fredag den 12. juni 2015

Om sløve læseperioder og igangværende læsning


Jeg befinder mig i en periode hvor jeg har utrolig svært ved at samle mig om min læsning. Jeg har været igang med 'Dragetid' i virkelig lang tid, og føler ikke jeg er kommet videre i den. Jeg har haft svært ved at prioritere læsetid frem for alt muligt andet og har ikke rigtig haft den store lyst til at begrave mig med en bog. Disse perioder opstår en gang imellem, hvilket som sådan nok er sundt nok, men jeg føler mig nu klar til at fordybe mig igen. For at trække mig selv ud af denne sump er jeg gået igang med 'En mand der hedder Ove', hvilket faktisk har hjulpet mig, da den er let og underholdende. Så et godt råd, hvis der er andre der befinder sig i en lignende situation, er at finde en underholdende, letlæselig bog, hvor man hurtigt kan se fremskridtet. Det har ligesom givet mig motivationen tilbage. Dette vil dog også sige, at jeg er igang med to bøger på samme tid, hvilket jeg sjældent praktiserer. Jeg kan bedst lide at læse én af gangen, men i denne situation fungerer det meget godt at have to bøger i spil.

Så jeg er lige nu igang med de to bøger 'En mand der hedder Ove' af Fredrik Backman og 'Dragetid' af Carol Birch. De er begge gode indtil videre, men læsningen går så lidt lettere med den ene frem for den anden. For første gang i lang tid, har jeg ikke fastlagte planer for weekenden, så jeg tror at jeg vil prøve at slappe af i selskab af bøgerne.

God weekend til jer alle!


8 kommentarer:

  1. Det med at veksle mellem lettere og lidt tungere bøger, er også noget jeg praktiserer i stor stil. Jeg bruger meget ungdomsbøger til at holde læselysten ved lige og give mig følelsen af at læsningen ikke bare står stille.

    Lige nu er jeg ramlet ind i en serie, som jeg virkelig kæmper med at læse og det har påvirket min læselyste meget negativt. Derfor har jeg lagt serien lidt på hylden og taget fat på nogle andre bøger, for som du skriver kan det være en hjælp med en lille pause fra den pågældende bog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er bare bøger, som virkelig kan dræbe ens læseflow. Og ofte er det ikke engang fordi bogen er dårlig, men bare fordi det er det helt forkerte tidspunkt, man læser den på :)

      Slet
  2. Jeg er, desværre, også lige kommet ind i en lignende periode. Jeg håber dog på, at det blot skyldes eksamenstress, og at jeg dermed snart kan komme ordentligt igang igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, når noget andet fylder så meget i ens hverdag som eksamen gør, så er der ikke meget overskud til hyggelæsning!

      Slet
  3. Selv som inkarneret læser, synes jeg bestemt også at der skal være plads til den slags perioder. Jeg havde én i maj fx, hvor jeg gik helt i læsetørke efter en fantastisk bog. Jeg kunne slet ikke fokusere på at gå i gang med en ny, fordi jeg blev hængende i den gamle, og af frygt for at den næste ikke kunne leve op til den, så prioriterede jeg alt muligt andet i stedet.

    Jeg startede dog med endnu en ungdomsbog i starten af juni, og så kører det lidt bedre nu. :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret i, at der skal være plads til de perioder. Det er dog træls når lysten egentlig er der, men bogen bremser en. Men så er det god at have nogle sikre vindere stående på bogreolen :)

      Slet
  4. Åh ja. Nogle perioder er bare så stillestående læsemæssigt. Og så kan en ny bog godt være løsningen – selvom jeg som udgangspunkt ikke bryder mig om at læse flere bøger samtidig. Men regler er til for at blive bøjet ;D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg må sige, jeg også bedst kan lide at tage én bog af gangen, men i dette tilfælde, var det bare rart at ligge den ene lidt væk :)

      Slet