lørdag den 28. november 2015

Tusindfryd af Kristina Ohlsson

Herunder kommer en kort anmeldelse af 'Tusindfryd', som blev læst på min seneste rejse, og som derfor nu bor på en café i Laos. Billedet er taget i Houay Xai i Laos, ude på den travle gade ved aftentid.



Forfatter: Kristina Ohlsson
Titel: Tusindfryd
Orig. titel: Tusenskönor
Forlag: Modtryk
Udgivelse: 2010 (denne 2012)

390 sider






Baggrund for læsningen:
Dette var en bog, som jeg modtog til dette års bogbloggertræf og tænkte ville egne sig godt som rejsekammerat. Det er anden bog i en serie, men jeg læste mig frem til, at den godt kunne læses uafhængigt af den første.

Kort referat:
Et ældre ægtepar findes dræbt i deres hjem i Sverige. Umiddelbart ser det ud til at være selvmord, der dukker dog nogle spor op, som peger i en anden retning. Den ene datter af ægteparret er konstateret død af en overdosis, mens den anden er forsvundet sporløst. Det hele virker mistænkeligt for Fredrika Bergman og hendes kollegaer i Alex Recht's efterforskningsgruppe, og det hele forvikles endnu engang, da en sag om illegale flygtninge synes at have en kobling til ægteparret.

Evaluering:
Jeg synes ikke det var noget problem at læse denne, på trods af, at jeg ikke havde læst den første bog i serien. Det ville helt sikkert have givet lidt mere dybde til karaktererne, at have den første bog med, men jeg synes stadig man fangede essenserne af de forskellige personligheder. Karakterernes personlige historier, som lå udenfor krimi-plottet, tog ikke overhånd, men var en behagelig og troværdig pause fra hoved-plottet.

Generelt synes jeg krimien var velskrevet, troværdig og spændende. Desværre føltes slutningen en anelse uforløsende, idet man kendte sandheden for længe, i forhold til hvornår efterforskningen kom på rette spor, og det gav lidt en flad fornemmelse. Ydermere føltes det ikke som om, at der blev sat en sløjfe på fortællingen, idet den sluttede en anelse åbent, hvilket ikke var forventet i denne type fortælling, og egentlig ikke klædte bogen så godt.

Men udover dette, synes jeg bogen var god underholdning.

Vurdering:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar