onsdag den 31. december 2014

Snebarnet

Forfatter: Eowyn Ivey
Titel: Snebarnet
Orig. titel: The Snow Child
Forlag: Bazar
Udgivelse: 2012 (denne 2013)

446 sider






Jeg købte denne bog på dette års bogforum, da jeg mente, at have hørt meget godt om fortællingen, uden dog helt at kunne sætte fingeren på hvad jeg havde læst om den. Det viste sig at være et rigtig godt køb.

Jack og Mabel er flyttet nordpå til Alaska, for at prøve at komme over den sorg, deres barnløshed har medført, langt væk fra deres familie og venner. Livet i Alaska viser sig dog, at være hårdere end ventet, og sorgen har svært ved at slippe sit tag i det aldrende par. En dag hvor sneen er faldet bygger de en pige i sne, som næste dag er forsvundet. Dog ser de kort efter, glimt af en lille pige i skovkanten. Kan dette være deres snepige, eller gemmer der sig en anden virkelighed bag dette mystiske barn.

Fra jeg begyndte læsningen af denne bog, til jeg vendte sidste side, har jeg været tryllebundet af fortællingen. Den er så smuk og skrevet med sådan en inderlighed, som fik mig til at leve mig fuldstændig ind i den sorg og glæde, dette elskelige par oplever. Fra Mabels altfortærende depressive sindstilstand, til hendes boblende lykke og kærlighed. 

Fortællingen er inspireret af et russisk eventyr, som også har en fremtrædende rolle i denne fortælling. Mabel har eventyret på bog, fra sin afdøde far, og gennem illustrationerne i bogen, finder hun frem til sin sandhed omkring snebarnet. Skillelinjen mellem den magiske fortolkning og den realistiske fortolkning af denne fortælling er så papirstynd, at man næppe kan udelukke den ene forklaring frem for den anden, og det er så imponerende gjort af forfatteren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er meget begejstret for denne smukke, hjertevarme fortælling. Så længe man er indstillet på en fortælling, der fortælles i et roligt tempo uden de store armbevægelser, så tror jeg ikke man vil blive skuffet.





OG MED DENNE ANBEFALING PÅ ÅRETS SIDSTE DAG, VIL JEG GERNE ØNSKE ALLE ET GODT NYTÅR! 


søndag den 28. december 2014

De firkantede pakker under træet...


Julen kom og gik hurtigere end nogensinde før, men jeg har besluttet mig for, at strække juletiden lidt længere i år og beholde mit juletræ lidt ind i januar. Jeg har simpelthen ikke haft tid nok til, at nyde det. Jeg har dog haft nogle fantastisk dejlige juledage, som jeg har nydt i stor stil. Jeg har fået så mange fine gaver i år, og iblandt gemte der sig tre bøger. De to af dem var Valhalla - Den samlede saga 2 og 4, så nu er min Valhalla-samling snart komplet. Den tredje bog er den smukke 'A Christmas Carol and other Christmas Stories' af Charles Dickens i den smukke Barnes & Noble Leatherbound Classics udgave. Det er virkelig tre litterære skatte, som nu er flyttet ind i min bogreol, og jeg glæder mig til at kaste mig over dem alle tre.

Håber også, at i har haft en skøn jul. 

onsdag den 24. december 2014

Med ønsket om en glædelig jul...


JEG ØNSKER ALLE EN RIGTIG GLÆDELIG JUL MED VARME, HYGGE, GOD MAD, I SELSKAB MED DEM I HOLDER AF.


søndag den 21. december 2014

Juleferie-bøgerne


Tænk engang, så fik jeg juleferie. Jeg har ellers haft mine tvivl her de seneste dage, men med lidt ekstra hårdt arbejde og lidt ekstra timer, kunne jeg glad og udmattet gå på juleferie fredag aften. Idag går turen til Fyn og med mig bringer jeg to bøger, jeg har udvalgt til ferien. Om jeg når at få dem læst må tiden vise, men det er nu rart, at vide muligheden er der. De to udvalgte er 'Liv efter liv' af Kate Atkinson, som jeg fik med mig fra Bogbloggertræffet i efteråret, og 'Snebarnet' af Eowyn Ivey, som jeg købte til dette års Bogforum. Det er to bøger jeg har set frem til at læse, som jeg tænkte egnede sig godt til ferielæsning. 

