mandag den 6. juli 2015

Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl



Forfatter: Lene Kaaberbøl
Titel: Kadaverdoktoren
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2010 (denne 2011)


316 sider








Jeg købte 'Kadaverdoktoren' på et loppemarked, da jeg ikke kunne modstå en krimi-præget fortælling om en retsmediciner sidst i 1800-tallet. Det viste sig også, at være en god læseoplevelse.

Madeleine Karno har haft en særpræget opvækst, stærkt påvirket af sin fars profession, som læge og hvad de i byen kalder kadaverdoktor. Dr. Karno har nemlig ikke noget imod, at undersøge de døde for at komme frem til en dødsårsag, og dedikerer sig ydermere til assistance for kommissæren, skulle der være sket en forbrydelse. Madeleine hjælper sin far, og drømmer i det skjulte om at følge i hans fodspor. Da den unge pige Cecilé findes død foran sit barndomshjem, med mider i kroppen efter en nærmere undersøgelse, sætter det gang i en række mystiske forbrydelser, som Madeleine hurtigt fanger en svag sammenhæng i. 

Jeg blev fanget af historien, som foregår sidst i 1800-tallet, hvor Madeleine er vores unge, stærke forbillede, som ikke finder sig i, at sidde hjemme og trille tommelfingre. Det går altid rent hjem hos mig, og Madeleine's person var også ekstremt behagelig og intelligent. Ikke perfekt, måske lidt for fornuftig og lidt for bekymret over hendes fremtoning, mens yderst elskværdig. 

Plottet var gennemtænkt og havde mange nuancer, som gjorde at flere karakterer var under mistanke i løbet af fortællingen. Dog synes jeg, læseren kunne gætte morderen lidt for tidligt, i forhold til hvor lang tid der går, før det går op for Madeleine. Derudover var jeg en smule skuffet over slutningen. Jeg synes ikke motivet var helt så tilfredsstillende, som jeg mener, at der var potentiale for. Det ærgrede mig egentlig lidt, idet jeg synes resten af fortællingen var spændende og lagde op til en lidt mere interessant og troværdig afsløring. Fortællingen havde også afsnit, som blev temmelig bizarre i forhold til, hvad jeg syntes klædte fortællingen. Men når disse kritikpunkter er sagt, var jeg stadig rigtig godt underholdt af fortællingen. 

At fortællingen foregår sidst i 1800-tallet, svagt berører emnet mikrobiologi og har en stærk kvindelig frontfigur, ser jeg kun som et kæmpe plus. Fortællingen havde sine svagheder, men var samtidig en bog, som holdt mig fanget.

Jeg mener at bogen er rigtig god underholdning, den er letlæselig, interessant og holder spændingskurven igennem størstedelen af bogen. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar