lørdag den 27. august 2016

Valkyrierne af Paulo Coelho

Forfatter: Paulo Coelho
Titel: Valkyrierne
Forlag: Bazar
Udgivet: 1992 (denne 2011)

219 sider








Baggrund for læsningen: 
Jeg mener, at jeg købte denne bog i forbindelse med et bogudsalg. Da jeg tidligere har læst 'Alkymisten', som jeg syntes rigtig godt om, tænkte jeg, at jeg nok også ville synes godt om denne titel.

Kort resumé:
Paulo og hans kone Chris rejser fra Brasilien til Mojave-ørkenen. Paulo, for at se sin skytsengel, Chris, for at støtte sin mand. Dog ændrer rejsen sig snart til en søgning efter Valkyrierne, som efter sigende, kan hjælpe Paulo med sit ønske. Chris begynder at få øjnene op for den magiske verden hendes mand lever i, og hendes spirituelle rejse får sin spæde start i Mojave-ørkenen. 

Evaluering:
Jeg gik igang med denne fortælling, med den forestilling, at bogen ikke ville kunne leve op til den oplevelse jeg havde med 'Alkymisten', men at fortællingen stadig ville give mig smukke, tankevækkende passager, som satte livet i nyt perspektiv, for er det ikke det Coelho gør? Jeg kan godt se nu, at forventningerne til denne bog har været for høje. Jeg fandt både denne fortælling kedelig og lettere uforståelig. Jo, der var enkelte smukke passager, men hele snakken om religion, skytsengle og spiritualitet var alt for indforstået og meget svært for mig, at forstå, som et ikke særlig spirituelt menneske.

Udover dette, synes jeg ikke at Coelho har fået skruet fortællingen særlig interessant sammen. Der er ingen tvivl om, at ligeledes, som i 'Alkymisten', er dette ikke en handlings-drevet fortælling, men mere en eftertænksom rejse for læseren, som sætter gamle ting i nye perspektiver. Men til forskel fra 'Alkymisten', hvor jeg følte mig oplyst med fornyet energi, følte jeg ikke at der var noget, som jeg kunne tage med mig fra læseoplevelsen af Valkyrierne. Meget simpelt sagt, så sagde den mig bare ikke noget.

Rejsen gennem Mojave-ørkenen, det vaklende ægteskab og søgen efter Valkyrierne, var på ingen måde interessant læsning for mig, og jeg mener ikke at Coelho har formået at fange essensen af disse oplevelser.

Fortællingen er beskrevet som en skildring af en rejse Coelho foretog sig i 1988, hvilket gør, at man, gennem bogen, kommer til at kende personen Paulo Coelho en smule bedre. Det kommer dog desværre ikke ud til Coelhos fordel, idet jeg egentlig ikke bryder mig meget om hans ageren gennem bogen. Dog er det beundringsværdigt, at Coelho på ingen måde har forsøgt at lægge skjul på sine dårlige sider, som kommer til udtryk, særligt gennem Chris' oplevelser.

Alt i alt er dette ikke en bog jeg nød at læse, og den eneste grund til, at jeg færdiggjorde den, var fordi den var så kort. Jeg tror ikke nødvendigvis jeg kommer til at læse flere bøger fra Coelhos hånd, så vil jeg langt hellere genlæse 'Alkymisten', som har så mange smukke ting at fortælle.






Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book with a one-word title'.


søndag den 21. august 2016

Den store flytning


Der har været lidt stille på bloggen igennem den seneste uge, og det er der en særlig grund til. Udover den normalt travle hverdag, så er der blevet presset en flytning ind oveni. Jeg har nemlig i denne weekend skiftet min adresse i Kalundborg ud med en ny adresse på Christianshavn. Det er virkelig skønt, og jeg nyder de nye omgivelser, men selve flytte-processen har været lidt hård. 