Hvad har i planlagt at læse i julen?


onsdag den 17. december 2014

Jomfrustenen

Forfatter: Michael Mortimer
Titel: Jomfrustenen
Orig. titel: Jungfrustenen
Forlag: Modtryk
Udgivelse: 2013 (denne 2014)

505 sider






Forlaget Modtryk var så venlige at tilbyde mig denne nye udgivelse, og jeg synes den lød rigtig spændende, så der gik ikke længe før bogen lå i min postkasse.

Ida lever et stilfærdigt studieliv i Stockholm, indtil hun en dag inviteres til Nobel-festen af Nobel-prismodtageren Anatolij Lobov. På en enkelt dag vendes hendes liv på hovedet, da hun af sin mormor og Lobov, får ansvaret for jomfrustenen og brudstykker af en velbevaret hemmelighed, som mange er villige til at dræbe for at få kendskab til. Pludselig er hun på flugt fra politiet, efterlyst i hele Sverige og hendes eneste mål er, at slippe ud af Sverige for at få sandheden af vide af sin hemmelighedsfulde mormor, som befinder sig i Rusland. Ida bliver ikke bare klogere på hemmeligheden, undervejs, men også klogere på hendes familie, for intet er helt, hvad det så ud til at være. 

Og hvad synes jeg så om fortællingen? Bogen er skrevet i et godt og flydende sprog, som gør det let at læse. Den har flere udsving på spændingskurven og plottet er gennemtænkt. Når det er sagt, så manglede jeg et eller andet. Fortællingen fangede mig ligesom ikke rigtig og der var visse situationer, som skulle have været skræmmende og uhyggelige, men som forekom mig en smule fjollede. Udover dette føler jeg, der blev spundet en masse løse tråde, som aldrig blev hægtet sammen. 

Fortællingen er skruet sammen med tekst og billeder, hvilket jeg er stor fan af. Ydermere er der dele af fortællingen, som er fortidige scener omhandlende jomfrustenen. Dette fungerer som korte glimt, man ikke vender tilbage til. Jeg synes det var ret ligegyldigt for resten af historien og ville ønske at siderne istedet var blevet brugt til at binde nogle af de løse tråde sammen.

Jeg var meget skuffet over slutningen. For som de fleste andre spændingsromaner, om man er fanget af den eller ej, så vil man gerne kende slutningen. Men der kom aldrig en slutning. Jeg manglede bare så mange svar, som jeg havde håbet på at få. Det er okay med en semi åben slutning, men dette føltes mere som om nogen var løbet tør for sider. Det var rigtig ærgerligt.

Hovedpersonen Ida er en pige, som er let at forholde sig til. Hun har ikke nogle mærkelige sider, som man skal vænne sig til, og hun er bestemt ikke modigere end gennemsnittet, hvilket gjorde hende dejligt jordnær. Jeg har dog aldrig læst en bog, hvori hovedpersonen sover så meget. Hver gang Ida er ude at køre (som passager, vel at mærke) falder hun i søvn, og jo, hun er på flugt, og det er sikkert meget hårdt fysisk og psykisk, men skulle man ikke mene, at hun kører på adrenalinen og derfor vil sove mindre...? Nu er jeg jo ikke ekspert på området og ved ikke hvordan det føles, at være på flugt, men selvom det så skulle være mere realistisk, at hun sover meget, bliver det ikke mere spændende, at læse om af den grund.

Samlet set var jeg lidt skuffet over fortællingen. Det er ikke en dårlig bog, men den fangede ikke rigtig mig, samtidig med at slutningen slet ikke gav mig de svar jeg håbede på. Hvis der kom en fortsættelse, tror jeg, jeg ville læse den, bare for at få kædet det hele sammen, men denne bog er umiddelbart et enkeltstående værk, så det kommer nok ikke til at ske.

