søndag den 28. februar 2016

4:50 fra Paddington af Agatha Christie


Forfatter: Agatha Christie
Titel: 4:50 fra Paddington
Orig. titel: 4.50 from Paddington
Forlag: Peter Asschenfeldts nye forlag
Udgivelse: 1957 (denne 2007)

221 sider






Baggrund for læsningen:
Jeg er generelt ikke den store krimi-læser, men når jeg læser Agatha Christie, føler jeg mig henført til en anden tid og et andet tempo, som jeg i høj grad nyder. Jeg tror Agatha Christie-romaner, for mig, er noget af det mest afslappende litteratur jeg kan sætte mig til at læse, hvorfor jeg ynder at gøre det med jævne mellemrum.

Kort resumé:
Den ældre Miss Marple får besøg af Mrs. McGillicuddy, som har set et mord ud gennem togruden idet et andet tog har passeret, på hendes vej fra London. Der er dog ingen som tror hende, undtagen Miss Marple, som straks foretager nogle yderligere undersøgelser. Alt tyder på, at liget er bortskaffet under togturen, hvilket fører Miss Marple og hendes fortrolige Lucy Eyelesbarrow til en landejendom, med en højst spektakulær familie.

Evaluering:
Det var et fint lille mysterie, indeholdende familiedrama og intriger i stor stil. Christies fortællinger , inklusiv denne, beviser, at kriminalromaner ikke nødvendigvis betyder konstant action, hæsblæsende jagt gennem by og land og minimum 10 plottwist undervejs. Kriminalromaner kan også være mere afdæmpede mysterier, hvor hemmeligheder afsløres i et tempo, som føles tilpas for bogens længde.

Det var mit første møde med Miss Marple, men hendes rolle er desværre ikke så fremtrædende i denne fortælling, da Lucy Eyelesbarrow fungerer som hendes øjne og ører. Helt tilfældigt har mine forrige læseoplevelser kun været med Hercule Poirot, eller helt uden en af Christie's populære detektiver. Så et egentligt indtryk af rollen Miss Marple, har jeg endnu til gode. Dog var jeg ret glad for karakteren Lucy Eyelesbarrow, og håber at hun bliver brugt i nogle af Christie's andre fortællinger. Man skal dog ikke regne med, at få et dybdegående kendskab til karaktererne i denne bog, da Christie ikke bruger så meget energi på dette. Derimod får man en fortælling i konstant fremdrift, med interessante personligheder og med en god afrunding, på lidt over 200 sider.

Der gik temmelig lang tid før min mistanke begyndte at forplante sig og pege i den retning, jeg følte måtte være den eneste rigtige. Fortællingens slutning overraskede mig dog, og jeg fik ikke ret i mine antagelser om hvem den skyldige var. Dog er jeg så indbildsk og mener, at mit bud på skyldneren, ville have givet en mere interessant og meningsfyldt slutning på mysteriet. Jeg kan rigtig godt lide at blive overrasket til slut, men bryder mig ikke om, når man ingen reel chance har for selv at gætte med. Dette har jeg før oplevet i én af Christie's romaner, men er langt fra oplevelsen hver gang.

Jeg har efterhånden læst en håndfuld af Christies romaner, og synes hver gang at det er en fornøjelse at læse. Dog synes jeg at kvaliteten er svingende, og at dette ikke er en af hendes bedste bøger. Dette er nok mest på grund af slutningen, for det resterende forløb, var jeg ret godt tilfreds med.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book with af mystery'.

søndag den 21. februar 2016

Min mormor hilser og siger undskyld af Fredrik Backman


Forfatter: Fredrik Backman
Titel: Min mormor hilser og siger undskyld
Orig. titel: Min mormor hälsar och säger förlåt
Forlag: People's Press
Udgivelse: 2013 (denne 2015)

462 sider






Baggrund for læsningen:
Efter at have læst 'En mand der hedder Ove' har jeg haft lyst til at læse mere af Backman. Så efter at have fået 'Min mormor hilser og siger undskyld' (som jeg konstant kommer til at kalde 'Min mormor hilser og siger hej') i julegave af min søster, var det jo bare at komme igang.

