mandag den 13. juni 2016

Copenhagen Crime


I søndags drog jeg til Østerbrohuset for at deltage i Copenhagen Crime, som blev afholdt for første gang. Jeg havde været så heldig at få billetten af Arnold Busck og må med skam indrømme, at jeg ikke havde hørt om arrangementet, før Arnold Busck kontaktede mig. Arrangementet er en krimifestival, hvor ikke kun bøger er i højsædet, men også alverdens andre kriminalrelaterede emner og medier. 

Da jeg ankom, med Bogforum i hovedet, som værende den sidste bogmesse jeg har deltaget i, var dette en messe i langt mindre skala. Der var lidt forskellige stande, som var hyggelige at gå rundt og kigge i, men det der imponerede mig mest var de oplæg, som blev afholdt, fordelt på 4-5 scener, samt kvaliteten af disse. Der var rig mulighed for at høre oplæg fra krimiforfattere og historiske forfattere, samt for signeringer af bøger. Dog var der også rig mulighed for at blive klogere på forskellige hot topics indenfor lovforslag, få et indblik i retsmedicinerens eller politibetjentens hverdag, eller høre nærmere om produktionen af krimiserier på tv.

Jeg fik hørt en del oplæg i løbet af dagen, som gennemsnitligt varede 30 minutter hver, og fandt det hele utroligt interessant:

Det første oplæg jeg hørte var 'Hvorfor er der ikke kvindefængsler i Danmark', hvor der foregik en interessant debat mellem meget kompetente debattører. Herefter gik jeg videre til 'Uopklaret', hvor Frederik Strand fortalte om sin nye bog af samme titel, hvor han fortæller om en række af de mest kendte danske kriminalsager, som aldrig er blevet opklaret. Efterfølgende fortalte retslingvist Tanya Karoli Christensen om hvordan 'Dit skriftsprog afslører dig', med fokus på kriminalteknisk lingvistik og hvorledes der i sager er udført sproglig-demografisk profilering. Dette var vildt interessant og kunne sagtens have varet meget længere. Herefter lyttede jeg til to politiske debatter, som belyste emnerne 'Skal den kriminelle lavalder sænkes'  og 'Samtykke eller voldtægt'. 


Jeg deltog i endnu et forfatteroplæg fra Christian Aagaard, som har skrevet 'Nazismens danske ansigt', hvor han beskriver livet for en række danskere, som valgte at tage til østfronten, eller på andre måder støttede op omkring det nazistiske styre. Som Christian Aagaard så fint sagde, så var han ikke ude på at hvidvaske nogen, han mente dog at fordømmelse burde foregå på et velbegrundet grundlag. Herefter tog jeg til en 'retspolitisk debat', hvor fem partier var repræsenteret, og hvor bl.a den kriminelle lavalder blev taget op igen. Jeg sluttede arrangementet afmed et oplæg fra Sherlock Holmes-klubben, som fortalte om 'Sherlock Holmes i Danmark'. Det var et underholdende og hyggeligt oplæg, hvor man på utrolig vis følte sig totalt på bølgelængde med en ældre mand, iført sundhedssandaler og en t-shirt med teksten 'I am Sher Locked'. 

Det blev til rigtig mange oplæg, og jeg var som tidligere nævnt, meget overrasket over det høje faglige niveau hos debattørerne og oplægsholderne, og nød at lære noget nyt.

Fra Arnold Busck modtog jeg et net med forskellige lækre ting og to kriminalromaner. Herudover modtog jeg en krimi, som blev delt ud ved ankomst, så om man købte noget eller ej, kom alle hjem med minimum én ny bog i tasken, og det er da meget fint synes jeg.


Alt i alt var det en rigtig fin oplevelse, og jeg kunne i den grad godt finde på at tage afsted igen til næste år.

Deltog i, i dette års Copenhagen Crime?