NOTE/2014.12.19: Jeg er idag blevet gjort opmærksom på, fra forlaget, at der udkommer en fortsættelse til bogen til sommer næste år... det forklarer jo en del :)


torsdag den 11. december 2014

TBR-tagget - med forsinkelse


TBR-tagget florerede i bogbloggerland i oktober og november og det har været interessant at læse folks svar. Mia fra Readers Wall opfordrede mig til, at give mig i kast med indlægget, men jeg har ikke fået gjort noget ved det før nu. Men nu kom tiden, lidt forsinket, som altid. 

Lige for, at alle er med, så står TBR for to-be-read, og er et udtryk for de bøger man gerne vil læse (som enten står og venter på hylden, eller som bare står på en liste).

Her på det seneste er min bunke af ulæste bøger øget drastisk. Det er dog ikke så mærkeligt idet efteråret både har budt på bogbloggertræf, Englands-tur og Bogforum. Så der er rigeligt at tage fat på, på læsefronten i denne tid.

1. Hvordan holder du styr på din TBR-liste?
Jeg har altid været en flittig liste-skriver, hvilket også gør sig gældende i forhold til de bøger jeg gerne vil læse. Jeg har ikke skrevet min liste i en fin bog, smart papir eller på min computer. Den er nedskrevet på helt almindeligt, kedeligt blokpapir og dette er der en helt særlig grund til. Når jeg når et punkt, hvor der er en del udstregninger, af bøger jeg har fået læst, ja, så laver jeg en ny liste. Det virker måske temmelig tåbeligt, når nu jeg bare kan lave listen på en pc, og dermed være fri for at skrive det hele igen, men det er faktisk lige præcis det jeg godt kan lide. At skrive hele listen fra start til slut og undervejs revurdere om det stadig er bøger jeg er interesseret i at læse.... Nørdet, ja! 

2. Er dine TBR bøger mest e-bøger eller print?
Dette spørgsmål lægger mest op til de ulæste bøger jeg allerede ejer, og her kan jeg meget hurtigt sige, at de udelukkende består af fysiske bøger.

3. Hvordan beslutter du hvilken bog du vil læse?
Når jeg er færdig med en bog kaster jeg et blik på min hylde med ulæste bøger og vælger en bog ud fra hvad jeg er i humør til. Hvis jeg har givet mig selv en udfordring, forsøger jeg at finde en bog, som stemmer overens med det. Hvis ikke jeg finder noget på mine egne hylder, går jeg på biblioteket. Hvis jeg har fået et anmeldereksemplar vælger jeg dog oftest denne bog.

4. Den bog der har været længst tid på din TBR-liste?
Hmmm..... Jeg tror at det må blive 'Ringenes Herre - De to tårne' og 'Ringenes Herre - Kongen vender tilbage'. Det er virkelig mange år siden, at jeg kæmpede mig igennem 'Ringenes Herre - Eventyret om ringen' og her mener jeg virkelig KÆMPEDE. Jeg vil dog gerne læse serien færdig (for jeg ELSKER jo filmene), men jeg tager stadig tilløb......

5. En nyligt tilføjet bog til TBR-listen?
Der er flere, men det kunne f.eks. være 'Krucufiks morderen' af Chris Carter. Det var ikke et forfatterskab jeg, som sådan, havde nogle planer om at dykke ned i, før jeg blev introduceret til forfatteren på dette års Bogforum. Så nu står bogen pænt og venter på min hylde.

6. En bog på TBR-listen, der kun er der, på grund af coveret?
Sådan en tror jeg ikke jeg har på min liste. Jeg elsker smukke, tykke bøger, men jeg gider hverken at eje dem eller læse dem, KUN pga. coveret. Der skal helst være en form for interesse for historien. Hvis jeg ikke kender fortællingen, taler et flot cover da ofte for at jeg enten køber bogen eller viser den mere interesse end jeg ellers ville, for en flot bog kan da godt gøre fortællingen lidt mere attraktiv, bestemt! Men en flot bog, med en historie, jeg ikke synes lyder interessant, finder i ikke på min TBR-liste.