Kort resumé:
Elsa er syv år, vild med Harry Potter, afhængig af Wikipedia og er anderledes fra de andre børn i hendes klasse. Hun har kun én ven, nemlig sin mormor, som bor ved siden af Elsa. Elsa bor i et lejlighedskompleks, med sin mor og George og hendes halvbror eller søster i morens mave. Elsa er temmelig nervøs for hvad der kommer til at ske, når babyen kommer, hun er temmelig nervøs for at skulle i skole og midt i det hele bliver hendes mormor alvorligt syg. Elsa står nu alene med alle sine bekymringer, men hendes mormor har efterladt en skattejagt. En skattejagt som kommer til at give Elsa en ny forståelse for beboerne i lejlighedskomplekset, og vise hende en helt anden side af hendes mormor, end den hun kender.

Evaluering:
Det er jo svært at komme efter 'En mand der hedder Ove', som er en bog jeg var helt vild med og anbefalede som en gal sidste år. Så jeg havde ikke forventninger om, at denne bog kom op på niveau med Ove, hvilket jeg heller ikke synes den gjorde. Faktisk gik der en rum tid, før jeg begyndte at nyde fortællingen.

Jeg havde det lidt svært med Elsa og hendes mormor i begyndelsen. Generelt havde jeg følelsen af, at deres karakterer var stærkt overspillede, og det gik mig temmelig meget på, idet det er de to dominerende karakterer i fortællingen. Den humor Backman, så overlegent, leverede igennem Ove, kom til at virke påtaget hos Elsa og hendes mormor. Dog følte jeg, at der kom mere balance da mormoderens oplevelser og eskapader begyndte at blive fortalt gennem Elsa, istedet for at læseren var 'med da det skete'. Jo længere jeg kom i fortællingen, jo bedre begyndte jeg dog at forstå de to karakterer, og jo mere begyndte humoren at blive en fast integereret del af fortællingen, hvilket reddede min læseoplevelse.

Der bliver brugt mange sider på at fortælle om mormoderens og Elsas eventyrverden Miamas, som jeg fandt temmelig uinteressant i begyndelsen. Dog begynder historierne fra denne eventyrverden at åbne op for en anden og langt mere virkelig verden, som fortællingen glider fremad, og dette giver fortællingen en dybde, som egentlig er meget interessant.

Noget af det, jeg synes var virkelig godt fortællingen, var måden hvorpå man kommer til at lære beboerne i lejlighedskomplekset at kende. Det er meget forskellige personer, men alle har de en forhistorie med Elsas mormor og jeg synes det var virkelig hyggeligt at læse om.

Men idet jeg hverken brød mig om hovedkaraktererne eller størstedelen af indholdet i begyndelsen, havde denne fortælling en hård medfart, og jeg tror de fleste ville have droppet at læse videre. Dog havde jeg på fornemmelsen, at min oplevelse ville kunne vende, hvilket den da også gjorde. Idet karaktererne, oplevelserne og eventyrverdenen så småt begyndte at komme i perspektiv og give mening, begyndte jeg at investere lidt mere i fortællingen  og endte med, at  holde af den.

Så alt i alt en god bog, som jeg gerne vil anbefale, dog skal man være lidt tålmodig. Hvis man som mig godt kunne lide 'En mand der hedder Ove' og ikke bryder sig meget om begyndelsen af 'Min mormor hilser og siger undskyld', så vil jeg anbefale at man fortsætter, og er næsten sikker på, at man, som mig, vil komme til at kunne lide fortællingen.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A funny book'.

tirsdag den 16. februar 2016

Bogkatten (2)


Her den anden dag stødte jeg på et billede, som jeg helt havde glemt, men jeg synes da ikke at i skal snydes, selvom billedet er ved at være gammelt. I den travle juletid, hvor jeg skulle gøre et par sidste indkøb, stødte jeg endnu engang på bogkatten i boghandelen i Kalundborg. Hvor den sidst havde lagt sig til rette blandt udsalgsbøgerne, havde den her fundet en dejlig plads under et forladt pakkebord, som stod bagerst i butikken, ovenpå poser, gavepapir og gavemærker. Jeg får simpelthen den vildeste katte-længsel, når jeg ser denne bløde, kælne kat, som slænger sig de mest umulige steder.