Det er en mystisk ting at skulle pakke sit liv ned i papkasser, og jeg bliver altid overrasket over, hvor mange papkasser der egentlig skal fyldes. En stor del af disse papkasser, har været bogkasser, og de var altså ikke særligt sjove at pakke. Men lige så meget som jeg hader at pakke ned, lige så meget elsker jeg at pakke ud. Det er skønt at sætte ting på plads et nyt sted og indrette sig på ny. Bøgerne er kommet på reolen, og i den nye lejlighed, har jeg ikke et ekstraværelse, så nu står bøgerne i stuen. Jeg var først lidt skeptisk, da de jo fylder en del, men nu hvor de er på plads, er det faktisk helt rart at have dem her, hvor jeg hele tiden kan kigge på dem. Jeg har lavet et par små ændringer i opsætningen, men ellers står de stort set, som de plejer. I et lettere uigennemskueligt system efter genre og så alligevel ikke helt konsekvent. Alle har deres egen systemer, og det virker til, at mine bøger altid finder vej til dette system, på trods af jævnlige små omrokeringer.

onsdag den 10. august 2016

Den anden Dronning af Philippa Gregory

Forfatter: Philippa Gregory
Titel: Den anden Dronning
Orig. titel: The other Queen
Serie: The Tudor Court #8
Forlag: Cicero
Udgivelse: 2008 (denne 2009)


400 sider





Baggrund for læsningen:
Denne bog har virkelig stået længe på min bogreol. For flere år tilbage læste jeg 'Den evige prinsesse' af Philippa Gregory, som er den første bog i serien om Tudor-hoffet. Jeg husker den, som værende fint underholdende, og da der skulle ryddes op i læseeksemplarer på min daværende arbejdsplads, som var en boghandel, snuppede jeg 'Den anden dronning' med hjem. Åbenbart imponerede 'Den evige prinsesse' mig ikke mere end, at 'Den anden dronning' kom til at stå og samle støv på reolen i flere år. Men nu kom tiden, hvor jeg endelig kastede mig over den.

Kort resumé:
Den skotske dronning, Maria Stuart, må flygte fra Skotland efter at hendes halvbror har stået bag et oprør, som har væltet hende af tronen. Maria Stuart søger tilflugt i England, hvor hun håber på, at hendes engelske forbundsfælle, Dronning Elizabeth, vil hjælpe hende tilbage til hendes retmæssige trone. Der sværmer dog rygter omkring Maria Stuart's indblanden i hendes mands snigmord, hvorfor Elizabeth ikke er villig til at lade hende rejse en hær med det samme. Maria bliver indlogeret hos Hertug George Shrewsbury og hans kone Bess. Bess, som er steget fra ringe kår, har ikke meget til overs for den forkælede dronning Maria, som for hvem, mænd falder på stribe og risikerer deres liv for, at hjælpe med at flygte.

Evaluering:
Denne bog interesserede mig desværre ikke meget. Jeg følte at den var langtrukken, og at rammerne for fortællingen, slet ikke var interessante nok, til at løfte den store historiske fortælling.

Fortællingen er bygget op omkring tre fortællerstemmer, Bess', Georges og Marias. Jeg synes ikke at de tre fortællerstemmer differencerede sig nok fra hinanden. Der er ingen tvivl om, at de tre personer havde vidt forskellige holdninger og motiver, men dette var udelukkende klart, idet de blev ved med, at fortælle om disse holdninger. Ved Bess' afsnit, hørte man ikke om andet end penge og jord, ved Georges afsnit hørte man ikke om andet end ære og at gøre det rigtige, og ved Marias afsnit var det en uendelig salgstale for, hvorfor man ikke kan skade en retmæssig dronning. Og ærlig talt, så blev det bare en anelse trættende at høre på. Jeg ville gerne have opfanget lidt finere nuancer af deres personlighed mellem linjerne, istedet for, at skulle have den forklaret.

