mandag den 20. juni 2016

Jorden Børn 1, 2 og 3 af Jean M. Auel


Jeg er lige ved at være færdig med 'Jordens Børn' 4, da det gik op for mig, at jeg ikke har anmeldt bind 1, 2 og 3 i serien herinde. Grunden dertil er, at jeg har læst de tre bøger inden jeg startede denne blog, men da jeg gerne vil anmelde bind 4 i serien, så snart jeg er færdig med at læse den, kommer her lige en kort anmeldelse af de tre første:


Titel: Hulebjørnens Klan
Serie: Jordens Børn 1
Forfatter: Jean M. Auel

Kort resumé:
Cro-Magnon pigen Ayla opfostres hos Klan-folket, da hun har mistet sin egen stamme, da hun var barn. Hun passer ikke ind ved dette folk, men prøver at lære traditionerne og sproget så godt hun kan. Det er dog ikke alle i Klanen, som bryder sig om hende, og de forsøger at gøre livet surt for hende.


Kort evaluering: 
Jeg synes at denne bog var vildt interessant. Man kan virkelig mærke det research-arbejde, som er lagt i fortællingen, og Auel gør mig klogere, omend det i stor udstrækning er hendes egen fortolkning af datidens leveform. Fortællingen formår dog at give en troværdig version af, hvordan livet i istiden kunne have foregået. Jeg synes det er en super interessant fortælling, i et behageligt tempo og jeg nød at læse den.
*****

Titel: Hestenes Dal
Serie: Jordens Børn 2
Forfatter: Jean M. Auel

Kort resumé:
Ayla forsøger at overleve alene, uden Klan-folket, men møder mange udfordringer. Udover sult og fare, føler hun ensomhed og afsavn efter den familie hun er vokset op hos. Mens Ayla forsøger, at finde trøst i dyrene omkring hende, overraskes hun en dag af mennesker af hendes egen slags. Hun har aldrig mødt andre, som hende, før, og forundres og forelsker sig i den smukke Jondalar.

Kort evaluering:
Da jeg gik igang med denne fortælling, havde jeg høje forventninger til den. Jeg nød virkelig at læse 'Hulebjørnens klan' og forventede at blive lige så underholdt af denne fortælling. Jeg blev dog lidt skuffet. Fremdriften i fortællingen var temmelig sløv, og jeg synes at forfatteren dvælede for meget ved alting, hvilket begyndte at kede mig en anelse. Dog var det dejligt, at Ayla endelig mødte et andet menneske, som hende, og jeg begyndte så småt, at nyde fortællingen. Den var ikke på højde med den forrige, men var bestemt god underholdning.
*****

Titel: Mammutjægerne
Serie: Jorden Børn 3
Forfatter: Jean M. Auel

Kort resumé:
Ayla og Jondalar rejser sammen fra grotten, for at komme nærmere Jondalars hjem. På deres vej møder de Mamutoi-folket, som byder dem velkommen i deres lejr. Her lærer Ayla at leve side om side med mennesker af hendes egen slags, hvor hun accepteres og beundres for sine mange talenter.

Kort evaluering:
Efter at have været ret vild med 'Hulebjørnens Klan' og en anelse skuffet over 'Hestenes Dal' havde jeg håbet, at 'Mammutjægerne' ville få serien tilbage på sporet, som første bind havde lagt. Det var dog ikke helt hvad der skete. Istedet for at blive revet med af en spændende fortælling, blev jeg hvirvlet ind i et forfærdeligt ligegyldigt trekantsdrama, som grundede ene og alene i manglende kommunikation. Dette drama fyldte alt for meget i fortællingen, og det gjorde mig ærligt talt lidt træt. Fortællingen havde sine højdepunkter, men trekantsdramaet og det, at Ayla er fantastisk til alt hvad hun rører ved, blev en anelse for meget til min smag.
*****

Her burde jeg måske stoppe med at læse videre i denne serie, men da jeg stadig havde en lille forhåbning om at serien ville blive bedre, kastede jeg mig over bind 4 for nylig. Jeg er tæt på at være færdig, så anmeldelse af denne følger snarest.