7. En bog fra din TBR-liste du ikke har planer om at læse?
Jeg synes det ligger lidt i termen TBR, at det er bøger man gerne vil læse, så jeg har ingen bøger på listen jeg ikke vil læse. Da jeg sommetider opdaterer min liste fjerner jeg sommetider bøger, som jeg på et tidspunkt gerne ville læse, men hvor interessen er forsvundet. Så på nuværende tidspunkt, er det altså kun bøger jeg gerne vil læse, jeg har på min liste. Der er dog bøger jeg ikke regner med bliver læst indenfor den nærmeste fremtid, men jeg håber da jeg får dem alle læst på et eller andet tidspunkt.

8. En endnu ikke udgivet bog, som jeg glæder mig meget til at læse?
Åh, det er et svært spørgsmål, for jeg er så dårlig til at følge med i kommende udgivelser. Opdager det sjældent før de allerede er udgivet. Nu læser jeg heller ikke så mange serier, så det er sjældent, at jeg går og venter på en fortsættelse. Jeg ventede dog spændt på Folletts 'På Kanten af evigheden', men den er allerede udgivet, så tror jeg må blive svar skyldig.... Nej, jeg kom da lige i tanke om en. Den sidste bog i Cronins 'The Passage'-serie. Det er sidste og tredje bog, som endnu ikke er udkommet, og det bliver da rigtig spændende at få afslutningen på den fortælling!

9. En bog som alle andre har læst, som du stadig har til gode?
Jamen der er mange! For jeg er altid håbløst bagud når det gælder nye udgivelser og lignende. Ofte venter jeg også til hypen er løjet lidt af. Når jeg kigger på min liste falder 'Pi's liv', 'A song of ice and fire'-serien og 'En mand der hedder Ove', mig i øjnene. En blanding af nyt og gammelt, som har gået sin sejrsgang, men som jeg altså ikke har fået læst endnu.  

10. En bog alle anbefaler dig?
Der er ikke, som sådan, en bog alle anbefaler mig, men her på det seneste er jeg blevet anbefalet at læse 'The Hitchhikers guide to the Galaxy' og 'Frankenstein' en del gange, som er bøger der begge står på min liste.

11. En bog på din TBR-liste, som du glæder dig særligt til?
Der er rigtig mange bøger jeg glæder mig til at læse, bl.a. 'The Picture of Dorian Gray', 'Frankenstein', 'Fire Study' og 'Snebarnet'.

12. Antallet af bøger på min TBR-liste?
Min liste, som både indeholder ulæste bøger jeg ejer og en endnu større mængde titler jeg gerne vil læse, men som jeg ikke ejer, er i øjeblikket på 109 bøger. Så jeg tror ikke, jeg løber tør for læseinspiration foreløbigt...



fredag den 5. december 2014

Julens glæder


Så er det blevet december og julestemningen er lige så stille begyndt at snige sig ind på mig, selvom det desværre kræver stærkere og stærkere midler, som årene går. Men uanset hvor svært det kan være at komme i den rette julestemning, så elsker jeg december. Jeg elsker kalenderlys, adventskranse, stjerner og nisser. Og så elsker jeg også julebøger! Jeg læste et fint indlæg på Bachs Bøger, hvor der fremvises en flot stak julebøger, hvorefter jeg selv fik lyst til at vise mine frem. Jeg har dog ikke helt så mange, men tror snart samlingen skal udvides lidt.

Jeg har altid været ret vild med kalender-bøger, altså bøger som er delt op i 24 afsnit, ét til hver dag i december. Jeg ejer tre af slagsen:

Jul på slottet af Finn Henriksen og Martin Miehe-Renard
Hyggen - historien om en gårdnisse af Lars-Henrik Olsen
Jul hele året af Thomas Winding



Og så ejer jeg en lidt finurlig bog om julemanden, kaldet 'Julemandens hemmeligheder'. Det er en virkelig sjov billedbog, som viser hvordan det egentlig er muligt at Julemanden kan nå rundt til alle børn på jorden, hvordan det egentlig er muligt at han flyver med rensdyr spændt for, og hvordan det egentlig er muligt at han kommer ned gennem skorstenen. Jeg faldt over den dengang jeg arbejdede i boghandel, og jeg har tit bladret i den siden.


GLÆDELIG DECEMBER!