mandag den 17. august 2015

Den Fredløse af Carina Evytt

Forfatter: Carina Evytt
Titel: Den Fredløse
Forlag: Tellerup
Udgivelse: 2014

633 sider







Baggrund for læsningen:
Da jeg fik tilbuddet om at anmelde denne bog af forlaget Tellerup, vakte den min interesse ved beskrivelsen og det flotte cover, så jeg sagde pænt ja tak. Dog ventede jeg med at læse den, da der kom en storm af anmeldelser af denne bog, lige efter udgivelsen. Det var dog næsten kun positive anmeldelser, hvilket selvfølgelig var dejligt, når nu den stod på reolen og ventede. Men nu kom turen altså til den.

Kort referat:
Anna vokser op, som datter til en storbonde, og fatter hurtigt sympati for taterne, der arbejder for hendes far om sommeren, men rejser væk om vinteren. Et folkefærd, som bliver set som andenrangsborgere, uden rettigheder, som ikke respekteres af de hvide. Rham er tater og får et særligt bånd til Anna, da de af fortryllende omstændigheder, begge får et nært forhold til en enhjørning, som er sjælden på egnen. Samværet med enhjørningen og den revolutionære Rham, skaber dog snart problemer for Anna, og hun må kæmpe for sin plads i det indspiste samfund. 

Evaluering:
Jeg vil stemme i koret af positive anmeldelser og sige, at jeg rigtig godt kunne lide fortællingen. Den var let at læse, velskrevet og havde et godt flow, som holdt mig til ilden. Selvom bogen syner voldsomt stor, er den på ingen måde tung at læse og jeg vil mene at fortællingen og skrivestilen henvender sig til en meget bred alderskare. 

Da jeg begyndte bogen frygtede jeg lidt at karaktererne ville være for forudsigelige og fik hurtigt en idé om, hvor fortællingen var på vej hen. Jeg fik dog ikke ret i mine forudsigelser, idet hverken karaktererne eller fortællingen var forudsigelig. Det var virkelig rart, for det er nok en af de fordomme jeg ofte har om ungdomsbøger, må jeg indrømme. Men denne bog overraskede mig flere gange positivt.

Fortællingen foregår i en alternativ verden, hvor tilstedeværelsen af enhjørninge er det eneste, som er anderledes fra den verden vi kender, og disse er en truet art. Jeg synes det klædte fortællingen meget godt, at der ikke var yderligere fantasi-elementer i bogen; det er der i så mange andre.

Anna og Rham udgør de to mest dominerende karaktérer i bogen og jeg synes egentlig godt om dem begge. Rham er ikke byens bedste barn og tager en del tåbelige beslutninger igennem bogen, hvilket irriterede mig lidt. Men jeg er taknemmelig overfor forfatteren, at hun vedligeholder nogle af hans mere utiltalende laster, da det gør, at han skiller sig lidt ud i forhold til den typiske badboy i denne type bøger. Anna derimod er så god, som dagen er lang, og jeg holdt egentlig meget af hende. Jeg synes hun er en skøn karakter, som er let at holde af.

Alt i alt, synes jeg rigtig godt om bogen, og er sikker på, at den vil falde i manges smag.

Bedømmelse:






6 kommentarer:

  1. Det er nu altså sådan en fin forside.

    SvarSlet
  2. Den lyder virkelig god, har selv overvejet at læse den, så det må snart være tid til at anskaffe den :) Og dejligt at side antallet ikke bliver en uoverskueligt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den er rigtig god. Og nej, man skal bestemt ikke blive skræmt af tykkelsen, den er temmelig hurtigt læst :)

      Slet
  3. Jeg kan kun være enig - en virkelig god bog!

    SvarSlet