mandag den 28. september 2015

Bogbloggertræf 2015

I lørdags inviterede Simone (fra Boghjørnet), Karin (fra Skrivepulten), Rikke (fra Andrup's Bookshelf) og Irene (fra Boghunden) til bogbloggertræf i Aalborg. Her tilbragte jeg dagen med 40 andre bloggere, som alle havde samme passionerede forhold til bøger som mig selv. Det var en utrolig hyggelig dag, som bød på en masse spændende oplevelser.


Dagen bød på et spændende og inspirerende foredrag af Nadia Plesner, som har skrevet bogen 'Simple Living'. Bogen bygger på Nadias egne utrolige oplevelser og jeg tror ikke der sad en eneste person, som ikke var utroligt rørt efter dette foredrag. Vi fik alle et eksemplar af bogen og Nadia Plesner var så sød, at signere hver og en.


Udover Nadia Plesner, var Carina Evytt også til stede, forfatter til bl.a. 'Den Fredløse', som jeg før har anmeldt. Carina Evytt sad med til træffet hele dagen, og holdt senere på dagen et spændende lille oplæg omkring hendes forfatterskab. Også hun var flink til at signere, og jeg havde selvfølgelig medbragt 'Den Fredløse', og var så heldig også at modtage hendes anden bog 'Dæmoner', som jeg også fik signeret.


Udover de to forfatterforedrag kom der en redaktør fra forlaget 'Dreamlitt' med både bøger til alle, samt lidt info omkring Dreamlitt, der var en debat, fint styret af Rikke Andrup og så var Gitte (fra den forhenværende Boghylden) forbi på vegne af 'Vild med ord'-festivallen i Aalborg. 


Det var alt i alt en super dejlig dag, hvor jeg fik talt med en masse søde mennesker, nogle jeg havde mødt før og nogle som jeg mødte for første gang. Det er altid hyggeligt at være i bogblogger-selskab og de fire arrangører havde fået stablet et rigtig godt arrangement på benene.

Udover at det var en skøn dag, har der været rigtig mange sponsorer, som har hjulpet til at dagen var helt speciel og til, at vi fik fyldt bilen voldsomt op til hjemturen. Vi fik hver især så utrolig mange bøger, så mit mål, omkring at have færre ulæste bøger i slutningen af året end jeg havde i starten af året, er sprængt til atomer. Men jeg klager ikke :) Den imponerende bogstak er vist nedenfor og der er allerede mange bøger jeg glæder mig til at sætte tænderne i (særligt 'Simple Living').


fredag den 25. september 2015

Bogbloggertræf imorgen - ses vi?


Imorgen tager jeg til Aalborg for at deltage i et bogbloggertræf arrangeret af Simone (fra Boghjørnet), Karin (fra Skrivepulten), Rikke (fra Andrup's Bookshelf) og Irene (fra Boghunden). Da jeg deltog sidste år, var det en super hyggelig dag og jeg er sikker på, at det bliver mindst lige så hyggeligt i år. Der var forfattere på besøg, konkurrencer, mad og tid til at tale med hinanden. Netop det, at snakke med andre som har den samme passion for bøger, som én selv, er helt fantastisk og er nok det jeg glæder mig allermest til. Flere af deltagerne har jeg mødt 1-2 gange, og nogle har jeg aldrig mødt. Selvom man føler man kender mange gennem deres blogge, er det bare noget helt andet at se hinanden i virkeligheden. Glæder mig til en dejlig dag!

tirsdag den 22. september 2015

Blå Nætter af Cecilie Sund Kristensen

Forfatter: Cecilie Sund Kristensen
Titel: Blå Nætter
Forlag: Copenhagen Storytellers
Udgivelse: 2015

Digte
77 sider






Jeg har været så heldig endnu engang at modtage en digtsamling af digteren Cecilie Sund Kristensen (og herunder forlaget Copenhagen Storytellers). Jeg har før anmeldt 'Blandet slik' af samme forfatter.

Digtene handler om et kvinde, som er i et forhold, hun ved er usundt for hende, men som hun ikke kan slippe. Digtene arbejder sig længere og længere tilbage i tiden, for at ende hvor det hele startede.
Som i 'Blandet slik' er omdrejningspunktet i disse digte kærlighed, sex og hvor slemt dette kan være når man befinder sig et sted i livet, hvor man ved man ikke burde være.

Digtene er skrevet med en særlig indlevelse, som gør at læseren får følelsen af, at være blevet inviteret indenfor til en privat samtale. Jeg synes at digtene er velskrevene og temaet, at være sammen med en, som man inderst inde ved man burde forlade er et interessant emne, som behandles rigtig godt i denne digtsamling.

