søndag den 21. februar 2016

Min mormor hilser og siger undskyld af Fredrik Backman


Forfatter: Fredrik Backman
Titel: Min mormor hilser og siger undskyld
Orig. titel: Min mormor hälsar och säger förlåt
Forlag: People's Press
Udgivelse: 2013 (denne 2015)

462 sider






Baggrund for læsningen:
Efter at have læst 'En mand der hedder Ove' har jeg haft lyst til at læse mere af Backman. Så efter at have fået 'Min mormor hilser og siger undskyld' (som jeg konstant kommer til at kalde 'Min mormor hilser og siger hej') i julegave af min søster, var det jo bare at komme igang.

Kort resumé:
Elsa er syv år, vild med Harry Potter, afhængig af Wikipedia og er anderledes fra de andre børn i hendes klasse. Hun har kun én ven, nemlig sin mormor, som bor ved siden af Elsa. Elsa bor i et lejlighedskompleks, med sin mor og George og hendes halvbror eller søster i morens mave. Elsa er temmelig nervøs for hvad der kommer til at ske, når babyen kommer, hun er temmelig nervøs for at skulle i skole og midt i det hele bliver hendes mormor alvorligt syg. Elsa står nu alene med alle sine bekymringer, men hendes mormor har efterladt en skattejagt. En skattejagt som kommer til at give Elsa en ny forståelse for beboerne i lejlighedskomplekset, og vise hende en helt anden side af hendes mormor, end den hun kender.

Evaluering:
Det er jo svært at komme efter 'En mand der hedder Ove', som er en bog jeg var helt vild med og anbefalede som en gal sidste år. Så jeg havde ikke forventninger om, at denne bog kom op på niveau med Ove, hvilket jeg heller ikke synes den gjorde. Faktisk gik der en rum tid, før jeg begyndte at nyde fortællingen.

Jeg havde det lidt svært med Elsa og hendes mormor i begyndelsen. Generelt havde jeg følelsen af, at deres karakterer var stærkt overspillede, og det gik mig temmelig meget på, idet det er de to dominerende karakterer i fortællingen. Den humor Backman, så overlegent, leverede igennem Ove, kom til at virke påtaget hos Elsa og hendes mormor. Dog følte jeg, at der kom mere balance da mormoderens oplevelser og eskapader begyndte at blive fortalt gennem Elsa, istedet for at læseren var 'med da det skete'. Jo længere jeg kom i fortællingen, jo bedre begyndte jeg dog at forstå de to karakterer, og jo mere begyndte humoren at blive en fast integereret del af fortællingen, hvilket reddede min læseoplevelse.

Der bliver brugt mange sider på at fortælle om mormoderens og Elsas eventyrverden Miamas, som jeg fandt temmelig uinteressant i begyndelsen. Dog begynder historierne fra denne eventyrverden at åbne op for en anden og langt mere virkelig verden, som fortællingen glider fremad, og dette giver fortællingen en dybde, som egentlig er meget interessant.

Noget af det, jeg synes var virkelig godt fortællingen, var måden hvorpå man kommer til at lære beboerne i lejlighedskomplekset at kende. Det er meget forskellige personer, men alle har de en forhistorie med Elsas mormor og jeg synes det var virkelig hyggeligt at læse om.

Men idet jeg hverken brød mig om hovedkaraktererne eller størstedelen af indholdet i begyndelsen, havde denne fortælling en hård medfart, og jeg tror de fleste ville have droppet at læse videre. Dog havde jeg på fornemmelsen, at min oplevelse ville kunne vende, hvilket den da også gjorde. Idet karaktererne, oplevelserne og eventyrverdenen så småt begyndte at komme i perspektiv og give mening, begyndte jeg at investere lidt mere i fortællingen  og endte med, at  holde af den.

Så alt i alt en god bog, som jeg gerne vil anbefale, dog skal man være lidt tålmodig. Hvis man som mig godt kunne lide 'En mand der hedder Ove' og ikke bryder sig meget om begyndelsen af 'Min mormor hilser og siger undskyld', så vil jeg anbefale at man fortsætter, og er næsten sikker på, at man, som mig, vil komme til at kunne lide fortællingen.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A funny book'.

4 kommentarer:

  1. Jeg læste også Ove først, dernæst om Brit-Marie og så om Elsa og hendes mormor.
    Og det er klart Ove der er bedst, men lige efterfulgt af Mormor, syntes jeg.
    Det kan godt være den er karikeret på mange punkter, men det er vel også lidt af charmen ved det. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du helt ret i, og da jeg kom længere ind i fortællingen rørte den mig egentlig også, der gik bare en rum tid før jeg begyndte at hooolde af fortællingen. Men Ove er bare så svær at komme efter :)

      Slet
  2. Denne her læste jeg som en del af en online-læsegruppe, ellers var jeg nok aldrig kommet igennem dem. Jeg var virkelig ved at blive vanvittig over frasen "næsten otte", som Elsa konstant fik påklistret.
    Du har helt ret i det hyggelige med beboerne. Det var godt udtænkt og fint sat op, men ellers kedede jeg mig under "læsningen" (hørte den som lydbog)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg må sige, at jeg ikke rigtig brød mig, at den første lange del af bogen. For som du siger, virker mormoderens og Elsa's møde at være på, meget påklistret... og temmelig irriterende. Fortællingen vandt dog lidt ind på mig længere inde i fortællingen.

      Slet