8 kommentarer:

  1. Jeg var der lørdag, og var også rigtig positiv omkring oplæggene. Selve messen var jo ikke just stor, så jeg kunne godt have ønsket mig LIDT flere forlag eller forhandlere på stedet. Til gengæld havde de virkelig godt styr på den øvrige underholdning og jeg elskede stemning og de mange debatter og foredrag der blev holdt. Virkelig godt.
    Taget i betragtning af at det var den første krimimesse synes jeg at de havde fået et rigtig fint arrangement stablet på benene. Jeg må indrømme at jeg ikke tror at de nåede deres målsætning, men jeg håber at de tager ved lærer og udvikler det hele til næste år, så vi får en gentagelse. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, mængden af stande var ikke just imponerende, men jeg blev hurtigt glad efter at have hørt det første oplæg. Det lovede godt for resten af dagen, og blev bestemt ikke skuffet :)

      Men nej, jeg tror bestemt heller ikke at antallet af besøgende levede op til det forventede. Der var mange af de oplæg jeg hørte, hvor man skulle se langt efter tilskuere, og det synes jeg var synd, når nu kvaliteten var så god. Dog tænker jeg lidt, om der har været nok reklame for messen? Okay, jeg kan godt være typen, der i perioder går lidt med skyklapper på, men var alligevel overrasket over, at jeg ikke havde hørt om arrangementet, før Arnold Busck kontaktede mig...

      Slet
  2. Nu har jeg flere gange været til Krimimesse i Horsens og jeg er bare nysgerrig efter at vide, hvad der adskiller de to eller prøver Copenhagen Crime bare at få lidt af kagen fra Krimimessens popularitet?

    Jeg synes også snart der er så mange forskellige bogmesser i Danmark at det er svært at holde styr på dem alle: Fantasymesse, Historiske dage, Ordkraft, Bookeater Convention og så videre. Dejligt, men meget uoverskueligt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har jeg aldrig været til krimimesse i Horsens, så det er svært for mig at sammenligne. Men mit indtryk af krimimessen i Horsens har været, at det er krimiforfattere og bøger det handler om (altså en bogmesse), hvor det til Copenhagen Crime handlede om alle kriminal-relaterede emner, eks. debatter om fængsler, politibetjentes uddannelse gennem tiden, retsmedicinerens arbejde, politihunde, mode indenfor krimiserier på tv osv. Der var også krimiforfattere til stede, som både signerede bøger og holdte oplæg, men det var kun en lille del af hele festivallen. Så hvis jeg har forstået det korrekt, så adskiller de to messer sig lidt fra hinanden, dog med et naturlig overlap.

      Man kan sige at krimigenren har været populær længe, og formentlig vil København gerne udnytte lidt af succesen også, men synes egentlig det er ret fint, så er der nemlig rig mulighed for alle at deltage i en krimimesse, om man bor det ene eller det andet sted.

      Men jeg vil give dig fuldstændig ret, der er virkelig kommet mange bogmesser! Men jeg synes nu, at det er helt rart, at der er så meget fokus på alle de dejlige bøger :) Og så synes jeg, at Copenhagen Crime var et frisk pust, da det ikke kun var en bogmesse.

      Slet
  3. Nu læser jeg sjældent krimier, men hele arrangementet lyder nu meget spændende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Krimigenren er nok heller ikke den jeg læser mest af, men jeg nyder en krimi af og til. Og det der var så spændende til dette arrangement, var netop også, at det ikke kun var om krimibøger, men om alle mulige kriminal-relaterede emner.

      Slet
  4. Jeg var der lørdag, og selvom krimigenren ikke er den jeg fordyber mig mest, var det skøn oplevelse. Jeg havde heller ikke hørt om arrangementet, inden Arnold Busck inviterede mig :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke var den eneste! Var lidt flov over, at jeg ikke engang havde opdaget det, men tænker, at der ikke er blevet reklameret helt tilstrækkeligt for arrangementet. Men ja, en super god oplevelse, der var virkelig mange interessante oplæg på programmet :)

      Slet