Jeg mener bestemt, at der ligger en spændende historisk begivenhed til grunds for denne fortælling, men at hele fortællingen forløber på to herregårde, mens alle de store begivenheder, optøjerne, Elizabeths samspil med Cecil, Marias trofaste tilhængere, som forsøger at smede rænker, foregår langt væk fra disse herregårde, er altså lidt trist. På denne måde får man, som læser, ikke meget indblik i begivenhederne, idet oplevelserne fås gennem breve og samtaler, som Maria, Bess og George fører. Til gengæld får man, et stort indblik i Bess' måde at holde regnskab på, Georges tåbelige følelser, samt Marias håb om frihed, hvilket jeg langt fra, finder lige så interessant, som de reelle begivenheder.

Så alt i alt, var jeg lidt skuffet over denne fortælling, da jeg havde håbet på lidt let sommerlæsning, men istedet fik en bog jeg fandt kedelig og skulle kæmpe mig igennem. Bogen er den sidste bog af otte uafhængige romaner om Tudor Hoffet, så hvis man har læst de andre, vil jeg tro det er meget rart at få serien rundet af med denne. Hvis man ikke har læst de andre vil jeg ikke anbefale at læse denne, jeg husker ihvertfald 'Den evige prinsesse', som værende bedre underholdning.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'From the bottom of my TBR-pile'.

tirsdag den 2. august 2016

Nye bøger til reolen (24) - Fødselsdag og Cph Crime



Jeg har ikke anskaffet mig særlig mange bøger her på det seneste. Jeg føler et stort behov for at læse nogle af de ulæste jeg har stående på reolen, og holder derfor lidt igen med de store bogkøb. Jeg har dog skrabet lidt forskelligt sammen, fra forskellige sammenhænge:

  • Tavs som graven af Arnaldur Indridason: Denne bog fik jeg til Cph. Crime af Arnold Busck, som havde inviteret mig til eventet. Jeg tog bogen med til Island, da jeg tænkte at krimi fra en islandsk forfatter lige måtte være sagen, men faktisk fik jeg den slet ikke åbnet. Det må blive en anden gang.
  • Sorte sø af Lars Kjædegaard: Dette var ligeledes en bog, jeg fik til Cph. Crime af Arnold Busck, og hvis jeg skal være helt ærligt har jeg endnu ikke læst på bagsiden. Jeg læser generelt ikke så mange krimier, men en gang imellem er det rart at variére læsningen med en enkelt, så den skal nok blive læst på et tidspunkt.
  • Gidsel i Amman af Mogens Blom: Dette var en bog der blev delt ud til alle deltagere ved Cph. Crime. Jeg synes det er en ret fin gestus, at alle fik en bog. 
  • Sidste rejse af Carsten Jensen: Så var jeg på loppemarked, og her fandt jeg 'Sidste rejse' i en ret fin og velholdt udgave. Tror egentlig jeg kunne have lånt den af min søster, men nu var den bare så flot. Jeg har ikke læst andet af Carsten Jensen end 'Vi, de druknede', men den synes jeg også bare var fantastisk god, så jeg glæder mig til at læse denne.
  • Jorden rundt i 80 dage af Jules Verne: Endnu et fund fra loppemarkedet. Jeg har læst den for mange år tilbage, og husker den egentlig som den bedste Verne-bog jeg har læst. Af samme årsag har jeg længe gerne ville eje en kopi af den, og nu faldt jeg over en udgave, som matcher min 'En verdensomsejling under havet', som jeg også har fundet brugt, så det kunne jeg slet ikke stå for. 
  • Virginia Woolf: Og det bedste til sidst. Nu havde jeg jo fødselsdag i sidste måned, og her havde min søster fundet en fin samling med 9 fortællinger af Virginia Woolf, som jeg længe gerne har ville læse noget af. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme igang med hendes forfatterskab, og nu kan jeg gøre det med en meget smuk udgave fra Wordsworth Editions.