Se katten slænge sig på udsalgsbordet her.

søndag den 7. februar 2016

Alice's Adventures in Wonderland og Through the Looking-Glass af Lewis Carroll


Forfatter: Lewis Carroll
Titel: 'Alice's Adventures in Wonderland' and 'Through the Looking-Glass'
Illustreret af John Tenniel
Forlag: Barnes & Noble
Udgivelse: 1865 og 1871 (denne 2015)

289 sider

Læst på engelsk



Baggrund for læsningen:
Som barn brød jeg mig ikke meget om Disney's tegnefilm om 'Alice i Eventyrland', jeg synes den var lidt uhyggelig. Men siden jeg var til mit første bogbloggertræf, hvor temaet var 'Alice i Eventyrland', har jeg haft lyst til at læse fortællingen. Netop denne fortælling findes dog i et utal af smukke udgaver, så jeg har haft svært ved at beslutte mig for, hvilken en jeg skulle bestille hjem. Dog forelskede jeg mig i denne illustrerede version fra Barnes & Noble, efter at have set den hos Malene på Wondrous Bibliophile. I denne udgave er 'Alice's Adventures in Wonderland' og 'Through the Looking-glass' samlet. Jeg synes de minder meget om hinanden, så her kommer en samlet anmeldelse af dem.

Kort resumé:
I 'Alice's Adventures in Wonderland' følger Alice efter en hvid kanin med vest og et lommeur, falder gennem en dyb tunnel og lander i et eventyrland. Her er intet logisk og hendes tålmodighed sættes på prøve, da hun møder den røde dronning, som kaster om sig med domme til enhver, som ikke følger hendes dagsorden. I 'Through the Looking-glass' kommer Alice endnu engang til et eventyrland, da hun går gennem et spejl og finder en spejlvendt verden. Her kommer man den modsatte vej, af hvor man går, og skal løbe stærkt for at blive på samme sted.

Evaluering:
Det er to gakkede fortællinger, men alligevel mindre gakkede end forventet. Mens jeg synes at 'Alice's Adventures in Wonderland' var finurlig, sjov og hyggelig, så følte jeg at 'Through the Looking-glass' faldt lidt igennem. Fortællingerne mindede alt for meget om hinanden, og jeg synes at 'Alice's Adventures in Wonderland' hang bedre sammen end dens efterfølger. Det var som om, at der var lidt mere mening med galskaben end i 'Through the Looking-glass', som måske kan have noget af gøre med, at jeg kendte fortællingen i 'Alice's Adventures in Wonderland' på forhånd.

For begge fortællinger, nød jeg virkelig ordkløverierne, som er det absolut bedste i begge historier. Det er så fint, at den tålmodige Alice prøver at kommunikere med de forskellige dyr og mennesker på vejen, men hver gang udfordres på gængse talemåder, som i eventyrlandet tages meget bogstaveligt. Det er virkelig sjovt, at læse.

De smukke illustrationer af John Tenniel er de samme, som der var i de oprindelige udgaver af de to bøger, og de var med til, at sætte den helt rigtige stemning, under læsningen.

Det var fint endelig at få læst fortællingerne, som hver især bidrager med episoder, som jeg husker fra min barndom med Disney's fortolkning af fortællingen. Favoritterne er helt klart det gakkede teselskab, historien om de stakkels østers (Walrus and the Carpenter), som bliver spist, og episoden hvor Alice vokser i 'den hvide kanin's hus. Dog er mit samlede indtryk langt bedre af 'Alices's Adventures in Wonderland' end det er af 'Through the Looking-glass', og mens jeg godt kunne finde på at genlæse den første, tror jeg ikke jeg vil genlæse fortsættelsen.

Alice's Adventures in Wonderland:

Through the Looking-glass:



Ydermere er 'Through the Looking-glass' en brik på min 'reading bingo'-plade i kategorien 'The second book in a series'.