søndag den 29. maj 2016

3 korte anmeldelser af tre korte bøger (1)


The Beautifull Cassandra
af Jane Austen
Penguin Little Black Classics
55 sider
*****

Denne lille bog indeholder seks korte fortællinger fra Jane Austens hånd. Bagsiden fortæller, at fortællingerne er skrevet i Austens teenage-år til underholdning for hendes familie, og dette er præcis hvad man skal tage det for. Hyggelige skriverier til let underholdning, mere er der ikke i dem. Jeg forestiller mig, at denne bog er særligt interessant for ivrige Austen-læsere, som gerne vil have et indblik i hendes litterære udvikling gennem livet. Hvis man ikke har en særlig interesse i Austen, tror jeg ikke bogen vil findes synderlig interessant. Der var egentlig kun én af de korte fortællinger, som jeg synes var en smule interessant, nemlig 'Letter the Third - From A Young Lady in Distress'd Circumstances to her Freind'. Her synes jeg tydeligt, at kunne ane de senere elskede fortællinger, som Austen ville komme til at skrive, og det var en dejlig gensynsglæde. De resterende fortællinger efterlod ikke noget særligt indtryk hos mig. Men om ikke andet, er det en sød lille bog, som er hurtigt læst.

A Simple Heart
af Gustave Flaubert
Penguin Little Black Classics
56 sider
*****

Denne lille fortælling omhandlede Félicité, som bruger størstedelen af sit liv på at være husholderske for Madame Aubain. Jeg synes at denne fortælling er utrolig fin, men gjorde mig også så uendelig trist. Uden at diktere hvad jeg skulle føle, fremsatte fortællingen Félicité's liv fra barndom til hendes død. På trods af, at Félicité på intet tidspunkt giver udtryk for utilfredshed med hendes tilværelse, får det mig, som læser, til at sammenligne hendes liv med nutidens muligheder, oplevelser og meget høje forventninger til livet, som ligger så langt fra Félicité's verden. Og det gør mig en anelse trist. En meget fin og rørende fortælling om Félicité's simple liv, som husholderske.

To Be Read at Dusk
af Charles Dickens
Penguin Little Black Classics
54 sider
*****

Denne bog indeholder tre korte uhygge-spredende fortællinger, med fokus på spøgelser og forvarsler. Det er uhygge skrevet i en anden tid, hvorfor fortællingerne nok ikke vil efterlade de store forstyrrelser af læserens søde søvn. Dermed ikke sagt, at fortællingerne ikke kan sprede en lille kuldegysning hos læseren, hvilket i sandhed er uhygge efter min smag, idet jeg så nemt skræmmes! Fortællingerne skal læses for den nostalgiske uhygge og det fine sprog, og ikke mere end det.


Ydermere indgår bogen 'To Be Read at Dusk'  i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book of short stories', og bogen 'The Beautifull Cassandra' i kategorien 'The first book of a favorite author'. Det er måske lidt bøje kategorien i forhold til Austen, dog tænkte jeg, at idet det er nogle af hendes skriblerier inden hun udkom med en bog, kunne det måske lige gå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar