tirsdag den 15. september 2015

Celestine af Olga Ravn

Forfatter: Olga Ravn
Titel: Celestine
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2015

167 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg har været så heldig at få denne bog tilsendt fra forlaget Gyldendal. Da jeg først læste om den var jeg i tvivl om den ville være noget for mig, men besluttede mig for, at den da skulle have en chance.

Kort referat:
En ung kvinde tager et job som lærer på en kostskole, for at få luftforandring i et liv, hun føler flyver hen over hovedet på hende. Hun føler sig stærkt tiltrukket af en gammel fortælling om Celestine, som blev muret inde i en væg, og føler et stort behov for at give dette fortabte spøgelse en krop at leve i. Hun begynder at gå rundt på skolen om natten i en gammel hvid kjole, som i en trance, hvor hun føler Celestine kommer til live i hende.

Evaluering:
Olga Ravn har, før 'Celestine', skrevet digtsamlingen 'Jeg æder mig selv som lyng', som jeg har læst mange rosende vendinger om, men ikke selv har læst. Jeg tror at man vil kunne genkende hendes poetiske lyd i denne bog, som er en roman, da den skrevet så poetisk og lyrisk, at hele afsnit kunne klippes ud og gøre det ud for et ganske smukt digt. Denne skrivemåde kan dog godt hindre fremdriften af fortællingen en smule, hvilket man skal være forberedt på. 

Jeg-fortælleren har det svært; hun lever sammen med Kim, som er lettere depressiv og lider selv af vrangforestillinger, samt en sorg over hendes tabte ungdom, som hun føler er forsvundet alt for hurtigt, og som hun konfronteres af, af kostskoleelevernes sprudlende ungdom. Hun er besat af Celestine og lader dette fylde et tomrum hun føler i livet.

Jeg tror at man skal kunne nyde moderne digte, sælsomme fortællinger, minimal fremdrift og tankevækkende ordsammensætninger for virkelig at kunne sætte pris på denne særlige fortælling. Jeg synes tydeligt, at man kan mærke kvaliteten af forfatterens ord og jeg frydes af spøjse sætninger, men føler at forfatterens digt-baggrund skinner for meget igennem og tager for meget fokus fra selve fortællingen. Jeg kom derfor aldrig til at holde rigtigt af fortællingen, på trods af, at jeg tydeligt kan se kvaliteterne.

Der er helt sikkert et publikum til denne type bog, og jeg er overbevist om, at den vil falde i allerbedst jord hos trofaste læsere af poesi.

Bedømmelse:




2 kommentarer:

  1. Om ikke andet er det da et virkelig pænt cover ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er det virkelig! Så fint og enkelt!

      Slet