Dog kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere variation i digtene, da jeg havde svært ved at skelne dem fra hinanden. Dog kan jeg godt se, at dette måske ville have gået ud over fortællingens sammenhæng, hvilket selvfølgelig ville være ærgerligt. Udover dette synes jeg ikke, at den omvendte kronologi gik særlig tydeligt igennem: dette var rigtig ærgerligt, eftersom det var noget af det, som jeg synes gjorde denne digtsamling særlig. 

Samlet set synes jeg at digtene var gode og velskrevne, og jeg har fundet ud af, at det egentlig er meget fint at variere læsningen med digte engang imellem. Hvis i er interesserede i Cecilie Sund Kristensens digte, kan i klikke jer ind på Ceciliesund, hvor man kan læse  flere af hendes digte.


tirsdag den 15. september 2015

Celestine af Olga Ravn

Forfatter: Olga Ravn
Titel: Celestine
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2015

167 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg har været så heldig at få denne bog tilsendt fra forlaget Gyldendal. Da jeg først læste om den var jeg i tvivl om den ville være noget for mig, men besluttede mig for, at den da skulle have en chance.

Kort referat:
En ung kvinde tager et job som lærer på en kostskole, for at få luftforandring i et liv, hun føler flyver hen over hovedet på hende. Hun føler sig stærkt tiltrukket af en gammel fortælling om Celestine, som blev muret inde i en væg, og føler et stort behov for at give dette fortabte spøgelse en krop at leve i. Hun begynder at gå rundt på skolen om natten i en gammel hvid kjole, som i en trance, hvor hun føler Celestine kommer til live i hende.

Evaluering:
Olga Ravn har, før 'Celestine', skrevet digtsamlingen 'Jeg æder mig selv som lyng', som jeg har læst mange rosende vendinger om, men ikke selv har læst. Jeg tror at man vil kunne genkende hendes poetiske lyd i denne bog, som er en roman, da den skrevet så poetisk og lyrisk, at hele afsnit kunne klippes ud og gøre det ud for et ganske smukt digt. Denne skrivemåde kan dog godt hindre fremdriften af fortællingen en smule, hvilket man skal være forberedt på. 

Jeg-fortælleren har det svært; hun lever sammen med Kim, som er lettere depressiv og lider selv af vrangforestillinger, samt en sorg over hendes tabte ungdom, som hun føler er forsvundet alt for hurtigt, og som hun konfronteres af, af kostskoleelevernes sprudlende ungdom. Hun er besat af Celestine og lader dette fylde et tomrum hun føler i livet.

Jeg tror at man skal kunne nyde moderne digte, sælsomme fortællinger, minimal fremdrift og tankevækkende ordsammensætninger for virkelig at kunne sætte pris på denne særlige fortælling. Jeg synes tydeligt, at man kan mærke kvaliteten af forfatterens ord og jeg frydes af spøjse sætninger, men føler at forfatterens digt-baggrund skinner for meget igennem og tager for meget fokus fra selve fortællingen. Jeg kom derfor aldrig til at holde rigtigt af fortællingen, på trods af, at jeg tydeligt kan se kvaliteterne.

Der er helt sikkert et publikum til denne type bog, og jeg er overbevist om, at den vil falde i allerbedst jord hos trofaste læsere af poesi.

Bedømmelse:




onsdag den 9. september 2015

Uprooted af Naomi Novik

Forfatter: Naomi Novik
Titel: Uprooted
Forlag: Macmillan
Udgivet: 2015

435 sider

Læst på engelsk





Baggrund for læsningen:
Efter jeg læste en anmeldelse af 'Uprooted' hos 'Bachs Bøger' fik jeg en stor lyst til selv, at læse bogen. Jeg bestilte den derfor straks hjem, hvilket jeg egentlig sjældent gør. Der var bare noget over referatet og 'Bachs Bøger's begejstring over bogen, som fik mig til at tro, at dette var en bog jeg ville synes virkelig godt om.

Kort referat:
Hvert tiende år udvælger troldmanden 'Dragon' en pige fra Dvernik, som skal fungere som hans hushjælp. Hele byen er sikker på at han dette år vil vælge Kasia, men det gør han ikke. Han vælger Agnieszka, som er alt andet en elegant og yndefuld, som de udvalgte piger plejer at være. Der er dog en særlig grund til, at Dragon vælger hende, og Agnieszka kommer, i den forbindelse, til at få en stor rolle i bekæmpelsen af 'The Wood', som er en vidtrækkende ondskab, som hersker over skoven, der vokser sig større og større.  

