et smut i 'Politikens Boghal' for, at købe tre af de små sorte bøger:
  • The Queen of Spades af Alexander Pushkin
  • The stolen White Elephant af Mark Twain
  • Lot No. 249 af Arthur Conan Doyle
Af de tre forfattere, har jeg kun stiftet bekendtskab med Arthur Conan Doyle, så det bliver spændende at læse noget af de to resterende. For  det kan de små bøger nemlig også bruges til; at stifte bekendtskab med nye forfattere, og finde ud af, om det er forfatterskaber, som skal udforskes.

Da serien blev lanceret første gang, kunne jeg godt lide konceptet med, at det var små billige bøger, som alle havde mulighed for, at læse. Men jeg så dem ikke som bøger, jeg selv skulle eje. Efterfølgende er jeg dog faldet for det lille format, det simple udseende, og de charmerende fortællinger. Jeg har nu seks små bøger i samlingen, som pynter på reolen.