mandag den 11. januar 2016

The Adventures of Sherlock Holmes af Sir Arthur Conan Doyle

Forfatter: Sir Arthur Conan Doyle
Titel: The Adventures of Sherlock Holmes
Fra samling: 'The Complete Sherlock Holmes'
Forlag: Barnes & Noble
Udgivelse: 1890 (denne 2009)










'The Adventures of Sherlock Holmes' er en samling noveller, som er en del af min 'The Complete Sherlock Holmes'-samling. Novellesamlingen består af følgende 12 korte fortællinger:

A Scandal in Bohemia  •  The Red-Headed League  • A Case of Identity
The Boscombe Valley Mystery •  The Five Orange Pips  •  The Man with the Twisted Lip
The Blue Carbuncle  •  The Speckled Band  •  The Engineer's Thumb
The Noble Bachelor •  The Beryl Coronet  •  The Cobber Beeches

Jeg har brugt denne samling af noveller, som et behageligt afbræk fra andre igangværende bøger, når lysten meldte sig. På denne baggrund har læsningen af samlingen været mange måneder undervejs, hvilket sådan en samling er perfekt til, idet der løses et nyt mysterie i hver enkelt fortælling. På denne baggrund kan de let læses uafhængigt af hinanden.

Jeg er vild med Sherlock Holmes, og jeg holder mere af denne samling, end jeg holdt af romanerne 'A Study in Scarlet' og 'The Sign of Four'. Længden af novellerne passede mig bedre i forhold til, at jeg synes sproget i romanerne hurtigt bliver en anelse tungt, hvilket formentlig skyldes tiden de er skrevet i, samt at jeg læser dem på engelsk. Dog har det ikke være noget som jeg tænkt meget over i læsningen af de to romaner, men som jeg kom til at tænke på ved sammenligningen med novellerne.

I modsætning til romanerne, er der i novellerne ikke plads til at dvæle ved noget, hvilket sommetider resulterer i en lettere forhastet afslutning på en sag, men det har ikke generet mig i min læsning, og jeg har egentlig følt at det var forfriskende, at fortællingerne har været så korte. Der var selvfølgelig nogle fortællinger, som var bedre end andre, men generelt set, synes jeg, at alle novellerne har været rigtig god underholdning.

Jeg er svært begejstret for tv-serien 'Sherlock', og jeg jubler og klapper i mine hænder, når der er detaljer fra de skrevne ord, som går igen i serien. I denne samling af små mysterie-noveller er der flere sammentræf, bl.a. opiumhulen, hvor Watson finder Sherlock Holmes, som dog er oversat til en lidt mere tidssvarende hændelse i serien, mødet med Irene Adler og Sherlocks diskrete fascination og de fem appelsinkerner, som dog betyder noget helt andet i bogen sammenlignet med serien.

Hvis man kan lide Sherlock Holmes-karakteren og finurlige kriminal-historier fra det 19. århundrede, så kan jeg varmt anbefale at man læser disse korte historier. Dog anbefaler jeg, at man læser de to foregående romaner først. Novellerne kan godt læses som selvstændige historier, dog synes jeg ikke man skal snyde sig selv for Sherlock og Watson's første møde og deres forhistorie.



Kort introduktion til hver novelle:
Jeg har skrevet et par linjer om hver novelle, hvis nogle skulle få lyst til at plukke lidt i samlingen, dog anbefaler jeg at man læser dem alle:
  • A Scandal in Bohemia: Sherlock Holmes sættes på en opgave af en konge, men bliver overlistet af den smukke skuespillerinde Irene Adler. Denne fortælling viser for første gang, at Sherlock Holmes ikke er uovervindelig.
  • The Red-Headed League: Dette er nok det mest pudsige plot, jeg har været udsat for i en Sherlock Holmes-fortælling: En mand ansættes i et velbetalt job af 'The Red-Headed League', hvor kravet for ansættelse er at man har rødt hår. Men pludselig en dag er firmaet forsvundet.
  • A Case of Identity: Denne novelle omhandler bedrag inden for familiens rækker.
  • The Boscombe Valley Mystery: Her forefindes stærke beviser for at en søn er skyldig i mordet på hans fader, men Sherlock er af en anden overbevisning.
  • The Five Orange Pips: Her kommer en velkendt organisation Ku Klux Klan på banen, som efterlader kryptiske beskeder til deres ofre.
  • The Man with the Twisted Lip: Dette var et af mine favorit-mysterier i denne samling. En tigger er anholdt for mordet på en mand, som er forsvundet. Hans ængstelige kone opsøger Sherlock Holmes, som fører ham til en opiumhule i Lee. 
  • The Blue Carbuncle: I denne fortælling sætter en hat, en kostbar ædelsten og en gås rammen for mysteriet, og Sherlock viser sig fra sin barmhjertige side.
  • The Speckled Band: En mystisk død, en onkel med eksotiske kæledyr og en niece fyldt med bange anelser fører Sherlock og Watson på sporet af en særpræget morder. 
  • The Engineers Thumb: Dette er nok en af de mest action-prægede noveller i samlingen, hvor en ingeniør hyres til et lyssky job udenfor London, en affære som kommer til at koste ham hans tommelfinger, men som kunne have kostet ham langt mere.
  • The Noble Bachelor: En brud forsvinder på mystisk vis på sin bryllupsdag, hvorefter gommen  i afmagt kontakter Sherlock Holmes.
  • The Beryl Coronet: Her tager en fader sin søn på fersk gerning i at stjæle fra en kunde, men sønnen nægter at erkende sig skyldig.
  • The Cobber Beeches: En guvernante har taget et velbetalt job på mærkværdige betingelser, og kontakter Sherlock Holmes på grund af bange anelser for, hvad hun har indladet sig på.


6 kommentarer:

  1. Den står også på min hylde, og jeg har faktisk tænkt at 2016 skulle være året hvor jeg læste dem. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan varmt anbefale dem! Især de korte noveller, som ovenstående :)

      Slet
  2. Årh jeg vil så gerne tage mig sammen og læse Sherlock Holmes historierne. Jeg ELSKER Sherlock serien, men har alligevel aldrig fået dem læst. Måske det vil være nemmere at læse, hvis jeg ejer Barnes&Nobles udgaven ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det hjælper altid med en smuk udgave :) I denne udgave er skriften meget lille, så hvis man ikke bryder sig om det, er det nok ikke den bedste udgave. Men udover dette er der intet at sætte på den! Og synes nu, at det er så fint, at alle de små historier er samlet ét sted :)

      Slet
  3. Nu har jeg googlet lidt, og den har ikke været min ven, for hvad hedder de to foregående romaner, som er gode at læse inden? Jeg vil nemlig rigtig gerne læse nogen af disse i år, men vil ha hele oplevelsen :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den første roman er 'A study in Scarlet' og den næste er 'The sign of the Four'. Jeg synes det var rigtig sjovt at få hele starten med, dog synes jeg at ovenstående novellesamling var bedre end de to romaner. Men kan godt forstå at du vil have fortællingen fra starten, sådan har jeg det også :)

      Slet