Evaluering:
Jeg elsker et godt eventyr, og jeg mener bestemt at dette må være et! Den har flere typiske træk (hjem-ud-hjem opbygning, springer ikke i tid, magi og troldmænd) men virker stadig ret original. Hele den verden der udspiller sig med 'The Wood', troldmænd og magi virkede så velovervejet og troværdig. Der var en vis logik i den måde hvorpå magien blev udført, hvilket gjorde at jeg købte præmissen.

Persongalleriet var også meget fint. Jeg synes Agnieszka var en karakter, som var meget let at holde af, men også meget let at identificere sig med, idet hun på ingen måde er perfekt. Og det er egentlig meget befriende. Der er også en række andre karakterer, som man får en vis indsigt i, men ingen så godt som Agnieszka. Jeg kan godt lide, at hun på én måde er skyld i fortællingens negative drejning, men på samme tid kommer en løsning nærmere på hele problemet; det gør hende til syndebuk og heltinde på én og samme tid.

Bogen er ret let at læse, der er en konstant udvikling i fortællingen og der bliver ikke dvælet for længe over tingene. Dette har den fordel, at man ikke kommer til at kede sig, men samtidig den ulempe, at jeg føler at visse personlige forhold er mindre forståelige, herunder kærligheds-fortællingen, idet der ikke ligger så meget forklaring bag. Jeg havde svært ved at sætte mig ind i den, men den fyldte ikke så meget i fortællingen og ødelagde dermed ikke min ellers positive oplevelse af bogen.

Jeg tror at bogen vil falde i rigtig mange menneskers smag, især hvis man er til fantasy og eventyrlige fortællinger.

Bedømmelse:




tirsdag den 1. september 2015

Lidt om personen bag skærmen

Jeg har længe gået og spekuleret over, om det mon ikke var tid til at komme med et lidt mere personligt indlæg. Jeg ved hvor meget det betyder for mig, som læser, at jeg ved lidt om personen der blogger, så jeg tænker at mine læsere måske har det på samme måde.

Min oprindelige hensigt med denne blog, var at blogge om bøger, bog-relaterede begivenheder og om mine læseoplevelser og intet andet. Det er den sådan set stadig, men jeg synes dog det er på sin plads at præsentere sig selv på en ordentlig facon, og det har jeg nok aldrig gjort.

Da jeg startede med at blogge boede jeg i Odense og var igang med min kandidat indenfor Biomedicin. Efter jeg blev færdiguddannet gik der en rum tid, før jeg fandt mit nuværende job, som er som miljø-kemiker på Novo Nordisk i Kalundborg. Jeg tog, i den forbindelse, beslutningen om at flytte til Kalundborg og se hvor det ville føre mig hen. Nu har jeg været i jobbet i godt halvandet år og tingene kører egentlig ret godt. Jobbet har budt på en masse udfordringer og fantastiske oplevelser (bl.a. rejse til Brasilien!) og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg pakkede mine ting sammen og tog til Kalundborg. Dog er jeg så småt begyndt at overveje at flytte til en større by indenfor en overskuelig fremtid, når jeg har fundet en fornuftig løsning i forhold til pendler-livet. Men endnu er ingen beslutninger truffet og alt kan ske.


Det var lidt om uddannelse, job og by.

Men hvad er jeg ellers for en person? Mit kærlige forhold til bøger, kommer nok ikke bag på nogen, og jeg har siden jeg lærte at læse, brugt meget tid på netop denne beskæftigelse. Biblioteker er blevet besøgt i stor stil gennem hele min barndom og ungdom. Men igen, dette er nok ikke en overraskelse.

Udover min læseglæde, så har jeg gennem mit liv forsøgt at rejse så meget som muligt. Jeg nyder at gå og drømme om hvor den næste rejse skal gå hen, og forbereder mig gerne på den kultur jeg skal ned og opleve. Rejserne har givet mig fantastiske, smukke og fuldstændig absurde oplevelser, og jeg er sikker på, at jeg er blevet en lille smule klogere og en lille smule mere tolerant for hver eneste rejse jeg har været på. Generelt ligger 'at rejse' mig meget på sinde, men jeg gør det desværre ikke så ofte som jeg gerne ville. Da jeg studerede havde jeg ikke rigtig økonomien og nu har jeg ikke rigtig tiden (ironisk!). Men med lidt god planlægning, så bliver det alligevel til en del oplevelser i løbet af året.


Hvis du har lyst til at fortælle lidt om dig selv, så del endelig i en kommentar. Jeg vil glæde mig til at læse mere om dig :)