Er der andre som har læst denne serie? I så fald, hvad synes i om udviklingen i serien?


9 kommentarer:

  1. Jeg har læst de tre først bøger i serien og jeg genlæser dem med jævne mellemrum, da jeg godt kan lide Ayla og hele ideen med de to racer af 'mennesker' og hvordan den enes overlevelse er den anden races undergang.

    Jeg har forsøgt at læse videre i serien, men jeg følte bare at det var gentagelse af temaet fra de tre første, så for mig vil Jordens børn altid være en trilogi ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror faktisk vi har talt om denne serie før, kunne huske at du synes bedst om de tre første... det tegner ikke godt for min videre færd i serien... Men nu hvor jeg er kommet så langt, har jeg svært ved at stoppe. Dog synes jeg virkelig at kvaliteten er dalende i serien, og jeg synes det er så ærgerligt, når første bog er så god!

      Slet
  2. Jeg har faktisk aldrig læst bøgerne, selvom jeg ofte har kigget på dem. Er der ikke også ret mange bøger i serien?

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er seks bøger i serien, og nu hvor jeg har færdiglæst bog 4, føler jeg, jeg bliver nødt til at læse serien færdig, nu er jeg jo kommet så langt... Må dog sige, at læseoplevelsen toppede i første bog, og de efterfølgende har ikke rigtig kunne leve op til den. Men synes bestemt, at bog 1 er en læsning værd, hvis du skulle få lyst til at prøve kræfter med serien.

      Slet
  3. Åh, Jordens Børn! Dem læste jeg i folkeskolen for første gang. Jeg var typen, der gik efter de tykke bøger xD
    Jeg genlæste dem i gymnasiet, og selv om jeg synes at den overordnede fortælling er super interessant, synes jeg at Auel går lidt for meget op i naturbeskrivelser. Jeg endte faktisk med at springe en del af dem over, fordi de var så lange og overhovedet ikke gjorde noget for fortællingen i min optik..
    Ej, nu har jeg fået lyst til at genlæse dem :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret i, at der går lidt for meget naturbeskrivelse i den, især i bind 4! Jeg er meget ærgerlig over, at jeg føler at oplevelsen med serien er gået stødt nedad, jo længere jeg er kommet i den. Er nu stadig ret vild med bog 1. Du må igang igen :) Jeg tænker ihvertfald at jeg sagtens kunne finde på at genlæse bog 1 engang... men formentlig ikke de andre...

      Slet
  4. Jeg kan huske, at da jeg læste Hulebjørnens Klan, havde jeg virkelig svært ved at fungerer i den virkelig verden. Jeg blev så utroligt opslugt af historien, jeg kunne slet ikke lægge den fra mig rent mentalt, når jeg ikke havde den i mine hænder.
    Jeg havde Ayla på hjernen.

    Hestenes dal syntes jeg var okay, ikke vild eller noget, men spændende på sin egen måde. Spændende for den udvikling Ayla gik igennem, og spændende for brøderenes rejse.

    Og så kom jeg ikke længer i serien, jeg er bange for jeg skal blive så opslugt igen at jeg ikke kan fungere i den virkelige verden, og får svært ved at passe mit arbejde.

    Har dog hørt at Rejsen over stepperne skulle være næsten umulig at komme igennem. Gentagelse på gentagelse på gentagelse.

    Louise - Trillebøger

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var måske ikke helt dumt at stoppe efter 2. bog. Jeg synes nemlig at kvaliteten er nedadgående jo længere man kommer i serien. Og ja, 'Rejsen over stepperne' er virkelig tung at komme igennem. Nu hvor jeg er nået så langt i serien, har jeg bare svært ved at stoppe. Blliver næsten nødt til at få de sidste to bøger :)

      Slet
    2. Det tror jeg at jeg vælger at gøre så, måske læser jeg hele serien i mine otium år.
      Det er også det hele familie har sagt om "Rejsen over stepperne"
      Men jeg forstår dig godt, man bliver lidt bog-stædig, og tænker at man bare MÅ!

      Louise - https://trillebog.wordpress.com

      Slet